Af Jonas Kim Jakobsen

I Carancho er vi langt væk fra velfærds Danmark, hvor vi tager det som en selvfølge at blive behandlet, hvis vi har været ude for et trafikuheld. Anderledes står det til i Buenos Aires, hovedstaden i Argentina, hvor Carancho finder sted. Her kan man ikke være sikker på en ordentlig behandling, dog er man sikker på at skulle hæfte for den kæmpe regning som skal betales når behandlingen er overstået.

Ligesom i USA er det Argentinske sundhedssystem opbygget således, at forsikringsselskaberne er tænkt som værende dem der betaler. Kan man bevise sin ’uskyld’ over for dem, er der til gengæld mange penge at hente i erstatning. Det har folk for længst fundet ud af, og i Buenos Aires har det ført til den absurde situation, at folk er begyndt at iscenesætte trafikuheld. Det hele er orkestret af mafia-lignede grupper, som selvfølgelig indkasserer langt størstedelen af præmierne som er betalt på bekostning af fattige Argentineres forvredne kroppe og lemmer.

Midt i dette kaos finder vi vores to hovedpersoner Sosa og Lujan. Sosa er en afdanket advokat, der har mistet sin bevilling og derfor ser sig nødsaget til at arbejde for disse forsikringssvindel-grupper, som han selv afskyr. I sit arbejde støder han ind i den yngre kvinde Lujan, der arbejder som læge i en ambulance enhed, der tager sig af Buenos Aires uhyggeligt mange trafikuheld.

Et kærlighedsforhold udvikler sig hurtigt mellem de to på trods af en vis aldersforskel. Forholdet bliver sat på prøve, da en af Sosas aktioner går galt, hvilket resulterer i en af hans venners død. Som konsekvens af dette bliver han nød til at gøre op med hans lurvede arbejdsgivere, for derved at bibeholde forholdet og hans egen værdighed.

Plottet i Carancho er uhyre enkelt, men setup’et er noget nyt. Det er utroligt mange trafikuheld i denne film som kunne kaldes både en thriller, et drama og en kærlighedshistorie. Filmens billeder er flot komponerede med stemningsfulde nærbilleder og en del håndholdt kamera, der giver et realistisk præg. Farverne er holdt i mørke nuancer, hvilket er naturligt afledt af, at det meste af filmen foregår om natten, men underbygger også filmens til tider dystre tone.

Filmens to hovedpersoner spiller rigtig godt, og det bærer meget af filmen. I rollen som Sosa ses Ricardo Darin, der spillede hovedrollen i Øjnenes Hemmelighed fra 2009, og som vandt en Oscar for bedste udenlandske film. Ligesom i Øjnenes Hemmelighed er Carancho sammensat af en spændingspræget historie med en hed Argentinsk kærlighedsfortælling som modstykke. Det fungerer rigtig godt. Hvad som ikke fungere så godt er, at historien syntes at blive rodet og ufokuseret i den midterste del af filmen. Plottet er som sagt meget simpelt, og man bliver præsenteret for nogle personer og sidehistorier, der aldrig bliver fulgt op på, og her begynder man desværre at miste interessen for filmen.

Til trods for den til tider rodede fortælling, så skal Carancho have ros for sit originale  og absurde setup. Filmens flotte billedstil, der er en blanding af det realistiske og stemningsfuldt neo noir, er i høj med til at gøre den seværdig. Man kan samtidig tilgive en film for meget, hvis den har ’ægte’ og medrivende karakterer, og her sørger de to hovedrolleindehavere for, at Carancho går rent ind.

4 ud af 6 stjerner