Af Dorte Winkler
The All-American pastime – baseball – er ikke bare USA’s nationalsport, men et spil der har fodret det amerikanske sprog med utallige vendinger hvor af de fleste danskere måske er meste bekendt med baserne, som udtryk for især teenageres seksuelle delmål. Samtidig er baseball spækket med myter og glorværdige helte og er måske den sport der oftest er skildret i den amerikanske litteratur, som fx Don Delillos Underworld og Bernard Malamuds The Natural som et billede på Amerika. Sidstnævnte bog er filmatiseret af Barry Levinson og er bare en af mange film om baseball. Har vi behov for flere kunne man måske tænke.
Men her er det så at Moneyball løber den modsatte vej rundt om banen uden på nogen måde at gøre køb på baseball som en stadigt fascinerende og myteskabende sport. Alligevel er der noget helt andet på spil her: som titlen antyder, så er pengene nu så vigtig en del af spillet at man er sikker på gamle spillere og trænere må vende sig i graven.
Billy Beane (Brad Pitt), er selv tidligere spiller og var et stort talent der aldrig blomstrede. Han er nu generaldirektør for Oakland A’s som er med i den store liga, men som mest producerer talenter og dygtige spillere til de rigtig store klubber, der står parat med store checks når sæsonen ender. Beane drømmer om at vinde det sidste og afgørende spil i ligaen – men frustrationerne er store når budgettet er for lille til at stille noget op med. Der er bare ikke råd til de gode. Beane møder den nyuddannede tal- og baseballnørd Peter Brand (Jonah Hill) som har en helt ny tilgang til baseball – en tilgang der handler om at vinde i det lange løb ved at bruge og sammensætte spillere der for en stor del er dømt ude af det officielle medie og klub parnas. Men det er ikke nemt at ville ændre spillet og slet ikke når cheftræneren er en snæversynet mand der er bange for ikke at få sin kontrakt fornyet og derfor tænker fremad på sig selv og ikke holdet. Moneyball handler om dette forsøg på at prøve noget nyt. Måske har instruktør Bennett Millers tidligere erfaringer med dokumentarfilm (The Cruise) kun gavnet – for Moneyball er en backstage film om at handle spillere, lægge taktik, trylle med tal og tilkæmpe sig penge – alt sammen for at vinde, selvfølgelig.
Moneyball er temmelig nøgtern i sin skildring af den business baseball er – selvom sportens mange trofaste fans søger netop romantikken, de utrolige øjeblikke og de store legender. Dermed er vi langt fra en ”normal” film om baseball. Det er en film om en mand som ikke nåede tinderne på den ene måde og nu ønsker at nå dem på en anden, en mand som skal forlige sig med netop den del af sin fortid. Stramt, men også stille og roligt skildret uden skelen til tid, er Moneyballs 133 minutter brugt med omhu og når man bemærker at det er Aaron Sorkin (The Social Network) og Steven Zaillian (Schindler’s List) som har skrevet manuskriptet kan det næsten ikke overraske. Pitt er i centrum, men Jonah Hill (Forgetting Sarah Marshall) som Peter Brand er fantastisk castet som Pitts modstykke/partner og hjælper Pitt med ikke at fylde for meget. I rollen som den obsternasige træner, Art Howe, har vi Philip Seymour Hoffman som virker ganske bekvem med at være tilbage i en mindre, men central rolle.
Brad Pitt sælger billetter og det er muligt at ingen ville gå ind og se Moneyball med mindre han var med til at trække folk til. Men Pitt er ikke længere interesseret i at lægge ansigt til film der trækker tråde til hans første roller som sexet, smuk mand i Hollywoods produktioner. Nu lægger Pitt ansigt og navn til alvorlige film og velfortalte historier og så producerer han. Skulderklap for det.
Moneyball er i den grad værd at gå ind og se for os der kan lide seriøse film – den stjæler alle baserne og vil fungere optimalt som uhøjtidelig modvægt til sødsuppe sæsonen.
