Af Frederik Schelde-Jensen
De to gamle venner Ben (Max Minghella) og Sean (Emile Hirsch) tager til Moskva for at lancere Bens Internet-guide til globetrottere, for et russisk selskab. Desværre har den svenske forretningsmand Skylar (Joel Kinnaman) kopieret Bens koncept, og er i gang med salgspræsentationen netop som Ben og Sean træder ind i konferencerummet. Fulde af modløshed drager de to venner ud i nattelivet for at drukne deres sorger i russisk vodka, og på den moderne natklub Zvezda møder de to andre omtumlede amerikanere: veninderne Natalie (Olivia Thirlby) og Anne (Rachael Taylor).
Efter de fire amerikanere er blevet introduceret til hinanden og har grint over indlysende vanskeligheder ved det russiske sprog, ser Ben den svenske svindler Skylar på natklubben. Lige som Ben, Sean, Natalie og Anne er ved at lære hinanden at kende, går al strømmen på diskoteket. De går, sammen med resten af natklubbens besøgende, ud i en gyde, og ser store, lysende ting komme dalende ned fra himmelen. Hvad der synes betagende ved første øjekast er imidlertid en invasion fra rummet, og nu er det hver mand for sig selv. Som den største selvfølgelighed er det de fem personer publikum har nået stiftet kendskab med, som når at søge ly i natklubbens lagerrum. Og nu er de fem, trods tidligere stridigheder og interne kontroverser, nødt til at stole på hinanden i kampen mod det ukendte.
The Darkest Hour er prototypen på en lunken mellemvare af en apokalyptisk gyserfilm at være. Dog ligger filmens fokus egentlig et meget spændende sted: Hvordan vil Verden være, hvis du er blandt de sidste overlevende efter en invasion? Eller, som producer Tom Jacobson formulerer det: ”Hvad sker der dagen efter Independence Day?” Og det er da også billederne af det mennesketomme Moskva som må siges at være det fængende ved filmen. At se, hvordan enorme bygninger står døde og øde hen, og hvordan al liv med ét er gået i stå. På samme måde som det russiske containerskib kommer drivende op ad 5th Avenue i The Day After Tomorrow, er både et krigsskib og en flyvemaskine blevet ofre for invasionen. Fascinationen af de ellers menneskestyrede kæmpemaskiner som lige pludselig driver for vejr og vind.
Men er skuespillet ikke godt, personerne (særligt de kvindelige) er for stereotype, og der er ikke nok kød på historien til, at filmen kan anbefales. For at få publikum med, mangler både personligheder med mere dybde, en længere periode inden invasionen så man kunne forbavses over denne, og slet og ret bedre effekter. Uden at afsløre for meget, tog denne anmelder sig selv i at grine, da de invaderende blev visualiseret i fuld størrelse. De invaderendes optræden i Moskva minder om monsteret i tv-serien Lost, en sort røgsky, som optræder når spændingskurven er ved at dale. På samme måde må filmmagerne også have skelet til førnævnte tv-serie i sekvensen med en radiomeddelelse som gentages om og om igen. Det er rip-off på højt plan.
Desværre er det netop i denne radiomeddelelse, personernes vej ud af Moskva røbes, og man sidder egentlig bare og venter på, at den nu allerede kendte forløsning som skal til, indtræffer, så filmen kan få sin ende. For man sidder og venter på, at filmen slutter. De mange platte og ufængende replikker, det tomme skuespil og de latterlige invaderende er med til at gøre filmens målgruppe så lille, at denne anmelder ikke øjner den. Og så bør det bemærkes, at filmen titel, The Darkest Hour, er en vending Churchill brugte til at beskrive den periode mellem Frankrigs besættelse i 1940 og nazisternes invasion af Sovjet i 1941, hvor England stod alene i kampen mod Hitler. Et niveau af frihedskamp som filmen slet ikke kan sammenlignes med.
Filmen har premiere 12. januar i hele landet.
