Alle oplever kærligheden før eller senere. Nogen forelsker sig som unge, nogen som gamle. For nogen er kærligheden mest intens under sex, for andre er der sjældent sammenhæng imellem de to ting. Erindring om mine bedrøvelige ludere udforsker emnet indgående på klassisk-kunstnerisk vis, til tider smukt, til tider småkedeligt.
Af Kasper Vegeberg
El Sabio er en dag fra at fylde 90. Han har levet hele sit lange liv med en umættelig appetit for kvinder. Eller, om ikke andet så deres kroppe. For selvom mange af dem har været dybt forelsket i ham, har han aldrig selv følt inderlig kærlighed. Men sexlysten er aldrig forsvundet, og nu har han besluttet at fejre sin niende runde fødselsdag med en ung jomfru, som han bestiller igennem det lokale bordel. Men noget går galt på fødselsdagsnatten, for Sabio oplever pludselig noget uventet: han forelsker sig i pigen. Og han indser, at kærligheden i sådan en situation og i sådan en alder kan være svær at håndtere.
Det er en klassisk coming-of-age-fortælling, selvom den atypisk, men ikke uhørt, omhandler en mand i den anden ende af livet, end det normalt er tilfældet i den type historier. Der lægges vægt på hovedpersonens indre rejse igennem forelskelsen, og ikke meget andet. Det kræver derfor sin filmseer at holde fokus. Især når man er vant til retlinede historier, hvor hver scene er til for at skubbe den næste i gang. I Erindring om mine bedrøvelige ludere er tempoet ligesom livet i den lille, sydamerikanske landsby hvor filmen foregår; yderst langsomt. Man tager sig god tid til det hele, og man er ikke bleg for at dvæle ved detaljen. Det kan være givende at være vidne til, men det kan også være hårdt – og med fare for at kede sig.
Filmen er instrueret af Henning Carlsen, et navn man nok bedst kender i de filmteoretiske kredse for især filmen Sult fra 1966. Han er selv en ældre mand i dag, og man mærker let, at denne historie, som er en filmatisering af Gabriel Garcia Marquez-romanen af samme navn, ligger ham nært på sinde. Der er kælet for hver lille detalje, ikke mindst i filmens karakterer, som man føler en tæt tilknytning til, men aldrig tættere end at det passer til den indtil nu kærlighedskolde Sabio. Man forsøger hele tiden at forstå, hvad der har drevet så mange kvinder imod denne mand, og om det ham, der har et forskruet forhold til kvinder, eller om det går den anden vej.
Troværdigt er dramaet, selvom det i fortællingen hælder imod det kunstnerisk eksperimenterende. Kvindekroppene dyrkes og ses i massevis, men det er ikke supermodeller, der viser dem frem. Det er skuespillere med en fysik, der minder mere om rigtige menneskers end om græske guders, som vi er vant til at se på film. Det er forfriskende og troværdigt. Eksempelvis er den unge prostituerede, som Sabio forelsker sig i, egentlig ikke noget særligt at se på, og det giver plads til en dybere tolkning af, hvad der ligger bag den pludselige forelskelse. Skuespillet er også lige, som det skal være, og byder især på en flot præstation fra Geraldine Chaplin – den er god nok; det er Charlie Chaplins datter – i rollen som bordellets aldrende mutter.
Erindring om mine bedrøvelige ludere er den slags film, som helt sikkert vil blive set af dem, den skal ses af. Det er den type, som få nichefolk i filmelskernes verden vil have hørt om og opsøgt på forhånd, og de vil helt sikkert være tilfredse med den. For de fleste andre kan det dog godt blive en langtrukket og tung affære. Men der ligger tydeligvis masser af tanke og godt håndværk bag filmen, så man skal endelig ikke holde igen for at prøve oplevelsen af. Kærligheden kunne jo slå uventet til.
