Af Kasper Vegeberg
Har du nogensinde prøvet at starte en god sang på Youtube for så at finde ud af, at den ikke er så god alligevel, fordi versionen er sunget af et jordegern? Hvor bizart det end måtte lyde, så er det et helt normalt problem hos den moderne verdensbefolkning. Det skyldige jordegern hedder Alvin, og han nøjes ikke kun med Youtube. Han indtager også biograferne nu for tredje gang i Alvin og de frække jordegern 3.
Man siger, at kærlighed ikke kan købes for penge. Man kender tydeligvis ikke til Hollywood-producere. For med massiv reklamation, flere cover-sange end Glee, egen tv-serie og et utal af legetøjsgenstande har en flok jordegern købt alle børns kærlighed. Og det smitter af på en film som denne, hvor produktionsværdien er helt i top – teknisk, ikke kreativt – og hvor bedre end middelmådige skuespillere opgiver integritet til fordel for en fed hyre.
Denne gang sker det på et krydstogtskib, som Alvin og de andre jordegern sejler med i selskab med deres ejer/far/passer/manager/hvad end han skulle forestille at være. Skibet skal føre dem til en fornem prisoverrækkelse med de små stjerner som æresgæster. Men lykken bliver kort, da de i forsøget på at flyve med en drage bliver hevet til havs. Filmen slutter desværre ikke her, for de opdager nemlig en øde ø, som de svømmer til og må overleve på, indtil deres ejer kommer og reder dem, hvis han kan klare strabadserne.
Ejeren spilles af Jason Lee, som man kender fra samarbejdet med Kevin Smith i bl.a. Chasing Amy og med Cameron Crowe i Almost Famous og Vanilla Sky. Den anden menneskelige hovedrolle spilles af det til tider komiske geni David Cross, som bedst fortjener at blive husket for sit morsomme bidrag til Eternal Sunshine of the Spotless Mind. Begge skuespillere har jo tydeligvis haft fat i noget før, men må have mistet grebet for at ende her. Om de egentlig spiller godt eller dårligt sammen med disse jordegern er svært at vurdere, for replikkerne kræver intet af de agerende – og det hjælper ikke på præstationerne, at de er blevet dubbet på dansk og ikke kan opleves på filmens originalsprog i de danske biografer.
Men det er jo alt sammen en voksen mands mening. Spørger man børn om Alvin-serien, siger de fleste af dem, at de elsker den. Og hvorfor gør de så det? Svaret er, at konceptet er helt rigtigt konstrueret til målgruppen. Pigerne kan følge de pigede jordegern, som konstant synger og danser og har tre repræsentanter til hver slags pige af forskellige aldre. Det samme gælder drengene, hvor Alvin blot er gnavernes svar på Pyrus. Og så opfører de små jordegern sig egentlig bare som almindelige menneskebørn – de menneskelige karakterer, store som små, ser ikke ud til at være betænksomme ved de talende gnavere. Der er endda en scene, hvor en pige i et kasino flirter med Alvin. Om hun har overvejet, hvad der ville ske, hvis hendes tilnærmelser lykkedes, tør jeg ikke gætte på. Og så tager filmen fat på temaer, som børn kan relatere til. Temaer om det at blive behandlet som et pattebarn af de voksne eller at synes, at det andet køn kan være ret spændende, men at kærester vist nok stadig er klamme.
Så derfor kan man ikke bebrejde børnene at elske Alvin og de frække jordegern 3 og behøver som forælder ikke at være bekymret over, hvorvidt man betaler for elendig kvalitet til sine børn. For den tager skam sit hovedpublikum alvorligt – i modsætning til årets danske børnefilm. Med det sagt så er det halvanden times ulidelighed for resten af os. Især den evindelige skingre sang, som infiltrerer de fleste af filmens scener. Men nogen gange må vi bare acceptere, at børnefilm er for børn.
