Onsdag den 25. april.
For første gang på festivalen var jeg i Gloria som ligger ud til Rådhuspladsen. Gloria har én biografsal og der var derfor rift om pladserne. Jeg var ikke bekendt med biografens størrelse før jeg stod og skulle have billet, og det betød at jeg fik plads på fjerdeforreste række. Foran mig sad der er ret høj mand, og jeg tilbragte derfor syv kvarter i en skæv vinkel. Det var lidt hårdt i længden, men jeg klarede den.
Klokken 17 begyndte visningen af den franske The Minister der har Frankrigs transportminister Bertrand (Oliver Gourmet) som hovedrolleindehaver. Bertrand vil ikke gå med til en privatisering af det statsejede togselskab, og han kommer derfor i problemer med sine partifæller. Men det er ikke dér filmens fokus ligger. Filmen skildrer en hårdtarbejdende minister som både skal tilfredsstille sine vælgere, ministerkolleger, rådgivere, regering og familie.

Filmen har en sjælden interessant åbningsscene: På Bernards ministerkontor går sortklædte og tildækkede mennesker rundt og sætter ting på plads. Først rulles et tæppe ud, derefter sættes to stole på tæppet, så skrivebord og til sidst Bernards skrivebordsstol. Op ad trapperne til kontoret kommer en ung, smuk, nøgen kvinde gående i procession med de sortklædte mennesker. Henne i hjørnet ligger en overdimensioneret krokodille.
Nej, man tror det ikke, men sådan begynder The Minister. Filmen har en hurtig klipperytme som tilfører fart og tempo i det politiske spil. For første gang på denne CPHPIX-blog vil jeg, bortset fra ved navns nævnelse, fremhæve en skuespiller: Oliver Gourmet spiller rollen som Bertrand fuldstændig fantastisk. Jeg vil vove at påstå at han kommer hele følelsesregistreret igennem, og han gør det med fuldskab, brutalitet og ømhed.

The Minister differentierer sig fra andre politiske film og tv-serier ved at give et udmærket billede af en politikers mange sider. Jo, der kører en sag om en forulykket bus og som nævnt spørgsmålet om privatiseringen af togselskabet, og de to sager er såmænd spændende nok i sig selv, men det virkelig seværdige er Gourmets fremragende præstation. Desværre var dette sidste gang The Minister blev vist på PIX. Filmen var, ligesom førnævnte Last Sreening og A Real Life, en del af serien The French Art of Pleasure.

Mellem The Minister og den næste film jeg skulle se, den portugisiske Swan, havde jeg syv minutter. Til mit held skulle jeg blot rundt om to hushjørner og ind af døren før jeg var i Grand Teatret. Uden jeg vidste det var filmens instruktør, Teresa Villaverde, til stede både før og efter filmen. Inden visningen roste Villaverde Grand Teatrets Sal 3 og håbede på at hendes film kunne leve op til biografens smukke standarder.

Swan skildrer sangerinden Veras, Beatriz Batarda, tid under hendes turnés afslutning i Lissabon. Hun savner selskab og har derfor hyret den unge Pablo, Miguel Nunes, til at køre hende rundt og have et aseksuelt forhold til hende på hotelværelset mellem koncerterne. Pablos noget yngre ven, Taxista, lever et svært liv med en voldsom mand, Pablo selv kæmper med at turde tage kontakt sin mor som forlod ham da han var to år, og Vera lever en rastløs tilværelse hvor de fleste tanker nok går til en ven som er alene hjemme i hendes hus.

Filmen rammer ned i disse personers liv netop som de alle er i gang med den ene eller anden form for erkendelsesproces. Erkendelse af sig selv, af sit ophav eller en erkendelse af behovet for absolut frigørelse. Filmen er noget så kunstnerisk med indstillinger som holdes i lang tid, meget lidt musik, og en knap dialog. Udviklingen foregår i personernes sind, og den er vældig godt reflekteret på billedsiden. Swan var en fornøjelse som ikke gengav personerne i forholdet 1:1. Den var god og tænksom.
Efter filmen talte instruktør Villaverde om de generelt svære produktionsforhold de har lige nu i Portugal, grundet den finansielle krise, om den korte tidsperiode de havde til at optage Swan, netop på grund af lav finansiering, og om filmens personer.
Swan indgår i serien Front Runners og kan opleves sidste gang lørdag den 28. klokken 12 i Dagmar Teatret.

I dag var også dagen hvor mit interview med Universitetstv kom op på YouTube. Interviewet blev optaget tirsdag den 17. efter visningen på (D)DR i Husets Biograf.

Desværre var det også i dag jeg måtte sige farvel til PIX idet min forlængede weekend for længst er planlagt til at blive brugt under jyske himmelstrøg. I år var mit første år på PIX, og jeg må sige, at det har været en sand fornøjelse. Jeg har oplevet tretten meget forskellige film fra henholdsvis Danmark, Tyskland, Franskrig, Italien, Portugal, Grækenland og Indien. Klarest i erindringen står Dogtooth med dens eksistentialistiske og absurde temaer. Også A Real Life, (D)DR, Outside Satan, Goodbye, First Love og Trishna er nogle jeg sent vil glemme. Generelt har filmene besiddet en høj kvalitet, og der var heldigvis ingen hvor jeg efter visningen var skuffet.

Det måske bedste, bortset fra det faktum at jeg blev akkrediteret så jeg kunne være med til festivalen, har været intruktørbesøgene og dialogen efter nogle af visningerne. De har alle givet et lille kig ind i de respektive films univers, og det har altid været positivt at være vidne til. Det har slået mig at instruktører fra Frankrig og, i dag, Portugal har været i byen for at tale om deres film. Det viser en efterstræbelsesværdig passion for sin profession.

Slutteligt vil jeg reklamere for at der i næste Nosferatu-program bringes et interview med instruktøren bag blandt andet Dogtooth, Giorgos Lanthimos. Han interviewes af vores ene chefredaktør på Nosferatu, Dorte Winkler, og jeg har fået lov til at komme med til interviewet. Nosferatu sendes næste gang den 3. maj klokken 21-22.30 på 95,5 MHz eller livestreames på Universitetsradioen.dk.

Tak for denne festival. Det har været en gave at blive akkrediteret og det har været en sand fornøjelse at være med. Mange tak, PIX! Her på Nosferatu håber vi at vi må være med igen i 2013.
Forestillingen var en succes!

________________________________________________________________________________

Tirsdag den 24. april.
I dag gik turen for første gang på festivalen til Empire Bio på Nørrebro i forbindelse med visningen af britiske Michael Winterbottoms nyeste spillefilm Trishna klokken 17. Winterbottom er muligvis mest kendt for dokumentaren Vejen til Guantanamo der blandt andet vandt Sølvbjørnen i Berlin i 2006 for bedste instruktør, men bevæger sig i sine film på kryds og tværs af genrer. Trisha er en genfortolkning af Thomas Hardys roman Tess of the d’Urbervilles (1891) der nok blandt biografgængere kendes via Roman Polanskis version Tess fra 1979. I modsætning til Polanskis film finder Trishna ikke sted i romanens fortalte tid, men i det enogtyvende århundredes Indien. Før visningen var den danske filmfotograf Marcel Zyskind i salen og fortalte om hvordan det er at arbejde sammen med Winterbottom, og om den korte periode holdet havde til at optage filmen i, men som den ikke lider under.

Trishna (Freida Pinto (fra Slumdog Millionaire)) bor med sin familie og bedsteforældre i Indiens provins. Familien har ikke råd til at betale for Trishnas skolegang, så hun morer sig sammen med sin lidt yngre søster og holder huset med sin mor. En dag møder hun fire unge mænd, og den ene, Jay (Riz Ahmed), falder pladask for den unge dame. Han tilbyder hende en stilling som tjener på sin fars hotel, men det mest tiltrækkende ved tilbudet er muligvis de 2500 rupier som Trishna hver uge kan sende hjem til sin fattige familie. Jay får Trishna tilmeldt en uddannelse i hotelledelse, og efter han redder hende fra et voldtægtsforsøg er scenen sat: De tos kærlighed blomstrer i det frodige Indiens forførende forår.

Langsomt går det dog op for Trishna at Jay i virkeligheden bruger hende som sin private tjener og fornøjelsespige, og kort tid efter tager hun tilbage til sin familie kun for at finde ud af, at hun er gravid. Midt i ulykken og skammen dukker Jay op og beder hende tage med til Mumbai hvor han bor. Trishna tøver men kan ikke lade være med at drages af storbyens muligheder og Jays kærlighed.

Trishna er en rigtig, rigtig god film med en noget så lækker indisk inspireret lydside, og har permanent øje for landets fine detaljer midt i menneskemylderet. Desværre blev filmen kun vist den 23. og 24. april, så det er ikke muligt at se filmen igen. Heldigvis var den en del af føromtalte Politikens Publikumspris, så hvis Trishna har imponeret publikum i lige så høj grad som den imponerede mig, og altså vinder prisen, modtager den 100.000 kroner til at blive sat i dansk biografdistribution. Jeg håber.
________________________________________________________________________________

Mandag den 23. april.
I dag havde jeg udset mig franske Mia Hansen-Løves romantiske drama Goodbye, First Love som vistes i Grand Teatret klokken 19. Filmen er, ligesom den føromtalte Outside Satan, en del af Grand Teatrets faste segment Franske Filmmandage. Uden jeg vidste det præsenterede Hansen-Løve selv sin film før visningen, og desværre formåede jeg kun at fange en smule af hendes introduktion på min mobiltelefon. Lyd-, lys- og optageforhold er som en dogmefilm, men det er ingen skam. Snarere et snært af autencitetens følsomme vind.

Goodbye, First Love, som er Hansen-Løves fjerde film, omhandler den 15-årige Camille (Lola Créton) og den lidt ældre Sullivan (Sebastian Urzendowsky), og deres kærlighedsforhold. Filmen tager sin begyndelse i februar 1999 i Paris, og de to nyder den første forelskelses symbiotiske særegenhed. Sullivan siger, at Camille ikke må klippe sit hår kortere, for så vil han forlade hende. Camille svarer igen ved at sige at hun vil begå selvmord, hvis Sullivan forlader hende. De to repræsenterer det unge livs sarte og noget så melankolske, ustoppelige og storladne kærlighed. Men bedst som den naive idyl topper vil Sullivan på dannelsesrejse til Sydamerika med to studiekammerater, så han forlader den grædefærdige Camille midt i septembers falmende og grå Paris. Fra Sydamerika modtager Camille løbende breve og i ét af dem skriver Sullivan, at han ikke kan holde ud ikke at vågne op ved Camilles side hver morgen, at han savner hende for meget til at kunne leve med det, og at de lige så godt før som senere kunne indse det faktum, at deres forhold var en utopi de begge levede i. Camille bryder sammen og indlægges efter et tomt pilleglas på hospitalet.

Filmen springer til september 2003 hvor Camille har klippet sig korthåret og er startet på en bygningsarkitektuddannelse. I sin skole møder Camille den noget ældre norske arkitekt Lorenz (Magne-Håvard Brekke), og han tager sit hold med til blandt andet kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland. Camille og Lorenz lærer hinanden bedre at kende, og flytter sammen. Men gammel kærlighed ruster aldrig så da Camille genkender Sullivans mor i en bus, husker hun hvordan det hele var da hun og Sullivan sammen smagte livets frugter.

Goodbye, First Love er en flot formidling af den første kærlighed. Lydsiden indeholder dele som tilfører filmen glade og tænksomme øjeblikke der hæver værket til momenter af ren sukker. Filmen er en del af serien 3×3: Mia Hansen-Løve, og vises igen torsdag den 26. klokken 16.30 i Øst for Paradis i Aarhus og sidste gang den 28. klokken 21:30 i Gloria.
Efter filmen indtog instruktør Mia Hansen-Løve igen scenen og fortalte om denne og andre af sine film. Denne gang var jeg lidt hurtigere ude, og nåede derfor at optage elleve minutter og tredive sekunder før min telefons batteri ikke længere kunne klare mosten. Desværre er optagelsen for stor til at ligge her på hjemmeside, og selvom jeg har forsøgt at konvertere den til en lydfil gik det heller ikke. Der forsøges nu på andre måde at udbrede Hansen-Løves vise ord. Instruktøren fortæller i interviewet blandt andet om sit forhold til den kvindelige figur i filmen, om valget af den 15-årige Lola Créton der spiller Camille gennem hele filmens lange fortælletid, og om hvorfor netop Louisiana er med i filmen.

________________________________________________________________________________

Tirsdag den 17. april.
I dag var jeg i Husets Biograf som klokken 18.30 viste en sammensætning af fire tv- og filmproduktioner. (D)DR, som de fire produktioner samlet kaldes, var visninger af tv-dokumentaren Hells Angels MC Danmark fra 1986, Cirkeline-filmen Flugten fra Amerika fra 1971, Bjørn Nørgaards En forførers dagbog fra 1971 og slutteligt første afsnit af dukke-tv-julekalenderen H*A*S*H fra 2009. Fælles for de fire produktioner er at de blev bortcensureret, og at de derfor aldrig før har været vist hverken i tv eller biograferne.

I dokumentarfilmen Hells Angels MC Danmark følger et tv-hold livet i den danske rockergruppe Hells Angels fra 1983 til 1985. Alle verdens HA’ere var i 1983 inviteret til Danmark som for første gang var vært for det årlige HA-træf. Til at understøtte billeder fra træffet fortælles om rockergruppens dannelse i Californien i 1948, og om hvordan stort set alle politikere og store dele af samfundet ekskluderede dem og stemplede dem som en uværdig minoritet. I 1983 synes de at være et samlingspunkt for store dele af samfundet, og dokumentaren forsøger da også at vise de positive ting ved bikerlivet. Filmen skildrer begyndelsen på det pressen senere døbte rockerkrigen – en strid mellem rockergrupper som kostede i alt otte menneskeliv i Danmark. I Vridsløselille Statsfængsel interviewes medlemmerne Blondie, Hansi og Dirty. De afsoner straffe med relation til rockerkrigen, og det er krystalklart at de ville gentage hvad de har gjort, hvis de stod i samme situation igen. Men de er samtidig tydeligvis taknemmelige over at være en del af det verdensomspændende fællesskab, og titulerer hinanden med “bror”. Fra fængslet forklares det at man skal være fyldt enogtyve, have en Harley-Davidson og være en “god bror”, hvis man vil gøre sig nogle forhåbninger om at komme med i fællesskabet.
Hells Andels MC Danmark blev bortcensureret fordi filmen besad for voldsomme scener. Disse sprang ikke i øjnene, men der er som bekendt sket en del siden 1986. Til gengæld sprang det i øjnene, at filmen var optaget på 16 mm – det tilførte filmen en fængende autencitet.

Flugten fra Amerika omhandler Cirkeline og de to mus Frederik og Ingolfs færd ud i den imaginære store vide verden. De ankommer til New York hvor de bliver fanget i politisoldaters krydsild. De søger ly under en container og møder en rotte som kalder sig for Den sorte panter. Imens eventyrerne lytter til rottens beretning om hvad der er sket i Amerika de sidste års tid, vises billeder af likviderede sorte mennesker. USA fremstilles som den ultimative politistat hvor den hvide mand regerer over sorte, og at filmen blev bortcensureret fremstår som en selvfølgelighed: Eksempelvis fortæller Den sorte panter Cirkeline og musene at “Indianerne hjælper os med at tæve politisoldater”, og at indianerne er de sortes venner. Filmen besidder en skøn barnlig naivitet og umiddelbarhed, og gengiver på betingelsesløs vis Amerika som meget sort/hvidt.

Bjørn Nørgaards En forførers dagbog er mildest talt svær at finde rundt i. Inden visningen forklaredes det, at filmen ikke blev vist på tv fordi Nørgaard som et modsvar på filmmediets udvikling i 1960’erne, affyrer et maskingevær ud i den blå luft. Bagefter begraver eller salver han en vågen kvinde med spillekort og bibelske referencer. Under visningen tvivlede jeg på hvorvidt Nørgaard forsøgte at skabe en forløber for dogmefilmene, og om han mente det han sagde eller om det hele bare var sort snak. Filmen slutter med at hovedpersonen står i en døråbning i en stald og snakker uafbrudt om samfundets tilstand. Særligt er han sur over forbrugersamfundet og mener at samfundet er en maskine som prioriterer sig selv højere end dets indbyggere. Kapitaludvidelser og Fællesmarkedet angribes også, og filmen slutter med en bombastisk version af sangen Danmark for folket. Filmen har nok været nyskabende i 1971, men synes i dag at være et sammensurium af så vidt forskellige ting, at de tilsammen står uden mening.

I pilotafsnittet af dukke-tv-julekalenderen H*A*S*H introduceres publikum for Christian, Bimbo og Laila som er tre udstationerede danske soldater. Hvor i verden de tre befinder sig er uvist og velsagtens lige meget, for det er fra starten en kendsgerning at filmen i grove vendinger kommenterer på Danmarks tilstedeværelse i Afghanistan og Irak. Ved en fejltagelse kommer den øverstbefalende til at skyde en lokal dreng som dog overlever, men som dør da soldaten Christian bakker ind i drengen. Og som om dette ikke var nok slutter pilotafsnittet med at de tre soldater synger om at man skal huske på livets lyse sider, samtidig med at Bimbo sidder på bagsædet og skyder skødesløst omkring sig med sit automatgevær. Afsnittet var så absurd og morbidt at det vist kun havde medført en seerstorm hos DR, hvis julekalenderen var blevet vist i 2009.

Samlet set var jeg meget begejstret for (D)DR – nok særligt for rockerdokumentaren og Cirkeline-afsnittet. Ikke desto mindre var det interessant at få et indblik i hvad der er ikke er passende for tv, og den skæve konstellation af de fire produktioner gav tilsamen meget stof til eftertanke.
(D)DR er en del af filmserien Forbudsdanmark og kan ses sidste gang mandag den 23. klokken 19 i Husets Biograf.
Efter jeg havde set (D)DR blev jeg interviewet af Silja og Andreas fra Universitetstv. De ville høre om min rolle på PIX, hvilke film jeg valgte, og hvad jeg synes om festivalen i sin helhed. Du kan se interviewet når Universitetstv sender på fredag på Kanal Hovedstaden klokken 16, eller på YouTube efter udsendelsen.

________________________________________________________________________________

Mandag den 16. april
Dagen startede med det italienske aliendrama The Last Man on Earth. Filmen omhandler Luca (Anna Bellato) og hans trivielle, ja næsten stillestående hverdag. Luca bor så han kan følge med i næsten alt hvad hans nabo foretager sig, og hendes liv siger ham måske mere end sit eget: Luca dødkeder sig på den lokale bingohal hvor han er tjener og hans eneste ven er en transvestit som er prostitueret og som han kun ser når denne er på arbejde om natten. Lucas far bor på en gård hvor tiden har stået stille siden dengang for tredive år siden hvor Lucas mor døde, men lige inden man begynder at spørge sig selv hvor alt dette dog skal ende, dukker der er alien op. Gennem filmen er der via radio og tv blevet fortalt om hvordan hele Italien forbereder sig på den forestående alieninvasion, og lige pludselig står der en alien i farens stald, inde mellem køerne. Faren genoplever hvordan det er at have et kvindeligt væsen i huset, og ham og Luca accepterer alienen som om intet var hændt.
Filmens begynder med en enkel indstilling op på nattehimlen som varer flere minutter. På lydsiden afspilles et radioindslag om den forestående invasion, og radioværten taler om rumvæsenernes komme som noget uomgængeligt. En dyster og ubehagelig stemning slås an, og det er en tone der holder ved hele filmen igennem. Der er en intuitiv frygt for at alienen pludselig skal gå til angreb på faren, og det er en frygt som underbygges af væsenets permanente tilstedeværelse.
The Last Man on Earth er en noget alternativ alienfilm – nok fordi det slet ikke er en alienfilm: Selvom der i medierne hele tiden tales om jordens undergang, er det i virkeligheden Luca og filmens øvrige persongalleri, der er fokus på. Filmen forsøger at bryde med dybtliggende fordomme over for alt hvad der er anderledes (både rumvæsenet og transvestitvennen), og den gør det med en underfundig humor, brutalitet og meget uhygge.
Filmen er en del af serien Lo-Fi Sci-Fi og kan ses sidste gang søndag den 29. klokken 19 i Dagmar Teatret.

Efter den specielle dommedagsfilm, som så alligevel ikke var en dommedagsfilm, så jeg den franske Outside Satan. Aldrig i mit liv har jeg set en film hvor der blev sagt så lidt. Jo, The Artist og Nosferatu, men bortset fra dem. I et nordfransk kystområde lever en mirakelmager (David Dewaele) det stille liv. Han bor ved resterne af en ruin og jager når han er sulten. Filmen skildrer denne vagabondlignende skikkelse og pigen Elles (Alexandra Lemâtre) forhold fra det tidspunkt, hvor han skyder Elles stedfar fordi denne har gjort hende fortræd.
Outside Satan er enormt symbolladet: Mirakelmageren tænder op med en tornebusk, frelser en syg pige, hævner på gammeltestamentlig maner stedfarens forbrydelser, og jeg kunne blive ved. Disse mange symboler akkompagneres af en som nævnt næsten fraværende dialog. Ofte får vinden i træerne og havets bølger lov til at gøre det ud for lydsiden. Det gør filmen meget tænksom og selvrefleksiv, men somme tider kan det godt blive lidt for indspist.
Under silende regn krydsklippes der mellem antihelten og en stoppet kloakrist, og at han er fyldt til bristepunktet med dårlige oplevelser fra et hårdt liv er da også tydeligt. Mirakelmageren er rendyrket maskulinitet, ja næsten helt Clint Eastwood-agtig. Der kan være tale om at filmen handlingsmæssigt af og til er ved at  gå i stå, og at de lange stille pauser kan blive for kunstneriske, men overordnet set er Outside Satan en flot og meget, meget speciel fransk film. På den positive måde.
Outside Satan indgår i serien Maestros og kan ses sidste gang onsdag den 18. klokken 21.45 i Cinemateket.

Efter filmen viste der sig at være gratis øl sponseret af Kronenbourg, men jeg havde ingen tid at spilde for jeg skulle til danmarkspremiere uden at vide det. I en næsten udsolgt Dagmar sal 1 så jeg PIX’ eneste visning af danske Frederikke Aspöcks første spillefilm Labrador. Stella (Stephanie Leon) og hendes kæreste Oskar (Carsten Bjørnlund) tager til en ø i Sverige for at besøge hendes far, Nathan (Jakob Eklund), der bor alene på øen med sin labrador retriver Elvira. Oskar reder fra begyndelsen uklar med Nathan og der opstår en splittelse kæresteparret imellem da faren får at vide at Oskar vil have, at Stella skal få fjernet sit barn. Faren isolerede sig på øen da Stellas mor døde, og har siden slået sig ned som anerkendt verdenskunstner. Han bor klods op og ned af det voldsomme hav, og Oskar og Stella må tage til takke med en nedslidt campingvogn ved siden af farens ydmyge bo. Efterhånden som Oskar lærer mere og mere om Stella og Nathans fortid bliver han forvisset om at der noget, der ikke stemmer.
Labrador besidder et utal af morsomme scener som i den grad gør filmen seværdig. Oskar forsøger sig gang på gang at lære Nathan at kende, men hver gang med at pinligt resultat til følge. Carsten Bjørnlund er eminent i rollen som sportsjournalisten der gerne vil ind på livet af den barske og hårdføre svigerfar, og Stephanie Leon gør det godt som den uvidende datter. Filmen er en yndig blanding af humor, dyster stemning og en hyldest til den uvirkelige øs barske natur.

Efter filmen, og efter flere applauser, indtog instruktør Frederikke Aspöck scenen og takkede de medvirkende og holdet bag kameraet. Det var pudsigt at være vidne til en næsten fuld sal hvor stort set halvdelen af publikummerne havde været med på filmens set – den forløsning de oplevede, da filmen for første gang blev vist for et dansk publikum. Også efter denne film var der ølbuffet, men jeg måtte igen takke nej. Ude foran Dagmar Teatret nåede jeg dog at fange en smule af stemningen inden jeg cyklede hjem. Hvis du er ven med CPH PIX på Facebook kan du se deres billeder fra Labrador-arrangementet her.

I morgen er det planen at jeg skal se (D)DR om danske tv- og filmproduktioner som blev bortcensureret – enten på grund af censur eller selvcensur. Efter filmen skal jeg snakke med Universitetstv i forbindelse med min tilstedeværelse på PIX. Du kan se interviewet når Universitetstv sender på fredag på Kanal Hovedstaden klokken 17, eller på YouTube efter udsendelsen.

________________________________________________________________________________

Torsdag den 12. april
I dag overraskede jeg mig selv ved at se halvanden gang så mange film som planlagt var, 3 (!). I stedet for at “nøjes” med føromtalte A Real Life og Dogtooth så jeg også Last Screening. Men dagens blog tager sin begyndelse tidligere endnu: Efter det flotte pressekort var afhentet i PIX’ hovedkvarter, Husets Biograf, Magstræde 14, styrtede jeg af sted for at nå Last Screening klokken fire i Dagmar Teatret. Og bedst som jeg banede mig vej op ad Vester Voldgade holdt der to politimotorcykler og spærrede al færdsel ved fodgængerfeltet mellem Strøget og Rådhuspladsen. Fra Strøget kom nemlig Livgarden for fuld musik, og så var der ikke andet for end at trække hen over Rådhuspladsen. I øjenkrogen nåede jeg dog at beundre det store festivalbanner, der hænger som indgangsportal til Strøget. Vel fremme i Dagmar Teatret et par minutter før fire, og vel tilrette i sædet, blev jeg spurgt af en fransk KU-studine, om jeg ville udfylde et spørgeskema. Netop som jeg havde besvaret tretten spørgsmål om mit forhold til film, begyndte Last Screening.

Den franske film omhandler Sylvain (Pascal Cervo) der, som eneste medarbejder, driver en biograf i Frankrigs provins. Sylvain har to hobbyer: At se filmklassikere alene i biografsalen, og at engagere sig mindst muligt i en tilfældig kvindes liv for så at klippe hendes ører af. Udover de mange åbenlyst vulgære sekvenser rummer filmen også kulsort humor. Somme tider endda de to i et miks. For eksempel er der en indstilling hvor en kvinde står og jonglerer i cirkusartistkostume midt om natten på et øde fodboldstadion. Den langsomme indstilling varer omkring et halvt minut og i de første sekunder ser det smukt ud, som artisten står og jonglerer. Næsten avantgardistisk. Men jo længere tid der bruges på at zoome ud, jo tydeligere fremstår scenens absurditet og kulsorte humor. Det viser sig nemlig at Sylvain, som eneste tilskuer, hele tiden har siddet og kigget på, og de to går efterfølgende ned i omklædningsrummet. Den første der kommer ud fra omklædningsrummet er Sylvain. Lidt efter kommer jongløren ud med blodpletter på hver side af hovedet. Hjemme i sin kælder under biografen har Sylvain sin egen hall of fame – et rum med portrætter af gamle, kendte skuespillere. På næsten alle af dem sidder der ører som han har skåret af. Så sætter han jonglørens ører på det sidste øreløse portræt.
Og sådan fortsætter løjerne indtil Sylvain møder en lokal skuespillerinde. Spørgsmålet er så om også hendes ører skal klippes af, eller om hun skånes.
Last Screening emmer af referencer til alverdens gyserfilm og eftersom det ikke er min favoritgenre, kunne jeg kun udpege et par at de mest klassiske. Filmen er muligvis noget for den garvede, referenceelskende gyserfan, men derudover havde den ikke alverden at byde på. Last Screening er en del af filmserien The French Art of Pleasure og vises sidste gang tirsdag den 17. klokken 21.30 i Dagmar Teatret.

Efter den franske ørehænger var der en lang pause inden A Real Life-visningen klokken syv, også i Dagmar Teatret. I pausen gik jeg lidt omkring og havnede på en bænk foran Palads. På bænken kunne jeg høre franske evergreens fra Cirkusbygningen. Dette skulle vise sig at være en god optakt til den forestående film. På vej tilbage til Dagmar Teatret tog jeg et billede af en reklame for PIX-festivalen. Reklamen stod ved Cirkusbygningen, og viser et underligt møde mellem den aktuelle kultur og den overståede, passerede kultur i form af Scalas igangværende nedrivning. Tryk på billedet for en større visning.

Idet A Real Life er med i konkurrencen om Politikens Publikumspris, fik jeg inden forestillingen en stemmeseddel hvor jeg kunne anmelde filmen i form af (Politikens) hjerter. En operatør kom efter planlagt filmstart ind og sagde at noget tape havde sat sig fast i fremviseren, men at filmen ville komme på hurtigst muligt. Noget, der vakte harme blandt enkelte publikummer. Heldigvis var filmen oppe at køre efter tyve sekunder.
Den franske A Real Life er historien om den socialt determinerede tyv Bruno (Guillaume Depardieu), der finder sammen med Isabelle (Florence Loiret Caille): En vikarierende tysklærer på den lokale folkeskole. De to mødes da Bruno, som den første, kommer Isabelle til undsætning da hun er blevet kørt ned foran den bar, hvor Bruno drikker øl. De er begge trætte af deres livssituationer, men det er deres fælles kærlighed, og Brunos kriminelle handlinger, der kickstarter flugten ned ad floden. Filmen bliver vældig flot når først kulisserne skifter: Det er nærmest paradisisk eller i hvert fald meditativt, at se de to henslængte mennesker i dyb stilhed drive med strømmen ud i verden som de er. Filmen tør tage sig tid og tør eksperimentere, og den formår at vise en biljagt kun med reallyd – noget, man skal lede længe efter. Filmen er enkel, nysgerrig og udfordrende. Bruno og Isabelle gør lige præcis det de vil – de lever det virkelige liv.
Bortset fra at filosofere over det gode livs klangbund besidder filmen også enkelte gange kulsort humor. Scenerne optræder når man mindst venter dem, og fylder én med barnlig latter.
Sammen med Last Screening indgår A Real Life i serien The French Art of Pleasure. Filmen kan ses sidste gang mandag den 16. klokken 21.30 i Grand Teatret.

Aftenens sidste film, den græske Dogtooth, er lavet af Yorgos Lanthimos og havde premiere i 2009.
I begyndelsen af filmen afspilles et bånd med ord. Det forklares at nogle ord denne dag får en ny betydning. Ordene er hav, motorvej, udflugt og gevær. Hav betyder stol, gevær betyder hvid blomst, og så videre. Lytterne til båndet er tre teenagesøskende der aldrig har sat foden udenfor deres hus. De bor der med deres far og mor, og det er kun faren, der kan forlade huset. Teenagerne er rigtignok teenagere af alder, men børn af sind. Deres forældre holder dem afskærmet fra verden omkring dem – hvorfor blev aldrig gjort helt klart. Huset i sig selv associerer til Big Brother-konceptet, både fra Orwells roman 1984, men også tv-programmet af samme navn. Forældrene diskuterer hvad de skal stille op overfor deres børn, og moren og faren er som en art Gamemakers fra The Hunger Games – det er dem der definitivt styrer slagets gang. Når børnene bytter rundt på ordenes betydning minder det om 1960’ernes absurde teater hvor alt og dermed intet er sandheden. Forældrene har snydt børnene til at tro at flyene på himlen er legetøj, og for at holde legen i gang smider de somme tider et legetøjsfly ud i haven for at børnene så skal tro, at fly af og til falder ned fra himmelen. De voksne børns naivitet er stadig barnlig, og de har ingen grund til ikke at stole på forældrene, til at søge en forandring – de kender nemlig ikke bedre. Lige indtil faren forklarer, at man kun kan komme væk fra huset når ens hundetand gror ud. Så er der nogen der får vokseværk.
Filmen er meget mere sort end A Real Life var det – eksempelvis sidder de tre børn og moren på alle fire og siger som hunde mens faren render rundt foran og siger som en kat. Eller når den ene af døtrene spørger hvad kusse betyder, og morren svarer en gul blomst, og datteren så næste morgen råber fra haven at der gror to kusser på græsplænen.
Den underlige, til tider nihilistiske og absurde, græske film er en del af filmserien 3X3: Yorgos Lanthimos og vises sidste gang i København søndag den 22. klokken 12 i Dagmar Teatret. Den 28. klokken 21.45 vises den i Øst for Paradis i Aarhus.

Nuvel. Det var første dag på PIX 2012. Jeg har grinet meget, og af og til også lukket øjnene. Ham Sylvain var ret glad for fjerkræsaksen. Desværre figurerer der andre ting i min hverdag end film, så det er mig endnu uvist hvornår jeg næste gang får festivalens puls at mærke. Senest på mandag, men forhåbentlig før. Tak for en god første dag på hvad der tegner til at blive en uforlignelig festival. Forestillingen er begyndt!

________________________________________________________________________________

Torsdag den 12. april

Endelig skete det. Dagen, hvor Danmarks største filmfestival, CPH PIX, løber af stabelen, oprandt. Det betyder, at jeg, Frederik Schelde-Jensen, skal blogge fra festivalen i hele dens periode: 12. – 29. april. PIX har i 2012 mere end tyve filmserier og 180 film på programmet. Filmserierne spænder fra temaer som de nyeste franske og iranske film, henover latinamerikanske eksperimenter, og til serien “Lo-fi sci-fi” der viser film som er fattige på budget, men rige på smågeniale ideer og hyldest til den originale sci-fi-genre. Af de 180 film er de to mest kendte nok Iron Sky og Haywire. Disse var film, Martin og Lars stødte på, da de i februar var på filmfestival i Berlin, og to film, der siden har tiltrukket sig meget opmærksomhed. Iron Skys instruktør, finske Timo Vuorensola, har Dorte og Martin været så heldige at få sig en snak med, og du kan høre interviewet den 19. april klokken 21-22.30 – næste gang Nosferatu sender på 95,5 MHz. Programmet kan som altid også live streames via Universitetsradioen.dk, eller du kan høre det som podcast efter udsendelsen.

Fra min side forventes der stille, larmende og voldsomme film. Film hvor jeg græder, griner og gaber, og det forudses med skam, at det ikke bliver muligt at se alle 180 film. Ikke desto mindre skal jeg gøre forsøget, og der skal nok blive fart over feltet de næste atten dage. Jeg vil tillige forsøge at se så mange af de ti film, som er nominerede i PIX’ hovedkonkurrence: New Talent Grand Prix. Fælles for filmene er, at der står en debuterende instruktør bag. Vinderen afsløres på festivalens næstsidste dag, lørdag den 28. april, klokken 20 i Vega.
I dag, på festivalens genesis, er målet at se den franske A Real Life og græske Dogtooth. Førstnævnte er nomineret til Politikens Publikumspris, og ud fra programbeskrivelsen lader den til at rumme ting som forbudt kærlighed, flugt og en eksperimenterende lydside. A Real Life indgår i filmserien The French Art of Pleasure. Dogtooth skildrer tre teenagere på en ødebeliggende landejendom hvor de opfinder deres eget ordforråd. Filmen er en del af serien 3X3: Yorgos Lanthimos, hvoraf de to andre film er Alps og Kinetta. Det skal blive spændende at opleve festivalens første filmrus, den spæde puls, de utvivlsomt mange forestående følelsesudbrud og de mange mennesker som er i hovedstaden for at fejre deres fælles kærlighed til film. Lad forestillingen begynde!