I Made in Dagenham eller Det stærke køn, som den sidste film i denne sæson af biografklub Danmark er blevet betitlet, udspiller handlingen sig i Dagenham, England i det næsten mytologiske årstal 1968. Med træfsikker miljøbeskrivelser sat fra start i en dokumentarisk ramme(filmen bygger således på kvindelige syerskers beretninger fra dengang), der minder en del om starten fra The Full Monty fra 1997, får vi en humørfyldt kvindekamp leddet af Rita O´Grady spillet af en yderst velspillende Sally Hawkins.

Nigel Cole har som instruktør mest gjort sig bemærket med filmen Calender Girls fra 2003, en film, der på linje med Det stærke køn er besat med kvinder i hovedrollerne.

I dette tilfælde 187 syersker på Fords fabrik i byen Dagenham, som på dette tidspunkt i sluttresserne beskæftiger i omegnen af 55.000 i fabrikationen af den populære Ford Cantina. Med få men effektive midler får filmen sat tonen af et engelsk arbejderkvarter i 60´erne. Kårene er små og arbejdet på fabrikken er hårdt og rutinepræget, men humøret blandt kvinderne og ikke mindst deres tillidsmand Albert (Bob Hoskins) er jovialt og bramfrit, som når han bevæger sig ind i kvindernes syafdeling må finde sig i tilråb og halvnøgne kvinder(disse har taget toppen af kjolen af, for at undgå at få ærmer og løst stof i symaskinen, når de arbejder).

Således går det også da Albert ved filmens start fortæller dem, at ledelsen ikke har svaret på deres krav om bedre overarbejdsbetaling, og om kvinderne derfor er klar til at gøre alvor ved at strejke én dag. Samtidig vil han gerne have en kvinde mere med, udover tillidskvinden Connie (Geraldine James) til mødet mellem fagforeningen og ledelsen. Valget falder på Rita (Sally Hawkins). Da fagforeningssnogen Monty (Kenneth Cranham) ikke rigtig taler kvindernes sag til mødet, tager Rita selv bladet fra munden og snart er hun og de andre kvinder i fuld strejke i en kamp om ligeløn. En kamp som ender med at give genlyd på højeste sted i regeringen, såvel som i det multinationale bilfirma.

Det stærke køn er en nærværende film, der i kraft af sin effektfulde indramning af tidsånden fra ´68 virker engagerende i Rita og de andre kvinders historie. Den nøje detaljerede miljøbeskrivelse er således på en gang filmens største styrke og svaghed. Styrken er som sagt den høje identifikationsfaktor og de almene personlige historier, som de kvindelige syerske sammen og hver for sig går igennem. Svagheden er at detaljeringsgraden i den korrekte miljøgengivelse flere gange ender i en nostalgisk tone, hvor datiden hyldes som en tid, hvor folk stod sammen på trods af de dårlige kår. Hermed undergraver filmen lidt sit politiske tema om kampen for ligeløn. En kamp som mange i dag fejlagtig tror er overstået og vundet(det er den ikke – heller ikke i Danmark). Denne kritik ændrer dog ikke ved, at Det stærke køn er et vellykket portræt af 60´ernes britiske klassekamp og tilmed en feministisk feel good film, som mange, kvinder såvel som mænd vil morer sig ved i biografmørket.

– Nicolai Eskesen