Af Kasper Vegeberg

2011 har været et godt år med flere eminente film. Det har dog været sparsomt med de gennembrydende overraskelser i filmens verden. Men det sætter Gloria en stopper for, når de viser indiethrilleren Kill List – årets bedste filmoverraskelse, som har været hele ventetiden værd.

Filmen er egentlig et lejemorderdrama, der fortæller historien om en veteran fra Irakkrigen, som i mangel på penge tager et job som lejemorder sammen med sin bedste ven og krigskammerat. Hans opgave er en liste med navnene på tre personer, der skal dræbes. Hele den økonomiske redelighed skyldes, at han har levet som arbejdsløs i otte måneder til stor frustration for sin kone og søn. Og sådan starter filmen med et større præg af familiedrama for så at glide elegant ind i en hitman-thriller.

Men selvom begge genrer er udført med bravur, så er filmens helt unikke præg den diabolske stemning, der lurer under overfladen fra start til slut. Nogle gange dukker den synligt op i små glimt i form af døde dyr i baghaven, indgraverede tegn på bagsiden af spejle, kontrakter, der skal underskrives med blod – alt sammen elementer, der bidrager til et okkult mareridtselement, som kun bliver stærkere i løbet af filmen i takt med, at mystikken overtager det ellers konventionelle lejemorderplot.

For man må ikke lade sig snyde af det umiddelbare plot; der er meget, meget mere at komme efter, både psykisk og fysisk, i replik og æstetik. Vold er et centralt tema i filmen, og selv den mest hårdføre tilhænger af filmvold kan trænge til et kram oven på nogle af scenerne fra Kill List. Det skyldes, at instruktør Ben Wheatley har forstået at bruge en enkelt kombination af troværdige, grafisk udleverende voldselementer med publikums egen destruktive fantasi og forestilling om det videre forløb, volden må tage, mens vi ikke serveres andet end lyde og reaktionsbilleder. Han lader det kort sagt være vores egen opgave at visualisere volden, og det gør pludselig ingen forskel, hvis man kigger væk.

Det er simpelthen en film, der pådrager sig en psykisk magt over tilskueren, som er svær at løbe fra. Der er nemlig også meget at tænke over rent praktisk. Der er ting, som hænger mærkeligt, men yderst kontrolleret sammen i den diabolske handling, og hvor meget man end har lyst til at kigge væk fra uhyrlighederne, fornemmer man, at man bliver nødt til at få alt med.

Og det gør man også klogt i, for filmen fører frem mod en eskalation, som vender alt op og ned i både film og mave – en uhygge, som man har svært ved at ryste af sig. Og et væld af refleksioner over, hvad det er, man lige har set, og hvorfor det har haft så stærk en effekt. Det er en psykologisk rejse, som ikke slutter med rulleteksterne. En mental rejse, som ingen filmelsker må snyde sig selv for.