Som sæsonens første julefilm i biograferne herhjemme, får danske Noget i Luften lov til at åbne juleballet med en romantisk komedie sat i et snedækket og postkortsmukt København. Med et plot hentet fra Hollywoods overskudslager tilsat et væld af kendte danske skuespillere ender filmdebuten af instruktør Michael Asmussen, som en hæderlig genrefilm med julehjertet på rette sted.
Tæerne var, indrømmet gjort klar, i krummestilling med udsigten til visningen af den nye danske film Noget i luften, som uden svinkeærinder fra start vedkender sig sine ambitioner om at være en sæsonbaseret romantisk komedie. Således får vi i åbningssekvensen serveret et sneklædt kastel på Christianshavn akkompagneret af Bryan Adams nyeste sang Merry Christmas(som nok skal være at finde på de kommende års julecompilations). Med julen og romantikken slået an, præsenteres dernæst komikken i form af Linda P i rollen som den vampede bofælle Sidsel og så filmens hovedperson Pernille spillet af Line Kruse. De har efter en julefrokost sovet over sig, hvilket medfører pinlig situationskomik, da Pernilles ældre søster(Annette Støvlebæk) henter dem fuldt op pakket med mand(Allan Olsen) og børn. Hun kan bestemt ikke se det morsomme i de to kvinders tømremænd, specielt når nu Pernille skal døbes for senere at kunne være gudmor til hendes barn nummer tre . Den dårlige stemning bliver endnu værre, da Pernille først brækker sig, og siden tackler præsten inden hun skal døbes! Forvirret?! Jo, forklaringen er at Pernille tilsyneladende er i besiddelse af en 6. sans, der gør hende i stand til at forudse visse ting, så som at lysekronen som præsten holdt sin prædiken under ville styrte ned, hvilket vi så ser efterfølgende.
I filmens anden åbningsscene møder vi Daniel(Robert Hansen). En kommende succesfuld journalist, der på trods af at det er søndag, mere har lyst til at skrive på sin kommende bog, end at lave tale til kæresten (Christian Schaumburg-Müller) fars(Henning Jensen) reception. Denne er samtidig Daniels chefredaktør og som sådan udstikker han Daniel månedens ”fup eller fakta”- artikel, som skal handle om alternativ behandling mm.
Samtidig har Sidsel overtalt Pernille til at starte en virksomhed op som ”spåkone” ved at lave en hjemmeside, hvor hun i klichefyldte og lettere løgnagtige vendinger sælger veninden så godt at Daniel i sin research beslutter at opsøge hende for få et førstehåndsindtryk af den clairvoyante behandlerbranche. Et møde der sætter gang i Daniels historie, da det viser sig at Pernille får kontakt til hans afdøde far. En oplevelse der samtidig sætter gang i hendes følelser til sin far, som tilsyneladende døde som sindssyg. Spørgsmålet er om de begge er endt på rette livshylde repræsenteret meget eksplicit ved deres respektive kærester; Daniels forkælede overklasseløg og Pernilles selvcentrede yogaflippende hippie( i øvrigt mesterligt spillet af Dejan Cukic)!?
Det svar svæver ikke ret længe i Noget i Luften, der med usvigelig sikkerhed bevæger sig hen imod den sikre romantiske forløsning, alle forviklinger til trods. Det der redder filmen fra at kede sin tilskuer ihjel er de mange fine præstationer undervejs i af folk som Karen lise Mynster og Bjarne Henriksen, som to af de psykisk ustabile, som Sidsel skal foregive at behandle. Line Kruse og Robert Hansen gør det også godt i de to romantiske hovedroller og det er specielt her filmen fungerer. Anderledes forholder det sig med komikken, der oftest i filmen skal leveres af Linda P i rollen som Pernilles sjove bofælle. Det er desværre mere anstrængt end det er morsomt.
Alt i alt er Noget i luften en klassisk genrefilm efter amerikansk forbillede, hvor de romantiske forviklinger aldrig er større og mere indviklet end at løsningen er lige om hjørnet. Med København i rollen som romantisk bagtæppe og en jubeloptimistisk morale om at stole på kærligheden, som forløser af ens sande potentialer, er filmen en (kvalme)sød fortælling der nok skal få delt publikum op i den ultimative opdeling: Dem der glæder sig i denne tid, og så dem, der ikke kan vente til julen er overstået!
Nicolai Eskesen