Af Frederik Schelde-Jensen

Enhver som er den mindste smule interesseret i samtidskultur, kan ikke have undgået at stifte bekendtskab med Stieg Larssons Millennium-trilogi om det umage makkerpar Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander. Larssons bøger tog først Sverige, siden resten af Norden og Europa, og til sidst Verden, med storm. De tre bøger har solgt 65 millioner eksemplarer i 46 lande, i 2009 kom den svenske filmatisering af Mænd Der Hader Kvinder med manuskript af danske Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg, og instruktion af Niels Arden Oplev, og i samme år kom også filmatiseringen af de to sidste bøger i trilogien. Som det er set så mange gange før er film på ikke-amerikanske sprog ikke det internationale publikums kop te – derfor den nu længe ventede The Girl with the Dragon Tattoo.

Den rebelske journalist Mikael Blomkvist (Daniel Craig) er netop blevet kendt skyldig i injurier mod finansmanden Wennerström, og vender derfor tilbage til sit tidsskrift Millennium. Imidlertid ringes han op af en mand, som inviterer ham til Hedestad, hvor han introduceres for den tidligere formand for en stor gammel familievirksomhed: Henrik Vanger (Christopher Plummer). Henrik har i 40 år forsøgt at opklare mordgåden om sin nieces, Harriet, forsvinden, men har på sine gamle dage indset, at hvis hendes morder nogensinde skal findes, er tiden til det nu.

Blomkvist er i begyndelsen tvivlende, men indvilliger dog i at gøre et forsøg på at finde morderen. Da han forklarer, at han har behov for en assistent, får han selskab af den noget specielle Lisbeth Salander (Rooney Mara). Salander efterforsker sammen med Blomkvist mordgåden, og sammen opdager de ting, som Henrik Vanger havde overset. Før Salander ankommer til Hedeby berettes der om, hvordan hendes værge får en blodprop, og om, hvordan den nye værge kun vil gøre hende økonomisk ansvarlig, hvis hun giver ham oralsex. Tilbage i Hedeby bærer Blomkvist og Salanders efterforskningsarbejde frugt, og kredsen af mulige gerningsmænd indsnævres gevaldigt. Det går på en ubehagelig måde op for dem, at gerningsmanden kun venter på at kunne slå ihjel igen, og at det denne gang er dem selv, morderen har i sigte.

Filmen begynder med en James Bond-lignende title sequence, der grænser til det vulgære. Dels er lyden utrolig høj, og dels emmer introen af, at den bare gerne vil vise, hvor overskruet, gejlet og tunet, dagens tekniske formåen kan være. Den fungerer ikke i forhold til at afstemme publikums forventninger til hvilken film de skal til at se: Den er for overdimensioneret og for virkelighedsfjern.

Dette til trods er filmen generelt en gennemført fornøjelse: Skuespillet, billederne, måden historien er fortalt på, og ikke mindst den voldsomme voldtægtsscene er meget flot håndværk. Salanders nye værge minder om det første, abnormt overvægtige offer i Finchers Se7en, og måden Salander straffer ham på, sender på samme tid associationer til offeret for dødssynden lyst i samme film. Scenen er så ulækker, frastødende og uhyggelig som den overhovedet kan være, men samtidig sidder publikum med det ønske, at værgen skal straffes. Dette giver en fin balancegang mellem det frygteligt og retfærdighed.

Spillet mellem Craig og Mara er rigtig godt, og idet Salander lavede en baggrundsrapport om Blomkvist før han hyredes af Henrik Vanger, ved hun alt om Blomkvist – et faktum, der til tider fører til stor morskab. Ligeledes illustreres Salander og Blomkvists varierende viden om it-forhold gennem morsomme scener.
Uden at røbe for meget om morderen og filmens plot, bemærkes det, hvor nervepirrende scenen med Blomkvist og en vis kniv er. Denne anmelder erindrer ikke en scene i nogen film, hvor spændingen har stået på så længe, og hvor undertegnede er gledet så langt ned i biografsædet af bare nervøsitet.

Det svenske landskab er smukke rammer for en flot film, og billedkvaliteten er da også state of the art: I udvalgte biografer vises filmen i Digital 4K, som medfører en højere opløsning og skarpere billeder. Dette er et godt bud på, hvorfor man ikke skal vente med at se filmen til den kommer på DVD eller Blu-ray: Billedkvaliteten fås ikke bedre.

At The Girl with the Dragon Tattoo er første del af en trilogi skinner igennem i historien. For eksempel vidner filmens titel om, at fokus fra trilogiens begyndelse ikke ligger på Blomkvist, men derimod på Salander. På samme måde foregriber filmen også en smule af handlingen i Pigen Der Legede Med Ilden, og forsøger altså at bygge bro mellem to ellers handlingsmæssigt forskellige bøger – på samme måde som da scenen med Boromirs død blev flyttet fra De To Tårne til Eventyret om Ringen. Det skabte en bedre fornemmelse for en midlertidig slutning.

Man kan påstå af The Girl with the Dragon Tattoo blot er nye boller på en (meget) gammel suppe. Selv var undertegnede da også skeptisk, men synes, at denne overgår den svenske version. Dette skyldes nok et større budget, og en mastodont af en instruktør og rollebesætning. Sikkert er i hvert fald, at filmen har et meget lækkert udtryk, er både handlings- og billedmæssigt gennemført, og får én lyst til for tredje gang at tage resten af trilogien ned fra boghylden og læse videre.

The Girl with the Dragon Tattoo er gennemført fra ende til anden, superflot og mesterlig. Enhver bør unde sig selv at tage i biografen mellem jul og nytår og nyde to timer og fyrre minutter med en mordgåde, sublimt skuespil, humor og ekstravagant frastødende afstraffelsesscener. For hvad mere kan man ønske sig? Nåre ja, bogens og filmens slutning er ikke den samme. Denne er bedre.

Filmen har premiere 21. december over hele landet.