Af Martin Wolsgaard

Forestil dig Independence Day eller stort set hvilken som helst anden rumvæsner-invaderer-jorden actionfilm. Træk Will Smith eller den givne one-liner-helt fra, og resultatet er World Invasion: Battle Los Angeles, der dybest set er en simpel, ensidig krigsfilm hvor fjenden tilfældigvis ikke er fra Jorden.

I filmens univers fastslås det hurtigt, at der i årevis har været dokumenterede tilfælde af ufo-observationer verden over – i Buenos Aires, Seoul, Frankrig, Tyskland, Kina. Men i 2011 ændres det, der engang blot var observationer og vandrehistorier til en frygtindgydende realitet, idet Jorden angribes af ukendte og fremmede kræfter. Imens folk overalt ser verdens store byer falde, bliver det i Los Angeles, at det sidste slag skal stå. Et last stand for menneskeheden i en kamp ingen for alvor er forberedt på. Det er således op til en marinesergent (spillet af Aaron Eckhart), der i rollen som den modvillige helt skal lede sin nye deling gennem fjendtlige områder for at befri nogle uskyldige mennesker, der sidder indespærret i en politistation.

World Invasion: Battle Los Angeles er en højlydt og dyrt udseende krigsfilm med masser af jeg-er-til-stede rystende kameravinkler, og et af de soundtrack der har til formål at få alle pumpet op omkring ideen at dræbe en masse rumvæsner eller muslimer eller tyskere eller hvem søren der nu engang er tilgængelige. Pointen er, at denne film ikke skiller sig ud som en speciel eller innovativ rumvæsensfilm. Den står således tilbage som en klichefyldt pseudoudgave af bedre film. Battle Los Angeles er mere et remix af Ridley Scotts Black Hawk Down, Kubricks Full Metal Jacket og Spielbergs War of the Worlds end en egentlig original film.

Men forstå mig ret. Jeg hævder ikke, at min reaktion på filmen kommer til at være universel. Faktisk er jeg ret sikker på, at den ikke er. For i virkeligheden er filmen på et b-films niveau gennemført og slagkraftig, uanset hvordan man vender og drejer det (og nej, det skulle ikke forstås entydigt negativt). For så forudsigelig og til tider plat som den nu engang er, så fungerer Battle Los Angeles utvivlsomt på det udelukkende underholdningsmæssige plan. Lidt på samme måde som et godt krigscomputerspil gør. Du bliver hooked, og tiden flyver, mens du slår hjernen fra. Det er ikke nyt, det er ikke opfindsomt og det er ikke kunst. Men som en popcornsfilm består den uden tvivl.