Kasper Vegeberg
Sherlock Holmes er et historisk brand, der har været meget nytænkning igennem siden sin første udgivelse i 1886. Alligevel var der mange, der mente, at Guy Ritchie gik for vidt, da han i 2009 sammen med Robert Downey Jr. genskabte den excentriske mesterdetektiv som en nærmest street-wise kampsportsmester i et eksplosivt, viktoriansk London – det var simpelthen for uværdigt for Sir Arthur Conan Doyles vision. Hvis det er tilfældet, så vil han helt sikkert vende sig i sin grav over Sherlock Holmes 2: Skyggespillet. Men jeg har nu på fornemmelsen, at Doyle ville være ganske tilfreds med resultatet.
Ved filmens start er der ikke sket meget siden forgængeren; Dr. John Watson (Jude Law) skal stadig giftes, og Sherlock Holmes (Robert Downey Jr.) er stadig en sociopatisk (arbejds)narkoman, hvis klogskab gør ham hele sin omverden overlegen. Men han begynder dog at måtte erkende, at der findes en intellektuel ligemand derude, som har forbindelse til flere mysteriesomspændende ulykker verden over: dr. Moriarty. Og da Sherlock forsøger at finde ud af, hvad Moriarty er ude på, bliver han truet med det eneste, han har mere kært end sin forstand: Watson. Han nærmest bortfører ham derfor på hans bryllupsrejse, og sammen skal de nu løse deres sidste og største sag for at standse Moriarty.
Kemien imellem Jude Law og Robert Downey Jr. er ligeså vittig og intelligent som i forgængeren. Det er en ren fryd at se det skæve magtforhold imellem de to symbiotiske figurer vippe og bølge. Watsons konstante kamp imellem længslen efter eventyr og drømmen om at slå sig ned og leve et roligt liv er ligeså sjov og velspillet som Holmes’ tilsyneladende tilfældige blanding af menneskeligt, socialt fortab og totale magt over sine medmennesker. Og så har Law og Downey Jr. fundet sig en værdig legekammerat i den svenske shooting star, Noomi Rapace, der ses i rollen som den franske sigøjner, der vikles ind i plottet for at redde sin bror. Hun gør det godt som international action-heltinde, men rollen mister desværre dimension hen ad vejen.
Filmen introducerer udover de originale kampscener og Holmes’ hånlige gadedrengeattitude endnu et nyt element til Sherlock Holmes-konceptet: storhed. Der er nemlig sket meget, siden Watson og Holmes løste gåder om djævlehunde i små, engelske landsbyer. Nu er den fremskridende industrialisering brugt som undskyldning for at vise en masse eksplosioner, tunge skydevåben og forholdsvis hurtige rejser over landegrænser. Men selvom det må siges at være langt fra den oprindelige Sherlock Holmes, falder det belejligt sammen med Guy Ritchies karakteristiske sans for æstetisk action med et komisk glimt i øjet.
Men hvor er Sir Arthur Conan Doyles nok så omtalte vision så at finde i Guy Ritchies nyfortolkning? Svaret er noget så corny som ”i ånden”. Den originale humor er nemlig intakt på egne præmisser, hvor Holmes’ excentrik og neuroser stadig står centralt i komikken. Og så er meget af oplevelsen som modtager den samme som i de gamle krimiromaner og -noveller. Der er stadig en vis tryghed igennem fortællingen i at vide, at Sherlock Holmes må have et par ekstra kort i ærmet og være foran os i fortolkningen af gåderne. Samtidig hviler den samme spænding for, hvornår han lader vores viden og forståelse indhente sin egen. Og selvfølgelig den lurende frygt for, at han for en gangs skyld er på bar bund. Og så har man stadig lyst til hurtigt at starte forfra for at se spor efter de løsninger, som man naturligvis præsenteres for til sidst.
Så jeg kan som dedikeret Sherlock Holmes-fan og filmnørd med ro i sjælen varmt anbefale Sherlock Holmes 2: Skyggespillet til alle, der ikke lader sig fornærme af, at konceptet er trukket ned (eller op?) på et popkulturelt niveau, der passer til nutidens publikumspræferencer. Guy Ritchie har simpelthen skabt et stærkt stykke underholdning med respekt for både det gamle krimikoncept og det moderne publikum. Man kan hverken være for smart eller dum til Sherlock Holmes 2: Skyggespillet.
