Af Sandra Holm
Gang på gang bliver jeg overbevist om at udtrykket ’Less is More’ var en af de ting nybyggerne efterlod i Europa da de rejse over Atlanten og søgte lykken i Den Nye Verden. Til gengæld kastede de deres kærlighed på ’Overdrivelse fremmer forståelsen’ og de har dyrket det loyalt og entusiastisk siden. Der er lavet mange superhelte filme gennem tiden, men på denne side af årtusindskiftet tog de en ny form og de store Blockbuster Marvel produktioner som vi ser dem i dag begyndte at tage form. Nogle gode, andre knap så gode. Og nu er turen kommet til Green Lantern.
Green Lantern aka. Hal Jordan er en ’gammel’ helt, han optrådte første gang tilbage i 1940’erne i All-American Comics. Da var han en del af The Green Lantern Corps og blot én ud af seks menneskelige medlemmer. Han var dog den mest populære af dem og i 1959 fik han derfor sin egen titel. Han har aldrig været kendt på sammen niveau som Supermand og Spidermand etc., men instruktøren Martin Campbell gør hermed sit for at ændrer på dette faktum.
Martin Campbell er kendt som en dygtig actioninstruktør. Han var manden bag Casino Royale (Bond med Daniel Craig), hvilket vandt skulderklap i Hollywood. For ikke at tale om et umenneskelig stort budget da han takkede ja til dette projekt. Og det er let at se hvad pengene er gået til. Rollelisten bugner med dyre navne og 95% af filmen er CG (Computer Generated). Efter filmens første fem actionpacked minutter, Geoffrey Rush’s velkendte fortællerstemme og en Top Gun tribute præsentation af menneskehedens redning, Hal Jordan, er man åben for hvad som helst. Og det er heldigt.
I mange århundreder har balancen i universet været opretholdt af The Green Lantern Corps, for nej, vi er selvfølgelig ikke alene, men menneskeheden har aldrig været draget ind i viden – før nu. Hal Jordan (Ryan Reynolds; Buried, The Proposal) lever et ansvarløst og dumdristigt liv som testpilot da han pludselig bliver udvalg af den døende Green Lantern Abin Surs ring. Selveste ondskaben aka. Parallax er undsluppet og truer med at udslette menneskeheden og Hal Jordan må trods sin tvivl på sig selv finde det mod og den viljestyrke der kan redde jorden.
Ifølge Martin Campbell er Green Lantern særligt interessant, idet han er menneskelig, meget menneskelig, med alt hvad dertil hører af fejl, luner og svagheder. Og dette kunne han ikke have skåret mere ud i pap end ved at caste Ryan Renolds i hovedrollen. Hal Jordan ER Ryan Reynolds blot tilsat en meget grøn tricot. Og en yderst vel(computer)skabt krop. Han tilsætter på sin vis intet nyt til rollen som Green Lantern, men det synes der overraskende nok heller ikke at være brug for! Kender man Reynolds ved man allerede at han er en frygtelig charmerende og morsom mand. Kender man ham ikke, ved man efter et take, to sekunder og én replik at Reynolds er en frygtelig charmerende og morsom mand. Og det redder filmen. For verden (og universet for den sags skyld) er fuld af seriøse, bange mennesker (og andre væsner) og havde Hal Jordan været lige så, var filmen blevet latterlig. Blake Lively er den love interest Katie Holmes aldrig formåede at naile (i Batman Begins) og trods deres opmærksomhedsdragende hoveder, formår både Mark Strong (Sinestro) og Peter Sarsgaard ( Hector Hammond) at leverer tilpas mange replikker med problemer til at skabe drivkraft i filmen.
Det er ikke en perfekt film, men den er mægtig underholdende. Den har et fin ’Drengen der ikke var bange for noget’ kombineret med ’Ikarusmyten’ -tema, som gør Hal Jordans udvikling til en moderne ’coming of age’ historie – moderne, som i ’fra drengerøv til mand’, hvilket er tankevækkende, men det bliver klemt og glemt og den gennemfører det desværre ikke så fint som den lægger op til. Men det skal man ikke tage så seriøst, lige som alt andet i filmen. Man skal blot ryste smilende på hovedet og anerkende at 3D, CG og tusindvis af dollars kan få dig langt og er stærkt vanedannende.
