Af Dorte Winkler

Amerikanske Terrence Malicks nyeste film er lige nu aktuel på Cannes, hvor den er med i konkurrencen om De Gyldne Palmer – en god indikation på at dette er en film af en auteur og måske ikke en film der nødvendigvis har den bredeste appel. Malick er en af de instruktører der tager sig god tid til sine filmprojekter og det er ikke unormalt med en 6-7 år mellem filmene. Den seneste var The New World (2005) og før den, den oscarnominerede The Thin Red Line (1998). Med The Tree of Life har Malick igen både skrevet og instrueret og med Sean Penn og især Brad Pitt i bærende roller, er det en film, der måske har potentiale til at få flere mennesker til at se den, end normalt er for de mere kunstnerisk betonede film.

Handlingen i The Tree of Life er ikke et lineært plot med normal fortællestruktur, men mere en undersøgelse af en opvækst i en kernefamilie i 1950’erne, hvor tre brødre vokser op med hinanden og et sæt forældre, der står for hver deres livsfilosofi – den levende, legende mor, god som dagen er lang, og den strikse, autoritative far, som omsætter en stor del af sin tydelige kærlighed til sine sønner, til tvungen respekt for sin egen faderfigur, og et barsk forsøg på at lære især sin ældste søn, Jack om livets hårde sider (man skal ikke være for god – så bliver man udnyttet). Familien udsættes for et stort tab, som præger Jack, der som voksen driver rundt i et moderne univers af stål og glas, rodløs og ufæstet. En mand med succes på de ydre parametre, men uforløst i forhold til sin fortid, sin families sorg og oprøret mod faren.

The Tree of Life fremstår mest af alt som en dialog – en dialog med Gud og med forældre. Dialogen har form af brudstykker, men er suppleret af en billedside, som opfordrer til at man slår hjernen fra og hengiver sig til oplevelsen. Filmen er meget smuk og visuelt engagerende. Den cirka halv time lange naturodyssé gennem jordens og livets skabelse, frygtindgydende og poetisk på samme tid, står dog ikke helt mål med den intense, smertefuldt smukke skildring af brødrenes opvækst – fortalt i impressionistiske nedslag i stunder i familiens liv, med sporadisk dialog, masser af følelser, oprør og længsler. Det er også her filmen fungerer allerbedst – måske fordi den her taler til vores kognitive sans og giver os en ramme at forstå filmen ud fra.

En film med en titel som The Tree of Life har ikke overraskende en del træer med i sit billedsprog – og der er da også noget religøst over både titlen og træets betydning – tænk fx på Kundskabens træ. Her bliver træet, med sine mange for forgreninger og knopskydninger et billede på både familien og livet, på en og samme tid all over the place og samtidig fast forankret i jorden. I den voksne Jacks liv og karriere i en hypermoderne verden af skyskrabere af glas og stål, kan de bærende stålkonstruktioner ses som et billede på moderne træer, der mellem deres stålgrene også giver udsyn til himlen, men som mangler rodnettet og forankringen. Dermed spejler de Jacks egen rodløshed, som måske kan afhjælpes af naturen og i forsoningen med familien, fortiden og tabet.

Det er i øvrigt dejligt at se Brad Pitt i endnu en rolle og endnu en film, som vi ikke har set før og som peger i retning af at Pitt fremover, mere og mere, vil være at finde i film, der ligger langt fra Hollywoods mest gængse produktioner og langt fra Pitts oprindelig castede pretty boys. Sean Penn i rollen som den voksne Jack, er passende forpint men desværre ikke så meget med i filmen som man måske kunne have håbet. Hans rolle giver her svagt mindelser om hans rolle i Thomas Vinterbergs It’s All About Love, altså en rolle som er væsentlig, men samtidig i periferien. Jessica Chastain, som den vidunderlige mor, er et spændende bekendtskab, som man kun kan håbe for flere muligheder for at udleve sit talent på film, frem for teatret, hvor hun indtil videre primært har gjort karriere. Sidst men ikke mindst skal debuttanten Hunter McCracken, som den unge Jack, have ros og gode ord med på vejen. I hans ansigt skildres alle konflikter som storebror, søn og den kommende pubertet på fineste vis. Ham vil vi gerne se mere til og det kommer vi sikkert også til – hvis han selv vil.

Terrence Malick og The Tree of Life er nok ikke film for alle og enhver. Og til Malick fans er anbefalinger overflødige. Men DIG, der måske ikke er til kunstfilm og mere abstrakte fortællinger, måske skulle du vove forsøget og udsætte dig selv for noget andet. Gå ind og oplev denne film – du kommer til at udvide din filmhorisont på fornemmeste vis.