Af Sandra Holm
The JB’s har ikke levet forgæves. James Bond idealiserede bacheloren. Jack Bauer legaliserede krigen mod terror og forberedte USA på at få en sort præsident. Jason Bourne redefinerede den ideelle lonely rider/contra mundo-helt og ændrede filmverdenen fra den ene dag til den anden. Og hvilken glædens dag!
Dr. Martin Harris (Liam Neeson) og hans kone Elizabeth (January Jones) ankommer til Berlin på en kold og snefyldt dag for at deltage i en stor bioteknologisk konference. Ved hotellet opdager Harris at han har glemt en kuffert i lufthavnen og tager straks en taxi tilbage, men undervejs kører de galt og han ender i koma. Da Harris kommer til sig selv er der gået fire dage. Han finder vej tilbage til hotellet, men da han opsøger sin kone kan hun ikke kende ham. Ved hendes side står en anden mand (Aidan Quinn) som både Elizabeth og de omkringstående kollegaer alle påstår er Dr. Martin Harris. Pludselig synes hele verden at lide at hukommelsestab og Harris eksistens forsvundet.
Der er ingen tvivl om at Liam Neeson er en fremragende skuespiller. Han besidder en gammeldags form for stil og karisma der altid gør indtryk og han har da også sat flere uudslettelige mærker i filmhistorien (Schidlers Liste, Michael Collins, Star Wars, Les Miserable, Batman Begins og ikke mindst Love Actually). Men han er ingen JB. Teoretisk set giver det god mening at caste ham i rollen som Dr. Martin Harris, man knytter sig instinktivt til ham og han leverer, men praktisk er der noget der ikke fungerer. Heldigvis er historien og resten af crewet så godt at man hurtigt glemmer at man sad med et ubehageligt minde om Taken inden filmens begyndelse.
January Jones, som senest var at finde i diamantform i X-Men: First Class, er pæn og sød. Det gør hun ualmindeligt godt, så godt at hun blev verdenskendt på det som housewife Betty Draper i Mad Men serien, og hun er et skønt valg. Filmen finder sted i Berlin og instruktøren, Jaume Collett-Serra (House of Wax, Orphan) skal have credit for valg af location og især for sit autentiske valg af skuespillere. Der er nu intet der slår en tysker i rollen som tysker. Diane Krüger( Troy, Inglourious Basterds) er et befriende godt valg som partner in (solving) crime, som den underspillede og mystiske taxichauffør Gina, Sebastian Koch (De Andres Liv) leverer smertefrit en god genial professor aka Dr. Leo Bressler og sidst men så absolut ikke mindst, i filmens bedste rolle, optræder Bruno Ganz (Hitler i Der Untergang) som privat detektiv, tidligere stasi-agent og skønt hans scener kan tælles på én hånd er han fremragende og stærk.
Manuskriptet er baseret på en roman af den franske forfatter Didier van Cauwelaert og er, uden tvivl, grunden til at filmen holder. Det er en svær genre at bevæge sig ind i hvis man ikke har enten en JB eller kan overraske plotmæssigt i løbet af urimelig kort tid. Og netop den sidste faktor har Collett-Serra fanget. Efter et kvarters tid begynder man at læne sig frem i sædet med rynket pande og en vis undren. Og han formår at holde en undrende i meget lang tid. Den bliver mystisk og overbevisende. Hvilken er et kompliment til en thriller.
Det er en overraskende film. Underholdende og velspillet. Men den proppet til randen med helte-referencer, andres helte, frem for at skabe sine egne mønstrer og memorable lines og det er ærgerligt. Valget af Berlin til en film om identitetskrise er fantastisk og en smuk tribute til byens mange facetter. Måske er det navnet, MH, måske er det rollens udvikling, men lige meget hvor ægte og dygtig Liam Neeson er, vil han ikke ændre verden som Dr. Martin Harris.
