Af Kasper Vegeberg
Hvis der en forventning, et internationalt publikum har, når de sætter sig for at se en skandinavisk film, så er det krimigåder, hårdtslående skydevåben og en udspekuleret dansk skurk. “Headhunterne” leverer det hele – ligesom så mange film før den.
Roger Brown er en 1,68 meter lav norsk headhunter for store firmaer, som har brug for hjælp til at finde de helt rigtige chefer. Men det prestigefyldte job er ikke nok til at betale for hans enorme ejendom og dyrebare gaver til konen, så han har en hemmelig sidekarriere som kunsttyv. Begge jobs får pludselig bedre udsigter, da han møder Clas Greve, en tidligere direktør for et stort, hollandsk gps-firma, der har et maleri af million-værdi i en helt ubevogtet lejlighed. Men tingene kompliceres hurtigt, da Roger sætter sig for at stjæle det dyrebare maleri, og Clas virker pludselig ikke som den gode forretning, han så ud til at være.
Plottet lyder umiddelbart godt – og det er det også. Man får sig et par gode overraskelser igennem filmen, og man er hele tiden i tvivl om, hvem der egentlig er ven og fjende. Med til at opretholde den følelse er en række gode skuespillere. Nikolaj Coster-Waldau spiller sin rolle som Clas Greve godt uden dikkedarer, selvom rollen ikke virker til at have krævet så meget som mange af hans tidligere roller. Julie Ølgaard og den norske debutant Synnøve Macody Lund spiller overbevisende som Rogers henholdsvis elskerinde og kone. Men den største præstation kommer dog klart fra hovedrolleindehaveren Aksel Hennie, der allerede i 2008 markerede sig som et megatalent i filmen Max Manus og med denne film lever op til forventningerne.
Headhunterne er baseret på bestselleren ”Hovedjægerne” af Jo Næsbø og er skabt af folkene bag Millenium-trilogien, som har gjort nordisk film eksotisk igen. Og filmen rækker også pænt ud til det internationale publikum med meget amerikanervenlige virkemidler. Filmens indledning og afslutning er styret af indre, berettende monologer fra Roger Brown (navnet taler jo for sig selv), som er meget typiske for, hvad man kan forvente fra action-thrillere fra Hollywood. Faktisk præges hele filmen af at lægge sig op af den typiske, amerikanske stil. Der er mange våben og militære gadgets i de norske action-scener, og nogle af filmens karakterer er meget stiliserede. Især de skøre, dumme betjente, der desværre ikke vakte så meget latter, som filmens skabere nok havde håbet på. Men hvis man fandt den tyske albino-bokser, der ikke kan mærke smerte, troværdig i Millenium-trilogien, så skulle der nu ikke være noget problem med denne film.
For det er vel begrænset, hvor mange spion-agtige kunstyverier, let tilgængelige semiautomatiske skydevåben og biler, der falder ud over kløfter, man egentlig ser i Norge. Og selvom det er en del af plottet og ikke bare fyld til drengerøven, så er det alligevel lidt for iøjefaldende og står i kontrast til det førnævnte modne og intelligente plot.
Generelt følger filmen den nyere skandinaviske action-thriller genre godt, og er man tilhænger af den, vil man helt sikkert være glad for denne film. Og er man ikke tilhænger af genren, kan man nu også få sig en god oplevelse alligevel – for alt i alt er Headhunterne et solidt stykke underholdning.
Filmen har premiere på torsdag den 22. september.
