Alvorlige film på Buster
af Dorte Winkler

Det utroligt store udvalg af film på Buster, byder på børne- og ungdomsfilm fra hele verden til alle aldre. Også voksne. En hel del af filmene har alvorlige problemstillinger som omdrejningspunkt:

Den canadiske Det år Dolly Parton var min mor handler om at finde ud af man er adopteret i en alder af 12, Dooman-floden fra Sydkorea om en dreng som møder nordkoreanske flygtninge på godt og ondt, den peruvianske Bagtanker om en heltedødsfikseret 8 årig pige  som har det svært med en uinteresseret og fjern mor og en kommende baby, og Bold Heros om drengepatienter på et cancerafsnit på et scweizisk hospital.

Oven i de gode historier og skildringer af de svære faser i et ungt liv, byder filmene også på kulturel indsigt og filmisk anderledeshed.

Dooman-floden har fx en hel anden filmisk stil end de mere vestligt orienterede film, med sin langsomme kameraføring og nøgterne beskrivelse af det hårde hverdagsliv i en kinesisk landsby på grænsen til et hungersramt Nordkorea. Vinterlandskaberne føles lige så kolde som de er, og vinteraftenerne lige så blå og smukke som de er. Da hovedpersonen Chang Du møder en sulten nordkoreansk dreng, begynder han at forstå at ikke alle steder kan man tage selv et simpelt måltid mad for givet. Chang Du rækker hånden ud med mad og venskab, men i kølvandet på den spirende humanisme sker der andre og mere alvorlige hændelser som får store konsekvenser for både landsbyen og Chang Dus familie. Hvor går grænsen?

Dooman-floden kan ses torsdag d. 22/9 kl. 10:15 i Grand Teatret

I Det år Dolly Parton var min mor bliver vi ført tilbage til 1970’erne og får ikke bare et fint tidsbillede, men også en skildring af barndommen før mobiltelefoner mv. Også her finder vi et langsommere tempo i fortællestilen, og det klæder denne film godt at den ikke forhaster sig og egentlig også på den måde understreger 1970’erne som et årti hvor der nok skete mange ting, men hverdagen var stadig stille og rolig. Hovedpersonen Elisabeth lever i et canadisk suburbia i midten af ingenting. Hun er stor Dolly Parton fan sammen med sin bedste veninde. De går begge og venter længselsfuldt på at blive kvinder, og der er megen snak om menstruation og bryster. Der er et tydeligt hieraki i klassen baseret på kønsmodning, og pigeproblematikker af den slags som slet ikke har med drenge at gøre (endnu) er i højsædet. Da Elisabeth finder ud af at hun er adopteret opstår der en kløft mellem mor og datter. Filmen bliver for en stund lidt af en road-movie når Elisabeth forfølger sin idé om at det er Dolly Parton der er hendes biologiske mor.

Bagtanker giver os muligheden for et kig ind i Peru i 1982, hvor uroen er på sit højeste og kommunisterne (eller terroristerne som de omtales af de velstillede i filmen) forsøger at overtage magten i landet. Det oplever vores hovedperson, den 8-årige Cayetana som bombetrusler mod hendes skole, flammende hammer og segl formede bål på bjergsiderne og behovet for at have egen privatchauffør og pansret bil, der kan køre hende i skole. Der er også tjenestefolk derhjemme og det er tydeligt at hun bor  komfortabelt og skærmet  bag en mur midt i fattigdom og uroligheder. Alligevel er alt langt fra godt – mor er fjern og gravid med sin anden mand, Cayetanas far har travlt med sig selv og nye damer, hendes bedste veninde er alvorligt syg og nu skal hun være storesøster. Cayetana er meget optaget af Perus historiske helte, døden, helvede og sig selv. En alvorlig pige, der sjældent smiler, men som også lyver og stjæler og uforvarende kommer til at slå kæledyr ihjel.

Bagtanker kan ses søndag d. 25/9 kl 10:00 i Grand

Bold Heroes foregår på et cancerafsnit i Schweiz hvor nogle drenge er indlagt som en del af deres behandling. Nogle har fået fjernet et ben, flere er på kemo, for nogle går det fremad, for andre går det den gale vej, en indlægges et andet sted og en ny dreng kommer til. De lever alle med en lurende dødstrussel, og alligevel er det i dette sterile hospitalsunivers, at vi ud af de fire film her møder mest livsglæde, humor, legelyst og drengestreger. Drengene udgør et fællesskab med konflikter, fornægtelse, kammeratskab, venskab og sort humor. De passer på hinanden, når de altså ikke lige er i gang med at tage røven på en af de andre. Men der er selvfølgelig svære stunder og kedelige bivirkninger af kemoen, som afbalanceres med forelskelse, fremtidsdrømme og generel fokus på hunkønsvæsener – og hermed er der ikke den store forskel på drenge med cancer og dem uden. En livsbekræftende film, uden på nogen måde at bagatalisere alvoren ved en cancer diagnose.

———————————————————————————————————————————————–

ENESTÅENDE CHANCE FOR AT FÅ SET:

YOU DON’T LIKE THE TRUTH – 4 DAYS INSIDE GUANTANAMO

for kun 15 kroner

Denne film var månedens dokumentar i Cinemateket i juni måned i år – hvis du ikke nåede det der, kan du nå det nu på en af nedenstående tidspunkter:

Grand: onsdag d. 21/9 kl. 10.45

Grand: søndag d. 25/9 kl. 10.30

————————————————————————————————————————————————-

Vinterdatter anmeldt af Frederik Schelde-Jensen

Tyske Wintertochter (da. Vinterdatter) er en bemærkelsesværdig børne-/ungdomsfilm om identitetskrise. Det er juleaften, og Katharina åbner julegaver sammen med sine forældre. Telefonen ringer, men da Katharina løfter røret for at ønske glædelig jul, hører hun en russisk brysk stemme, som vil tale med Katharinas mor. Idyllen brydes, og Katharina forstår, at hendes far ikke er hendes biologiske far. I vrede drager hun, med den rapkæftede, jævnaldrende Kevin, og den aldrende kvindelige vicevært Lene, ud for at finde sin biologiske far, som efter sigende skulle befinde sig på et russisk containerskib i Polen. Undervejs får trekløveret selskab af den polske havnedreng Waldek, og sammen begiver de sig ud for at finde Katharinas russiske far: Alexei. Efterhånden som historien skrider frem, tydeliggøres det, at Katharina ikke er den eneste som har et specielt forhold til sin familie, og den stille vicevært Lene viser sig at gemme på en ubehagelig historie fra 1940’ernes Polen.

Filmens historie er passende for en børne- /ungdomsfilm, og de mange, små gennemgående tematikker samles alle fint op i filmens afslutning. Dog virker Katharina og Kevins venskab utroværdigt, særligt deres respektive mentale udviklingsstadier taget i betragtning. Det polske vinterlandskab på filmens billedside symboliserer fint de usødede, barske og rå sandheder, man nødvendigvis må stå ansigt til ansigt med, i jagten på den fuldstændige sandhed om ens familiære forgreninger. En anden kvalitet ved Vinterdatter er, at den på en human måde ikke lægger skjul på krigens grusomheder, men netop viser Hitler-regimets konsekvenser for individet – og det endda i børnehøjde.
Vinterdatter rammer fint sin målgruppe med den stædige, oprørske, og til dels selvstændige Katharina i hovedrollen, og filmen er også vedkommende for voksne og bedsteforældre.

Vinterdatter kan ses i Palads onsdag d. 21/9 kl. 12 og i Falkoner Biografen søndag d. 25/9 kl. 12

———————————————————————————————————————————————————

Norman anmeldt af Natalie Useche

Norman er en ung dreng der indleder forholdet til sin første kæreste på en meget uheldig facon. Udover at være depressiv og have mistet sin mor nogle år forinden har han også en far der er døende af kræft. Disse tragiske omstændigheder, der påvirker Normans “high school” år, tvinger Norman til selv at lyve om at være kræftsyg for at bortforklare hans ugidelighed overfor livet generelt. Som set så mange gange før spreder rygterne sig som ringe i vandet på skolen hvor han går og hans crush udvikler ikke kun sympati men også kærlighed til Norman der gør det, at være kræftsyg knapt så slemt.

Norman der ellers besidder typiske highschool-komedie elementer afviger fra normen med sit svage Harold and Maude udtryk ved at behandle flere dystre emner samt udfordrer den klassiske teen-flick ved hjælp af engelsklæren og farens roller (besat af Adam Goldberg, Saving Private Ryan og Richard Jenkins, Burn After Reading) der tilføjer en sarkasme og dristighed ikke ofte set i film af same genre.

Filmen kan ses i Empire Bio d. 16/9 kl. 10.15, Grand Teatret d. 17/9 kl. 10.00 og på Biblioteket Rentemestervej d. 20/9 kl. 10.00.

———————————————————————–———————————————————————————

Jørgen og Anne anmeldt af Kasper Vegeberg

“Da jeg var lille, forstod jeg aldrig, hvorfor pigerne altid skulle være prinsesser, mens drengene måtte være vikinger.” Sådan lyder filmens første replik fra 5. klasses eleven Anne, og pludselig kastes vi ind i en vikingefilm, hvor vikingerne i børnestørrelse er i hård sværdkamp om ungmøerne, mens den episke musik brager til turbulente billeder. Og så er stilen sat for den norske familiefilm ”Jørgen + Anne”, der flot gengiver, hvordan den første forelskelse føles: eventyrlig og kaotisk.

Og en krigsscene er en passende start, for det kan være en ren krigszone i 5. klasse – især når det gælder kærlighed. Det må Anne Lunde erkende. Alle i hendes klasse vil nemlig gerne være kærester med den ene, som er forelsket i den anden, som er ekskærester med dennes bedste ven osv. Anne har aldrig haft en kæreste og beslutter sig for, at den første skal være klassens nye dreng Jørgen, som hun forelsker sig hovedkulds i. Desværre har klassens populæreste og pæneste pige det samme mål, og Anne må nu tage kampen op – og i krig og kærlighed gælder alle kneb. Især når man er oppe imod den manipulerende shampooreklame-model Ellen.

Selvom plottet primært sigter efter de 8 til 12-årige som målgruppe, så formår filmen alligevel at have overskud nok til også at kunne få de voksne med. Det sker i særdeleshed igennem Annes fantasier, der udspiller sig i forskellige stilarter og genrer, som mestres med alle tekniske virkemidler. Man bliver med lethed draget ind i Annes sind, som både kan indeholde uhyggelige gyserelementer, spændende kampscener og morsomme forestillinger om hendes klassekammerater. Specielt mindeværdigt er en scene, hvor 5. klassernes hoveder er sat på deltagerne af det norske Paradise Hotel under en parceremoni. Og alle indblikkene i hendes fantasifulde verden kædes flot og intelligent sammen med filmens hovedplot.

Og netop det, at den tør være intelligent, er en af de faktorer, der gør, at man får en fornemmelse af, at man ser en film, der faktisk tager børn seriøst – og ikke blot håber på at tjene nemme penge på dem. Man er heller ikke i tvivl om, at instruktøren Anne Sewitsky er god til at arbejde med børn, for det er nogle ualmindeligt gode præstationer, hun har fået ud af de norske børneskuespillere.

Dog kunne man godt til tider savne, at der kom lidt mere på spil i historien, der i øvrigt er baseret på den populære, norske børnebog ”Jørgen + Anne = sant”. Anne foretager flere gange nogle svære valg og kommer ud i nogle (i hvert fald for en tiårig) udfordrende situationer, men der følges ikke altid helt op på dem, og konsekvenser er der få af. Heldigvis har folkene bag filmen været smarte nok til ikke at trække historien længere ud end højst nødvendigt, og man når derfor ikke at kede sig under den kun 83 minutter lange film.

Generelt er Jørgen + Anne en fornøjelse for både øjne og ører, og man kan kun lade sig imponere af de tekniske aspekter i billede og lyd. Og så er den medrivende, idet den med overvejende let tone minder os om, at barndommen ikke kun er en leg, og at nådesløs forelskelse ikke kun rammer de voksne. Så hvis man har lyst til at se en forfriskende og original film for hele familien, så er Jørgen + Anne dette års hidtil bedste bud.

Jørgen og Anne kan ses i Cinemaxx fredag d. 23/9 kl. 10 og søndag d. 25/9 kl. 10