Af Frederik Schelde-Jensen

I Tokyo i slutningen af 1960’erne er Watanabe og kæresteparret Naoko og Kizuki bedste venner, og de tre har kendt hinanden siden de var børn. Efter Kizukis uventede og uforklarlige selvmord forsøger Naoko at bearbejde sorgen, mens hovedpersonen, den 19-årige Watanabe begraver sig i græske tragedier på sit universitetsstudium. Watanabe og Naoko møder tilfældigt hinanden i Tokyo, og på trods af, at de begge er fortabte i deres bearbejdelse af sorgen efter selvmordet, finder ny, ung kærlighed sted.

Naoko beslutter sig for at få bearbejdet sorgen fuldstændigt, og tager til et afsidesliggende behandlingscenter. På trods af at Watanabe og Naoko nu bor langt fra hinanden, og at de kun sjældent ses, forsøger de, via brevvekslinger, at holde kontakten, selvom deres forhold må siges at være noget platonisk. På universitetet møder Watanabe den lokkende og interessante Midori, og han drages af hendes direkte italesættelse af, hvordan et parforhold i højere grad kan indeholde fysisk samvær. Herfra oplever Watanabe og den humørsvingende Naoko sammen, hvordan kærligheden kan forandre alting, gøre ondt og slå ihjel.

Norwegian wood er et sjældent set smukt drama om sorg, venskab, tragedier, kærlighed og drifter. Selvom filmen indeholder flere seksuelle scener, er der en passende sondring mellem det smukke og vulgære. Filmen portrætterer den dybtfølte kærlighed på en respektfuld måde, og skildrer på fascinerende vis samme dybtfølte kærlighed, når den ophører. Norwegian Wood gør opmærksom på sig selv som film, ved at Naoko på et tidspunkt kigger direkte ind i kameralinsen, og den er altså ikke længere kun en lukket fortælling i et scenisk univers, men en historie som vil ud blandt publikum, ud i virkeligheden.

Filmen er lige dele en beretning om ung, brusende kærlighed, og om den stemning, en sådan kærlighed skaber. Filmens billedside er en visuel fornøjelse, med flotte kulisser, og smukke japanske landskaber, lige fra himmelske græsmarker til barske, rå klippestykker. På lydsiden skaber den, til tider, stort anlagte musik, associationer til Melancholias kraftfulde toner af dommedag. Filmen har et helstøbt smukt udtryk, hvor også skuespillepræstationerne er betagende. Og det gør ikke noget, at der ikke bliver sagt så meget i filmen, for skuespillerne har en god og flot tilstedeværelse i billedet. Fraværet af forældreroller og ældre mennesker skaber en perfekt scene for 1960’ernes oprør, hvor ungdommen og universiteterne var i fokus.

Norwegian Wood er en noget så betagende, velspillet og yderst æstetisk smuk film om spirende kærlighed, dens psykiske og fysiske udtryk, og om, hvad det vil sige, at være lykkelig, og om de konsekvenser, forlist kærlighed kan have. Som konsekvens af at Naoko mister den hun elsker, opstår der i filmen et Peter Pan-agtigt ønske om aldrig at blive ældre – om fortsat at leve i nuet og om at kunne fortsætte med at elske. Ønsket om den evige ungdom danner helt til filmens slutning smukke og skæbnesvangre rammer omkring det på en gang tidsfæstede og universelle kærligshedstema. Filmens vinkling af den hårde og brutale kærlighed minder om den spanske, Oscar-nominerede Biutiful, hvori den mandlige hovedperson også må kæmpe til det sidste i forsøget på at opnå kærlighed og lykke. Men idet man ikke både kan få i pose og i sæk, må også Watanabe i Norwegian Wood vælge.

Filmen har premiere den 6. oktober i Grand Teatret og Empire Bio i København, Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense.