Af Sandra Holm

Film må og skal kunne diskutere dunkle såvel som smukke emner. Sandheden er altid til diskussion og særligt dokumentarisme er kendt for at belyse ’sandheden’.  Men, ”with great power, comes great responsibility!” Som Peter Parker så fint bliver belært om i den første af de berømte og yderst berygtede Spider-Man film. Det er muligvis det eneste der er værd at huske fra filmen, men det gør det ikke mindre sandt.

Den franske film Polisse ligner en dokumentar. Konceptet bag, handlingens dramaturgiske forløb og den tekniske udformning lægger sig så tæt op at en dokumentar som man kan, uden at være det, men allerede halvvejs gennem filmen begynder man at lettes ved tanken om at personerne på lærred er skuespillere og ikke ’ægte’ mennesker.

Filmen skildrer livet på en fransk politistation, nærmere bestemt i sædelighedsafdelingen, hvor holdet for Beskyttelse af Mindreårige,  kæmper sig gennem arbejds- og følelseslivet. Efter et kort møde med teamet, pålægger indenrigsministeriet en fotograf af dokumentere enhedens hverdag og arbejde. Sammen med Melissa, fotografen (Maïwenn Le Besco, som også er filmens instruktør), arbejder vi os langsomt ind bag facaden af enhedens specielle jargon og personlige problemer og er vidner til afhøringer, anholdelser, politiaktioner, men især ukontrollerede udbrud af indestængte følelser.

Polisse som koncept minder mest af alt om et afsnit af Station 2 i filmlængde, underholdning uden andet på hjerte end at give et indblik i livet som politibetjent, med den ene fatale forskel, at det er det ikke! Selvom den er baseret på virkelige hændelser, settet er ægte og sagerne frygteligt nok også er ægte, er personerne skuespillere og filmen en fuldstændig konstruktion.

Og det er med lettelse at man holder fast i den viden.

Sjældent har man set så mange uprofessionelle og irrationelle mennesker samlet ét sted. Valget om dels, at lette stemningen ved latter og humør og dels, at fokusere på op til flere sideløbende kærlighedshistorier efterlader de stakkels små præcis hvor man finder dem – alene og udsat for alverdens former for utilgiveligt svigt.

Maïwenn har tydeligvis ønsket at fremstille disse mennesker som almindelige i den forstand, at de tager tingene personligt, bliver sårede, rørte, glade eller frastødte og det er som sådan en udmærket idé, men det fylder simpelthen for meget. Resultatet er, at man efter først at væmmes over incest og pædofili, føler så meget medlidenhed med de ofre der kommer i kløerne på disse ustabile og højtråbende autoriteter, at dette ender med overskygger enhver intention i anden retning. Frustrationen er forståelig, men handlinger, fysiske og aggressive, på baggrund af dem er pinlige og uacceptable.

Selv hvis fremstillingen og følelsen man sidder tilbage med var Maïwenns formål, holder det ikke. Til gengæld gør konklusionen filmen til et interessant tilfælde – for den er hermed den første Cannes vindende film (Juryprisen 2011) undertegnede ikke har fundet nogen som helst forståelse for.