Af Jesper Nielsen
Fans af den spanske gyserfilm Børnehjemmet fra 2007 kan glæde sig over at producenterne er vendt tilbage med endnu en stilsikker og genrebevidst gyser præsenteret af instruktøren Guillermo del Toro og instrueret af Guillem Morales (The Uninvited Guest, 2004). Dog er Julia’s Eyes på ingen måde en film af samme stof som Børnehjemmet. Filmen skal snarere ses som et mindre sideprojekt fra Guillermo del Toro, hvorfor man i stedet kunne ønske sig noget nyt materiale fra auteuren selv.
Julia (Bélen Rueda, Børnehjemmet) lider af en alvorlig og arvelig øjensygdom, der gradvis gør hende blind. Hendes tvillingesøster Sara (også spillet af Bélen Rueda) har fra filmens begyndelse mistede synssansen, hvorefter hun findes hængt i en kælder, hvilket Julia på forunderlig vis kan fornemme. Mens alle andre (især hendes mand(Lluis Homar), men også politiet) omkring Julia erkender Saras død som følge af en mislykkede øjenoperation, nægter Julia at tro på selvmordet. Ret hurtigt får hun fremskaffede forskellige informationer, hvilket gør, at hun anser Saras død for at være et decideret mord. Men opklaringen bliver en kamp mod tiden for den svagtseende Julia.
I Julias midlertidige blindhed grundet øjenoperation (størstedel af filmen har hun bandage for øjnene med tydelig reference til den romerske gudinde Justitia), intensiveres filmens spænding yderligere, og kendte filmtemaer fra Guillermo del Toro indtræder – det gotiske univers, mulige ’hjemsøgte’ huse, underlige børn og sære gamle mennesker med mystiske evner.
Filmen kredser overordnet om det at se og at blive set. Om hvordan mørket bliver et rum, hvori Julia oplever og sanser en anden og mere tåget tilværelse. En mystisk verden, hvor hun umiddelbart ikke er alene, men hvor blindheden bliver en positiv evne og en objektiv styrke, der forstærker hendes andre sanser.
Instruktør Guilem Morales er en meget genrebevidst herre og har undervejs i filmen flere kærlige hilsner til mestreinstruktører som Dario Argento, Brian de Palma samt Alfred Hitchcock. Han når imidlertid på ingen måde disse forbilleder, og på trods af udmærkede chokeffekter og pletvis suspense, forbliver filmen sin egen værste fjende, da den bliver alt for forudsigelig, fordi instruktøren er så bevidst om genre og stilistik. Knirkende trin i store forladte huse, aflæste døre, strømafbrydelser, kraftigt regnvejr, mørke rum og selvfølgelig letpåklædt kvindelig protagonist jagtende af psykopat er set mange gange før og i flere tilfælde meget bedre.
Filmen fungerer imidlertid ret godt ved den til tider eksperimenterende kameraføring. Dette ses eksempelvis i en scene, hvor kameraet (og dermed tilskueren) agerer Julias slørede blik. Eller i en anden scene, hvor et fotografiapparat udgør det eneste oplysende i rummet sådan, at scenen fremstår udelukkende af stillbilleder.
Filmen bliver som sagt præsenteret af Guillermo del Toro, men det er i sig selv ikke nok. Filmen forfalder desværre til kliche på kliche og en mere hårdhændet Guillermo del Toro, havde skåret det overflødige væk, nedtonet det forudsigelige og reduceret det emotionelle Hollywood bævl.
