Der er næsten altid søde og sjove animationsfilm at finde i de danske biografer – Lorax – skovens beskytter er ikke en af dem. Med gentagne svipsere i humor og musik snegler handlingen sig frem mod en overeksponeret, selvsigende morale. Og sådan går halvanden time, som er glemt halvandet minut senere.

Af Kasper Vegeberg

Ted er en helt almindelig dreng, der vokser op i byen Thneedville. Thneedville er udelukkende lavet af plastik, og det eneste organiske element er menneskerne selv, der slet ikke er utilfredse med en dyre- og plantefri verden. Navnlig ikke byens industrileder, O’Hare, der er blevet rig på at sælge luft, som uden fotosyntese ikke længere produceres naturligt. Men på en piges opfordring sætter Ted sig for at undersøge, hvor de rigtige træer blev af. Han finder frem til eneboeren Onceleren, der fortæller ham om, hvordan han var skyld i alle træers forsvinden.

Og hvem er så denne Lorax, som lægger navn til filmen? Lorax er såmænd bare en pelset peanut i hundestørrelse, der går for at være træernes stemme og skovens beskytter. Han er med i størstedelen af filmen, som er Oncelerens fortælling om, hvorfor træerne forsvandt. Det gjorde de ganske enkelt, fordi han blev rig på at fælde dem alle sammen og bruge dem til at lave en art halstørklæder af. Lorax, skovens beskytter og træernes stemme, bad Onceleren om at lade være med det, men det ville han ikke, og så var der ikke mere at sige til det. Man må håbe, at de børn, der ser filmen, ikke bruger Lorax som forbillede i kampen mod miljømisbrug.

For det er, hvad filmen er; en løftet pegefinger om ikke at fælde træer og misbruge miljøet – henvendt især til amerikanerne. Onceleren var nemlig en settler, der jog skovens oprindelige beboere væk og ødelagde det hele. Herefter overtog den patentgale kineser med det irske navn O’Hare styringen over amerikanerne, der er ligeglade med, at deres børn bliver grønne af at bade i byens forurenede vand. Men vi kan nu alle relatere til den løftede pegefinger. For med kiksede sange om at gøre verden til et bedre sted ved at plante et træ kan man jo let komme til at tænke på 70’ernes økocentrerede bidrag til Danmarks egen højskolesangbog.

Og ligeså humorforladt som 70’ernes økoaktivister er Lorax – skovens beskytter. Den skal dog have anerkendelse for sin ihærdighed, for den giver ikke sådan op med sine sange og jokes, selvom ingen af dem rammer plet overhovedet. Det hænger måske også en smule sammen med, at meget af komikken er afhængig af det billedlige, som består af den mest kedelige animation i lange tider. Man har prøvet at gøre æstetikken lidt mere spændende ved at placere det hele i en eventyrlig parallelverden. Men det eneste, der gør verden mere spændende at se på, er, at træerne ligner slikkepinde og skovens oprindelige beboere ewoks.

Og sådan falder Lorax – skovens beskytter til jorden i ethvert henseende sammen med det ellers fine budskab, der heldigvis lever videre igennem tusinder af andre film med mere charme og sjæl.

Foto: UIP