Af Ditte Madvig Evald

Man tager to religiøse fundamentalister, en kristen, en muslim, begge fra den vestlige verden, en født og opvokset i den kristne tro med en missionær som barndomsidol, mens den anden var en bad boy fra Irland der blev omvendt under et fængselsophold i Mellemøsten, hvor han var dømt for bootlegging. Man blander de to, lader dem mødes sidder tilbage med et overraskende og tankevækkende resultat for i første omgang er de to i krig, Holy Wars.

Umiddelbart er de to ikke så forskellige, de vil begge leve efter Guds ord og vil omvende så mange mennesker som muligt til den rette tro og mens den kristne missionær Aaron Taylor tager rundt i verden til udsatte og farlige områder og prædiker sit kristne budskab, står muslimske Khalid Kelly på gaden i England og deler løbesedler ud og fortæller muslimske kvinder, at de skal gå med slør fordi Koranen befaler det. Men forskellene bliver langsomt mere og mere tydelige, for mens blåøjede Aaron prædiker til sin menighed der taknemmeligt tager imod hans pris af Gud og Bush og krigen mod terror, bliver Khalid mere og mere utilfreds med at leve i et England, hvor han ikke længere hører hjemme, og han forsøger forgæves at finde et andet sted at leve hvor sharialovgivningen, ældgamle muslimske leveregler, følges til fulde, men må gang på gang sande at hans udlægning af Koranen er for ekstrem til de muslimske lande.

I en af filmens scener møder de to fundamentalister hinanden. Den ene bliver fuldstændig afvæbnet af den andens argumenter, og at iagtage hvordan han rent faktisk lytter til dem, tager dem ind og fordøjer dem og tager hele sin ideologi op til overvejelse er stærkt og ender med at blive en af filmens fineste øjeblikke.

Holy Wars er lavet af Stephen Marshall, der både har lavet musikvideoer, film, kortfilm, dokumentarer, skrevet bøger og startet Guerrilla News Network og fælles for de fleste af hans udgivelser er et stærkt politisk eller aktivistisk omdrejningspunkt, og man fornemmer hele filmen igennem hans engagement og forsøg på at forstå de to hovedpersoner. Det lykkedes ham at få understreget den frygt begge parter lever af og som driver deres arbejde, men også at se på menneskene under fundamentalismen, i England en fortabt fyr der gennem Islam, har fået nogle klare regler for, hvordan han skal leve det liv, han ikke selv kan styre, og i USA en mand der er så hjernevasket, at han sjældent har lyttet sine modstandere.

Første halvdel af filmen overvejede jeg, om det var for at understrege, hvor kvalmende de to hovedpersoners ideologier var, at jeg faktisk fik kvalme af det håndholdte, flyvske og ufokuserede kamera, eller om det efterhånden er noget, der desværre hører sig denne type dokumentar til. Efterhånden som filmen skred frem blev den også mere tålelig at se på, men kan ikke sige, om det var fordi, jeg havde vænnet mig til formatet, eller om det også understregede hovedpersonernes udvikling.

Holy Wars er klart seværdig og kan roligt bruges som grundlæg for en interessant debat eller diskussion af religiøs fanatisme, og hvad det kan føre med sig, men ikke mindst på hvilken måde man kan møde det med en konstruktiv vinkel.