Af Laura Kelstrup

Den tyske klassiker, Bliktrommen fra 1979, havde sidste år premiere i Cannes i en Director’s cut version. Bliktrommen er instrueret af Volker Schlöndorff og er en filmatisering af Günter Grass’ roman af samme navn. Det er historien om drengen Oskar, som nægter at vokse, og samtidig en surreel og magisk skildring af Tyskland og Polen under nazismens fremgang.

Oskar vokser op i Gdansk og får til sin tre års fødselsdag en bliktromme.

Bliktrommen bliver hans våben mod verden og de voksne. Hver gang faren truer, i nazisternes masseoptog eller i dagligstuens dramaer, trommer Oskar. Allerede som nyfødt ønsker Oskar sig tilbage i sin mors mave. Denne verden er ikke for ham. Men der er ingen vej tilbage, for som han må konstatere, er navlestrengen desværre lige blevet klippet over.

Director’s cut versionen rummer restaurerede scener, som bestemt gør den et gensyn værd. Et af filmens mest dekadente, syrede øjeblikke er scenen, hvor Oskar løfter tæppet for et orgie, som han forestiller sig det må være i historien om Rasputin. Oskars fantasi om Rasputins orgie understreger den konstante lummerhed, som gennemsyrer filmen.Hor, druk og dekadence er allestedsnærværende. Netop de voksnes uforståelige og forunderligt sørgelige relationer ligger til grund for Oskars beslutning om aldrig selv at blive voksen og en del af udskejelserne.Helt fri for seksuelle lyster kan han dog ikke gøre sig, da Oskar fanget i sin treårige krop forelsker sig i farens husholderske. De fleste husker nok især den kejtet-komiske scene, hvor teenageren og barnet Oskar kaster sig ud i oralsex.

Enkelte steder er det tydeligt, at skuespillerens stemme er blevet dubbet indover billedsporet. Nogle af de gamle lydoptagelser er gået tabt, og for at få de aldrende skuespilleres stemmer til at ligne dem, de havde som børn, har man gjort brug af moderne teknologi. Det har dog bevirket, at både Cirkusdværgens og Oskars stemme nogle steder minder om en aliens, der er på besøg fra det ydre rum.

Nazismen er ikke så meget den primære handlingstråd, som den er et konstant baggrundstapet til handlingen. Volker Schköndorff har valgt at supplere filmen med originale nyhedsklip fra nazi-tiden, hvilket giver filmen et svagt dokumentaristisk præg.Det vigtigste ved den nye udgave af filmen er dog, at den nazistiske fars karakter er langt mere nuanceret. Da rusen har lagt sig og sandheden om den nazistiske ideologi går op for faren, ser vi ham nu tage oprigtig afstand fra nazismen i slutningen af filmen.

Bliktrommen er stadig en vedkommende, humoristisk og tankevækkende film, som har gjort sig fortjent til et gensyn, som instruktøren havde tænkt den.