Af Sandra Holm
Komedie er en undervurderet genre. Komikere opnår sjældent den samme anerkendelse som en Method Acting Shakespearien, for verden synes i lang tid at have haft den misforståede opfattelse af at gråd pr. definition er dybere end latter. Særligt kvindelige komikere har været ramt, da komedie især handler om nytænkning og mændene allerede har taget patent på de køns- og kropslige pointer. Men der er vel i virkeligheden så meget mænd ikke forstår.
Annies (Kristen Wiig) liv er et rod, mildest talt. Alene og finanskriseramt holder hun sammen på sig selv med hjælp fra sin bedste veninde gennem 37 år, Lillian (Maya Rudolph). Da Lillian bliver forlovet påtager Annie sig selvfølgelig rollen som maid of honour, med de bedste intentioner. Desværre har hun hverken penge, erfaring for festplanlægning, de rette kontakter eller tro på evig kærlighed. Det har Lillians nye og perfekte veninde Helen (Rose Byrne) tilgengæld. Hun har det hele og lidt til og hvad der skulle have været en smuk tid i venindernes liv, ender som alt andet. Den farverige blanding af brudepiger ender i den ene mere groteske situation efter den anden, mens Annie bluffer sig igennem dyre og bizarre ritualer. Misundelse, ansvarsflugt og frygten for at miste det eneste hun har tilbage sender Annie direkte mod det sorte huls dybeste mørke, men når man har ramt bunden, er der jo kun en vej man kan gå – og det er op.
Kristen Wiig er ikke blot filmens hovedperson, men også den ene af filmens to manuskriptforfattere. Den anden er Annie Munolo. Og det er hendes autentiske oplevelser der er inspiration til karakteren Annies liv og oplevelser. Filmen er generelt et meget familiært projekt. Maya Rudolph, Kristen Wiig og Annie Munolo stammer alle fra den anerkendte komedieskole i L.A., The Groundlings, som hjalp dem i gang med, hvad der har udviklet sig til, mange elskede og morsomme karierrer. Kristen Wiig er en fast del af ensemblet på Saturday Night Live, hvor Maya Rudolph også har det med at dukke op og som ligeledes er produceret af Judd Apatow (Superbad, Knocked Up, Funny People, Pinappel Express og 40-year old virgin,). Både han og instruktøren Paul Feigg (Nurse Jackie, the Office US og Arrested Development) er vel kendte i komediekredsene og sammen har de været drivkraft i stort set alle de største komedier og tv-serier Hollywood har produceret, med succes, de seneste år.
Kristen Wiig bærer filmen rigtig fint. Hun er en meget karismatisk kvinde, som fylder rigtig meget på godt og ondt. Når hun har sine moments er hun ustyrlig morsom, ’krumme tæer’ pinlig og ublufærdig. Desværre er grænsen mellem komedie og tragedie ikke altid er lige klar. Det er vigtigt at understrege at filmen har mere på hjerte end som så, men det virker en smule for stereotypt og ægte ynkeligt flere steder. Melissa McCarthy, Lilians kommende mands søster Megan, er ligeledes fra The Groundling, men er muligvis bedst kendt som Sookie fra Gilmore Girls. Rollen, der er baseret på en karakter fra hendes stand-up shows, er måske filmens sjoveste og Brudepigers ”wolfpack”. Hun er gal og upåvirket og et udsøgt eksempel på objektiv komedie. Gennemgående er alle roller besat af et mere eller mindre kendt komisk talent, som Chris O’Dowd, Rebel Wilson og Matt Lukas, men især Maya Rudolph skal fremhæves. Hun er komediebranchens svar på Beyonce og uden tvivl tidens bedste repræsentant for en kvindelig komiker. Stærk og ægte, morsom og alvorlig.
Brudepiger er skrevet af kvinder til kvinder om kvinder. En sjælden cocktail og for dét fortjener den alverdens credit. Den udstiller livet og de kvindelige komplikationer som Sex and the City klippede ud i editing, men som de der drømte sig væk med Carrie og hendes perfekte firkløver nok ville have haft bedre af at måle deres liv op imod.
