Af Frederik Schelde-Jensen
Tidligere i år kom den egyptiske befolknings utilfredshed med præsident Hosni Mubarak til udtryk ved utallige demonstrationer. Disse skulle, sammen med demonstrationer i mange andre arabiske lande, blive til det, der i dag kaldes Det arabiske Forår, og resultere i Mubaraks afgang den 11. februar.
Omar Shargawi, dansk skuespiller og filminstruktør, tager til Kairo for at lave en film om egyptiske gadebørn. Dagen efter han lander, bryder revolutionen ud, og sammen med vennen og dokumentarfotografen Karim El Hakim, beslutter han sig for at filme dét, man ikke ser på den store Tahrir-Plads, men som foregår i Kairos små sidegader, væk fra verdenspressens søgelys.
I begyndelsen af filmen er der ”bare” store og fredelige demonstrationer, som ender på Tahrir-Pladsen, men der går ikke længe før situationen udvikler sig, og politiet skyder med skarpt. Det hemmelige politi forklæder sig som civile, og så er det ikke længere en god ting, at være vesterlænding som taler egyptisk med accent.
Shargawi og hans venner optager dag og nat med livet som indsats, for det er ulovligt at optage film i Egypten. I filmen forstås også hvorfor: På den gade, Shawgawi bor, tages en demonstrant til fange af en flot tilsyneladende upartiske mænd, som senere viser sig at være tro mod Mubarak. Det generelle billede af befolkningen præges af en mistro til ens næste, idet man ikke ved, om denne er oprører eller regeringsvenlig. Denne scene leder til associationer om tilstandene under STASI-tiden i DDR, hvor op i mod 100.000 arbejde for partiet, og mange af dem som informanter eller, slet og ret, stikkere.
I litteraturens verden talte de russiske formalister i 1920’erne om fabula og sjužet. Fabula er hvad der fortælles i en tekst, og sjužet er hvordan det fortælles – det vil sige tekstens virkemidler, fortællersynsvinkel, etc. Hvis man benytter sig af de russiske formalisters termer, indeholder ½ Revolution selvsagt en spændende fabula, men det er i høj grad dens sjužet, som er interessant at se på. For autenticiteten i filmen er intakt på et så højt niveau, at den overgår landgangsscenen i Spielbergs Saving Private Ryan, som ellers nok er autentisk.
Uroen, som på meget kort tid kan opstå i en flok demonstrerende, er, måske ikke engang bevidst, skildret ved til tider meget rystende, håndholdte kameraer. Disse indstillinger tager ikke hensyn til dogmer som fx aldrig at vise mere end 180° af et rum – de tager hensyn til kameramandens liv. For så snart der råbes ”De skyder med skarpt” eller ”Flygt!”, så løber man. Og det er netop denne stemning, som gør ½ Revolution seværdig. For man vil som publikum, og velsagtens også som dokumentarist, gerne både se optøjerne, og samtidig være i sikkerhed bag en udbrændt container eller et hushjørne. I modsætning til en spillefilm viser ½ Revolution virkeligheden som den var i revolutionens første dage: Der er hverken statister, sminke eller kulisser, men et folk, som kæmper med livet som indsats for at få et demokratisk styre, og dét selvom murbrokker, kampråb og blod flyver om ørerne på enhver.
Kald det ragnarok, naturtilstand eller junglelov. ½ Revolution er en god og ufiltreret beretning om, hvordan en revolution forsøges gennemført af et splittet folk i dets egen hovedstad, uden hensyntagen til civile tab. Det er en vigtig og flot ulovlig film, som viser noget, der for os danskere kan synes uvirkeligt. Lige midt i virkeligheden.
½ Revolution vises simultant den 7. december som sidste film i dette års DOX:BIO-sæson. Efter den 7. december vises filmen i de største byer.
