Af Andreas Baumann
En dokumentarfilm om Kinas engagement i Zambia, der helt sikkert kan sætte en ophedet debat i gang om udviklingsarbejde og Kinas noget alternative tilgang hertil. Filmen havde biografpremiere i aftes i London, hvor der efterfølgende var spørgerunde med filmens to unge instruktører Marc og Nick Francis samt selveste Jon Snow fra Channel 4 News, og lørdag blev filmen desuden diskuteret i BBC’s ”Today Programme”, som er stationens flagskib og anset for dagsordensættende i Storbritannien. Filmens tema er helt sikkert også relevant i andre lande, ikke mindst Danmark som traditionsrig vestlig donor, der pludselig skal forholde sig til, at Kina for alvor er kommet til Afrika som investor, der kan komme på tværs af den vestlige bistands praksis.
I filmen følger man tre hovedpersoner og deres arbejde på tværs af de store kulturelle kløfter mellem Kina og Zambia. Mr. Li er ingeniør og projektchef for et stort kinesisk firma, der har vundet en vejanlægningsprojekt i Kina. Han knokler heroisk for at holde vejprojektet kørende, men må til sidst opgive, da der af uvisse årsager ikke når nok finansielle midler frem til projektet. En noget mere kynisk figur finder vi i gårdejeren Mr. Liu, der er taget til Kina for at finde bedre levemuligheder for sig selv og sin familie, men som styrer sine afrikanske dagarbejdere med hård hånd. Altid med en billig kinesisk cigaret mellem læberne kommanderer han skrapt og højlydt på dårligt engelsk til de lokale afrikanere, der dårligt tør brokke sig over, at deres lønudbetaling igen og igen bliver udskudt. Den tredje og sidste hovedperson er Zambias egen handelsminister, der storsmilende rejser til Kina for at få aftaler på plads med kinesiske forretningsfolk og politikere, der uden de store krav giver kineserne fri adgang til naturressourcer og byggegrund. Han viser os det formelle diplomatcirkus på det politiske niveau, hvor Kina og Zambia med floskler og fine ord forsøger at overbevise hinanden om, hvor vigtigt det er, at landene samarbejder. Af og til får vi et glimt af Zambias præsident, den tykmavede og tudselignende Rupiah Banda, der fører valgkampagne på baggrund af de nyligt anlagte kinesiske veje, og som forsøger at sælge projekterne til de lidt tøvende (måske endda skeptiske?) lokale landsbybeboere.
Interessant er det, at netop Rupiah Banda for nyligt tabte præsidentvalget i Zambia til den mere Kina-kritiske Michael Sata. Zambia har et ambivalent forhold til den kinesiske investeringsinvasion – det fremgår til dels af filmen – men meget tydeligere var det sidste efterår, hvor en ophidset arbejderprotest ved en mine i Zambia endte med, at den kinesiske mineleder affyrede en shotgun ind i en folkemængde af Zambiske minearbejdere, der demonstrerede for at få mere i løn og bedre arbejdsvilkår. Sagen førte til store folkelige protester i Zambia mod kineserne, mens en nærmest lamslået regering forsøgte at tie episoden ihjel for ikke at udfordre forholdet til Kina.
De to britiske instruktører viste med deres film ikke meget af denne folkelige skepsis overfor kineserne. Selvom de i filmen helt tydeligt fremlagde de store kulturforskelle, der hindrer et glidende samarbejde med Kina, så har de i diskussion af filmen på BBC og under den efter premieren følgende spørgerunde vist en blindhed overfor de negative aspekter ved Kinas engagement i Afrika. De to instruktører langede i stedet ud mod en ”paternalistisk” vestlig bistandsførelse og foreslog ligefrem, at de vestlige donorer skulle ansætte mere kinesisk personale. Kineserne gør det helt sikkert på en anden måde end Vesten. Spørgsmålet er, om det er bedre for Afrika? Det svarer filmen ikke på, men den giver tilgengæld en god anledning til selv at starte en diskussion om emnet.
Hør BBC-interviewet med Nick Francis.
