Af Martin Wolsgaard

Zack Snyders Sucker Punch er ligesom den nietzscheanske Superman af CGI actionfilm. Det hele er langt hinsides ’det gode’ vs. ’det onde’, hvorledes filmens morale i bund og grund er irrelevant, og enhver dom over betydning eller kvalitet undergraves. Dette er ikke en film, der er lavet for at blive fortolket.

Sucker Punch er et latterligt ambitiøst og måske fatalt mangelfuldt mash-up af idéer, temaer og indflydelser. Den er på den måde lidt som en Quentin Tarantino film – eller måske mere som et platonisk ideal om en Tarantino film. I hvert fald er den mere af det hele end nogen film Tarantino nogensinde selv har lavet. Det er svært at være sikker på om det hele genialt eller idiotiske, selvom jeg er temmelig sikker på, at den er begge dele, og ikke altid på forskellige steder og tidspunkter.

Denne film vil utvivlsomt blive heftigt angrebet som hjerneskadende skrald, der eksemplificerer alt det, der er galt med nutidens filmindustri og det dertilhørende publikum. Men den vil formentlig samtidig blive energisk forsvaret som et undergravende action mesterværk, der giver en stor ****finger til Hollywoods konvention, publikums forventninger og alle og enhver, der foretrækker at se The King’s Speech. Folk på begge sider vil delvist have ret og tage fejl. Personligt lander jeg lidt i midten: Sucker Punch fungerer bestemt ikke hele vejen igennem, men den bekræfter, at Snyder hører til nær toppen af en kort liste af store Hollywood-instruktører, der forsøger at genopfinde en personlig auteurvision af film i den allermest kommercielle ende af filmspektret. Man kan roligt sige, at jeg glæder mig til næste års Superman: Man of Steel.

Du har måske bemærket, at jeg ikke har nævnt filmens skuespillere eller karakterer endnu, hvilket er fordi Snyders manuskript (skrevet sammen med Steve Shibuya) behandler dem som arketypiske og næsten udskiftelige skakbrikker. Snyders heltinde er en ung kvinde, der kun er kendt som Baby Doll (spillet af Emily Browning). Hun ligner en rottehale skolepige stereotyp taget ud af jailbait pornografi, hvorledes hun knap nok taler i filmens første halve time. Vi møder hende i et super-stiliseret musik-video flashback, der forklarer hende problem: Hendes onde stedfar har fået hende anklaget for mordet på hendes lillesøster, og hun er nu fanget i et Arkham Asylum-lignende sindssygehospital, hvor hun venter det hvide snit. Alt ved stedet er mærkeligt og usandsynligt. Alt fra den hårde, men stilfulde psykiater (Carla Gugino) til alle de mistænkeligt lækre medfanger, som vi senere hen finder ud af har nogle yderst pornoagtige ikke-navne: Sweet Pea (Abbie Cornish) og hendes søster Rocket (Jena Malone), Blondie (Vanessa Hudgens) og Amber (Jamie Chung). Amber er nok det mest tilforladelige af navnene, men hun er en asiat i et meget stramt og lille korset, så hun er dækket ind på pornofronten.

Sucker Punch er på en måde præcis, hvad den ligner: en nørds hede fantasi om en flok letpåklædte ludere, der i bedste computerspilsstil udrydder en vifte af samurairobotter, nazirobotter, monstre og drager. Man kan sige, at Snyder forsøger at gå en fin linje mellem softcore porno og girl-power feminisme – og det gør han godt. Og hvis du ønsker at forstå Snyders centrale budskab, så har han gjort det let for dig, hint, det er titlen. Han giver os, hvad vi ønsker (eller hvad vi tror, vi ønsker, eller hvad han tror, vi tror, vi ønsker): absurd feticherede kvinder i mikroskopisk små nederdele, herlige kampscener og pseudofeministiske fantasier om flugt og hævn.