Tænk hvis nazisterne i 2. verdenskrigs døende minutter i al hemmelighed havde sendt en rumraket til månens mørke side, og der grundlagde de en koloni uden kendskab til nazismens fald eller de allieredes sejr. Denne reelt set komplet urealistiske tanke er grundlaget for den grotesk underholdende Iron Sky, der mest af alt ligner en forbudt og hed elskov mellem 70´ kultfilmhelten Shaft og den afnazificerede Dr. Merkwürdigliebe fra Stanley Kubricks Dr. Strangelove.
Hvad har Sarah Palin, Udo Kier og nazister til fælles? Jo, de spiller alle en stor rolle i den finske instruktør Timo Vuorensolas debut Iron sky. Filmen, der allerede har opnået kultstatus i kraft af crowdfunding via nettet, tager efter en medieomtalt succes ved Berlinalen tidligere i år skridtet ud på rælle filmfestivaler og lande rundt om i verden(samtidig med den danske premiere vises filmen på Gold Coast film festival i Australien, samt den Hollandske Imagine Film Festival).
Filmens startscene er sat i rummet 2018, hvor det amerikanske rumskib Liberty for første gang i en menneskealder lægger an til landing på månen. I det skibets to astronauter træder ud på overfladen, rulles to bannere ud med billedet af en sort mand flankeret af den amerikanske præsident Sarah Palin(Stephanie Paul) bag ved billedteksten ”Yes, She can!”. Turen til månen er et mediestunt for at få præsidenten genvalgt, og dette skal ske ved at vise hele verden, at selv en sort mand, vores helt James Washington(Christopher Kirby), kan nå månen under præsident Palins kyndige ledelse. Stuntet går grueligt galt for de to amerikanere er uforvarende landet lige ved månenazisternes hemmelige base, og de viser (næsten) ingen nåde. James skånes dog og tages med tilbage til basen, hvor vi et kort klip præsenteres for den kvindelige helt Renate(Julia Dietze) imens hun belærer sine hitlerjugends om deres fortid på jorden. Her møder vi også månenazisternes fører Wolfgang Kortzfleish(Udo Kier), der på trods af problemer med at få den aggressive officer Klaus Adler(Götz Otto) til at sige ”heil Kortzfleish” i stedet for den kendte nazisthilsen, straks kan se fidusen i at ”albinoriserer” James og bruge ham som adgangsbillet til at komme tæt på den amerikanske præsident. Planen er at infiltrerer USA under dække af nazisternes venlige budskab om fred og enhed, samtidig med at de sidste detaljer i planen om overtagelsen af verdensherredømmet færdiggøres.
At betegne Iron sky som en 
vaskeægte kultfilm, er måske misvisende i og med, at den med en bred lancering(15 biografer i DK) har potentialet til at nå et stort publikum. Det er ikke desto mindre tilfældet, og det er en række grunde til. Den første er den allerede nævnte kontrafaktiske præmis om de hemmelige månenazister. Den anden er castet af ukendte skuespillere på nær Udo Kier(som vel næsten er et kultfænomen i sig selv) i de bærende roller. Også er der den fantastiske sjove og grove politiske satire, som når mange højdepunkter undervejs men specielt i scenerne, hvor verdens ledere er samlet for at drøfte truslen fra månen. Her bliver der stukket visuelle og verbale håndmadder ud til Nordkorea, Finland og ikke mindst USA i sekvenser, der når op på siden af de bedste momenter fra ”The Warroom” i Stanley Kubricks Dr. Strangelove tilbage fra 1964. Endelig kommer pastichen/klichen på den gale opfinder i form af Renates far(Tilo Prückner), der får den forrykte ide at gøre James hvid ved hjælp af et specielt ”albinostof”. En behandling som vores helt, der til forveksling ligner en opdateret version af blaxsploitation-helten Shaft fra 1971, langt fra er tilfreds med.
Alt i alt er Iron sky en gang velkomponeret exploitation i klassisk forstand, og på sin vis bedre end de hommages som Quentin Tarantino og Robert Rodriguezs med deres grindhouse stod for i 2007. Der er rent faktisk kun en ting at gøre i mødet med månenazisterne og Iron sky, og det er at overgive sig betingelsesløst!
– Nicolai Meldgaard Eskesen