Af Martin Wolsgaard

Duncan Jones’ (instruktøren af Moon) nyeste film er en virkelig vellavet, spændingsfyldt teknologisk science fiction thriller om en mand, der forsøger at redde Chicago fra atombombelignende ødelæggelse.

Hovedrolleindehaveren er Jake Gyllenhaal, der i rollen som militærpiloten Colter Stevens er styrtet ned med sin Black Hawk-helikopter i Afghanistan og nu udfører missioner gennem det såkaldte Source Code. Det er i kraft af Source Code, at filmen har sit interessante særpræg. Det giver et aspekt, der transformerer filmen fra en forholdsvis ordinær ”kapløb med tiden”-thriller til en innovativ og original fortælling.

Apparatet Source Code fungerer således, at ved hjælp af nogle kvantefysiske videnskabelige opdagelser, kan man krydse over i en anden persons identitet i de sidste otte minutter af dennes liv. Man kan med rette spørge sig, hvorfor og hvordan dette ikke bliver farceagtigt og lidt latterligt – svaret er dog, at det gør det ikke! Årsagen er, at Duncan Jones har formået at kreere et formfuldendt univers, en triumf indenfor filmsyntaks, hvor filmens handling forløber medrivende og realistisk. Der er en klar følelse af rytme og tempo, som jo er en nødvendighed for en kvalitetsthriller. Så er der også Gyllenhaal, der altid er god for overbevisende formidling af angst, hvilket giver hans karakter en kant og personlighed, der får os som publikum til at holde med ham og håbe på, at det hele løser sig til det bedre. Man må dog acceptere, at videnskaben bag det der foregår i det superhemmelige tidsrejse- og/eller out-of-body projiceringsprojekt er mere eller mindre ren vrøvl. Men der er trods alt nok popfysik referencer og menneskelig relaterbar psykologi til at give Source Code dybde.

Når Colter ikke er i Source Code-verdenen, ombord på et tog der skal til at springe i luften med den skønne Christina (Michelle Monaghan), er han i en indelukket rumkapsel-lignende konstruktion. Her kommunikerer han med sine overordnede, Goodwin (Vera Farmiga) og Dr. Rutledge (Jeffrey Wright), og første gang dette sker presser flere spørgsmål sig på både fra ham selv og egentlig også for publikum. Colter er splittet i en indvendig kamp mellem militær disciplin og almindelig menneskelig forvirring, hvorledes han forlanger en forklaring på, hvorfor han ikke kan huske noget siden sin sidste mission i Afghanistan, hvorfor han ikke må ringe til sin far og hvor han egentlig er henne. Disse spørgsmål besvares selvfølgelig løbende som filmen skrider frem i velorkestrerede repetitive Groundhog Day-agtige sekvenser.

På opfindsom vis afholder Duncan Jones sig nærmest alle formula-karakteriseringer og relaterbar forhistorie, som man efterhånden forventer i konventionelle Hollywood thrillere. Alt man har lært om Colter, Christina og Goodwin ved filmens slutning, kommer fra deres handlinger, ikke deres ord. Dette giver Source Code en stærk, spændende og næsten arty nuance under dens ellers så blanke og polerede actionfilm-overflade. Gyllenhaal portrætterer i filmens begyndelse Colter som en ren, kontrolleret og maskulin Hitchcock’sk helt, der er engageret og ensporet i sin kamp for at redde dagen. Ved filmens udgang er han blevet en anden type helt, en der er trådt ud af tid og rum et øjeblik og fået et glimt bag tilværelsens forhæng, a la Dave Bowman i Rumrejsen 2001. Han erfarer noget, alle allerede ved, men sandsynligvis har problemer med at huske – et nuanceret og elegant ”lev i nuet”-budskab om, at alt man nogensinde har, er lige nu og her: nogen spilder kaffe på ens sko, man kysser en pige på et tog, man hører og ser en flok gæs flyve af sted.