I USA har de Kathryn Bigelow, som i årevis har instrueret actionfilm, Point Break fx, og nu har vi også fået en dansk ditto instruktør, nemlig Kathrine Windfeld som har premiere med den svenske storfilm og filmatisering af en af Jan Guillous romaner om efterretningsofficeren Carl Hamilton.
Af Dorte Winkler
Hamilton har ret til at dræbe i selvforsvar og i nationens interesse, og han er god til det. Lydløst, hurtigt og kontant kan han gøre det af med en fjende. Nu er han ved at være lidt træt af gamet efter 20 år i branchen og en oplevelse i Afghanistan af en råhed, som han ikke helt kan kapere. Samtidig er han forelsket i en dejlig kvinde hjemme i Stockholm, og Hamilton ønsker sig et liv med hende. Men affæren i Afghanistan, som involverer handler med svenske jord til luft missiler, til de forkerte vel at mærke, griber om sig. Både politisk hvor det rækker ind i statsministeriet og international politik, men også rent geografisk med Hamilton snart i Jordan, Somalia, Libanon og den svenske skærgård.
Hamilton – I nationens interesse har som actionfilm alt det den skal have i forhold til genren. Der sker noget, vi kommer vidt omkring, vor helt er en plaget mand med smerte i hjertet og der bliver nakket nogle fjender, med våben og i nærkamp eller bare med et enkelt snit i halsen. Det der gør Hamilton lidt anderledes er selvfølgelig at udgangspunktet er det fredelige Sverige (i det omfang en våbenfremstillende nation kan være det), og at Hamilton er svensker, men måske endnu mere interessant er fremstillingen af en amerikansk indsatsstyrke, som ikke er blandt Guds bedste børn. Bad Americans… det ser man ikke hver dag i en film der ellers visuelt prøver kræfter med det helt store lærred, som Hollywood sidder tungt på. Kathrine Windfeld har skabt en film med god fremdrift og ret rå action. Bortset fra Hamilton er de fleste af filmens karakterer ret endimensionelle, og så man savner lidt humor. Til gengæld er Michael Persbrandt i rollen som Hamilton virkelig noget at skrive hjem om. Her kan både Bond, Bourne og Hunt godt kigge sig over skulderen – for Persbrandts agentpræstation er fuldt på højde med genrens bedste, han er gennemført og troværdig, og den særlige skandinaviske reserverthed klæder rollen rigtig godt. Blikket siger at han har set lidt af hvert og gjort lidt af hvert – men menneskeligheden og noget moral er der stadig. Han ser samtidig rigtig godt ud – og så kan han i særlige stunder kigge på en kvinde med det blødeste blik. Der er klasse over Persbrandt. Verdensklasse.
