Med dokumentarfilmen om det engang så succesfulde og dagsordensættende New York Times, har instruktør Andrew Rossi formået at skabe en interessant og højaktuel film om den skrevne presses fremtid som udfordres af den digitale tidsalders mulighed for konstante nyhedsopdatering lige fra blogs over Twitter til Wikileaks. På trods af filmens høje ambitioner og tilsvarende filmiske lixtal lever dramaet omkring avisens mulige fremtid ikke mindst takket være en af avisens hovedreportere; David Carr.

I over et år fik Andrew Rossi og hans filmfolk lov til at følge folkene i New York Times(NYT) medieredaktion, hvis opgave det er at følge udviklingen i mediebranchen. Via en hurtige montage af udklip fra aviser og tv kridtes filmens fokus op. Avissalget i USA(som i resten af verden) er for nedadgående og før så hæderkronede aviser må se sig nødsaget til at lukke eller nøjes med at udkomme på nettet alene. Samtidig er de sociale medier i form af Twitter og blogs på vej frem med en hast, der får flere og flere til at sige: Har vi egentlig brug for de gamle printmedier i form af tidligere giganter som NYT?

Via Rossis konstant opserverende kamera(optagelserne forløb i næsten et år) får tilskueren et indblik i medieredaktionens daglige arbejdsgange krydret med historiske klip fra avisens fortid, men der hvor filmen for alvor har sin styrke er i portrætterne af de enkelte redaktionsmedlemmer såsom den unge blogger Brian Stelter, der bliver hyret til redaktionen. At se hvordan hans ældre chef med skjult misundelse beskriver Brians daglige jonglørkunst med 2-3 tændte computere, et par kørende fjernsyn og en vibrende mobiltelefon, er et utroligt sigende mikroportræt af forandringerne i medieverdenen.

Filmens store clue er uden tvivl den midaldrende David Carr, der på trods af et udseende og en fortid som misbruger,  er ekstremt inde i medieudviklingen samtidig med at han på en kontant og selvironisk facon får skabt filmes bedste og mest underholdende øjeblikke. Et af dem er da filmen fokuserer på den teknologifetichisme, som blandt andet Apple har været med til at fremelske. Efter at have set en næsten surreal episode fra førnævntes release af Ipad´en  i USA, klipper filmen til Carr der åbner æsken med vidunderet. Hans kommentar: I like it. It sort of reminds me of af newspaper”!

Page one: Inside the New York Times er en klassisk dokumentarfilm i den forstand at den sagligt og facetterende behandler sit emne: aviskrisen med fremkomsten af digitale nyhedsmedier. At filmen har sit kernepublikum hos journalister og medie(over)forbrugere siger næsten sig selv, men folk som er nysgerrig/nervøse overfor henholdsvis ”de der nye sociale netmedier” og abonnementsavisens fremtid, kan med fordel og fornøjelse løse billet til forsiden og maskinrummet på en verdens største aviser.