Efter at have stået solidt fast som den hårde gangsterfilms mester i årtier har Martin Scorsese taget skridtet videre med biopics, psykologiske horror-thrillere og dokumentarer. Hans seneste kreation er nok det mest usandsynlige Scorsese-værk til dato: en familiefilm. Men der kan ikke længere herske nogen tvivl; gangsterfilmens mester er endegyldigt filmmediets mester, og mesterværket Hugo er det endelige bevis.

Af Kasper Vegeberg

I begyndelsen af det 20. århundrede brugte pioneren Georges Méliès den nyeste og mest avancerede filmteknologi til at vække drømme til live på det store lærred. I det 21. århundrede gør pioneren Martin Scorsese det samme i sit magisk-realistiske portræt af en af filmmediets faderfigurer. Med det fulde udbytte af 3D- og greenscreen-teknologien filmatiseres fortællingen om den forældreløse Hugo Cabret, der i 1930’erne lever i murene og de store urværker på en togstation i Paris, hvor han forsøger at afkode den sidste besked fra sin afdøde far igennem færdiggørelsen af en mekanisk mand. Historien parres med den sande historie om den store kunstner, Georges Méliès, der arbejdede på togstationen i 16 år i en slik- og legetøjsforretning efter at være gået fallit som filmskaber.

Det er nærmest poetisk, hvordan der berettes om dengang publikum for forskrækkede op, da Lumière-brødrene for over hundrede år siden viste filmklippet med et tog på vej mod en perron, når det i Hugo gøres igen på de parisiske perroner med den utvivlsomt bedste brug af 3D nogensinde. Med den tredimensionelle effekt i spil som et kreativt virkemiddel til historiefortælling, i samarbejde med vidunderlige farvenuancer og computer-effekter, er det svært at lade være med at tænke, at man netop har oplevet den samme følelse af magi, som Lumières publikum mærkede, da det store tog for imod dem i filmfremviserens skær. Oscar-prisen for bedste billedside er fuldt ud fortjent.

Og der kan slet ikke herske et sekunds tvivl om, at instruktøren selv har været helt indforstået med de allegoriske sammenfald med filmhistoriens tidlige gang. I bedste Scorsese-ånd syder hele værket af både interne og eksterne referencer i billede, lyd og historie. Forholdet imellem Hugo (Asa Butterfield), hvis drømme og håb er styret af mekanik, stationsinspektørens (Sacha Baron Cohen) modvillige afhængighed af mekanik og Georges Méliès’ (Ben Kingsley) desperate forsøg på at glemme dens effekt på sit liv – alle tre symbiotiske historier – er blot et af eksemplerne på det også interne spil med temaer, der fungerer perfekt.

Men Hugo er ikke kun indforståede filmreferencer og brovtende fremvisning af teknologi. Det er en familiefilm i ordets bogstaveligste forstand; det er en film for hele familien. Den reelle fortælling om en dreng, der forsøger at løse sin fars (Jude Law) gåde ved at genoplive en mekanisk mand i samarbejde med sin nyerhvervede bognørd-veninde (Chloë Grace Moretz), er fængende og spændende for alle aldre. Humoren er også i børnehøjde med Sacha Baron Cohens klodsede komik, hjulpet godt på vej af en usamarbejdsvillig benstøtte og et håbløst forsøg på et charmørsmil – noget som i øvrigt endda også kunne ruske lidt op i en flok brogede filmanmeldere. Og så uddeles der også filosofiske betragtninger af individet og dets plads i verden til både unge og gamle seere.

Dog kræver filmen gode læsefærdigheder og en vis forståelse for tematikkens dybde for at kunne følge med, så det er ikke en film for de unge børn. Selv med de ældste børn i biografen vil de voksne og især det garvede filmpublikum få det største udbytte af filmen.

De amerikanske anmeldere sagde det, fagfolkene har sagt det, og nu siger jeg det: Hugo er et mesterværk! Det er en familiefilm uden sidestykke og med stort klassikerpotentiale. Det er en lektion i filmhistorie med tilbageblik på den gamle magi, og en fremvisning af nutidens bedste teknologi, der puster nyt liv i den ellers næsten udbrændte 3D-teknik. Hugo er og bliver simpelthen en magisk oplevelse.