Lige som alt andet i Hollywood, er tid et relativt begreb. Det bøjes, sproles, gentages eller forsinkes. ’Den’ teoretiseres, undres over, rejses frem i, tilbage i og parallelt med. Det eneste vi alle har til fælles er, at vi forholder os til den. Små hvide løgne var færdig i 2010, men først nu får filmen premiere i Danmark. Måske en strategisk god ventetid, – for der er sket meget i mellemtiden. Blandt andet har filmens omdrejningspunkt Ludo, i skikkelsen af en dengang mindre kendt Jean Dujardin, netop vundet en oscar for sin præstation i The Artist. Et bagvendt glædeligt gensyn. Mere bemærkelsesværdigt er dog filmens forfaldsresistens. Efter to år er den hverken out dated, overgået eller irrelevant. I en trendstyret tid, i en klichéfyldt genre har Guillaume Canet skabt en tidløs film. En film der ikke afhænger af publikums favoritter eller aktuelle begivenheder. For den handler om dig og mig, mennesker, uden for tid og sted – blot i relation til hinanden.
En sommernat i Paris møder vi den storsmilende Ludo; vi følger efter ham gennem farverige lyspletter og pulsende musik, og vi konstaterer hurtigt at han emmer af livsglæde og sjæl. Han forlader klubben, ud i de stille gader, hvor fuglenes sang og morgenlyset hersker. Der er ingen trafik og vi svæver over asfalten langs den lille knallert. Pludselig forlader vi Ludo og det samme gør både glæde og sjæl, i et splitsekund, og alting er forandret. Vennerne samles dagen derpå og beslutter ikke at aflyse den årlige strandferie, men beslutningen sætter venskaberne er på prøve. Skyldfølelse og indbyrdes forhold må revideres og omstændighederne tvinger dem alle til at stå til regnskab for alle de små hvide løgne de har bygget op, for sig selv og de andre, gennem mange år.
Det lyder måske ikke særlig originalt, men sku ikke hunden på hårene, for denne film er inderligt personlig og sjældent rørende. I hvert af sine 154 minutter. Æren, løftet på hatten og skulderklappet tilfalder franskmanden Guillaume Canet (Love Me If You Dare, Last Night). Inderligheden kan måske genkendes fra hans sideløbende karriere som fransk films first lover, og personligheden – den kommer helt indefra. Canet har selv skrevet og instrueret dette, sit tredje værk, og man ikke blot tror ham, når han siger at alle filmens karakterer afspejler enten en side af ham selv eller en person han kender – man føler sig beæret over at blive lukket ind i denne lille verden.
Filmens lydside er værd at lægge mærke til, fordi den, som filmen, føles ærlig og ægte. Langt fra de sange man er vant til at høre når bestemte følelser skal opnås i bestemte scener – men derimod de sange man reelt ville høre når livet langer ud efter én. Sange som ikke nødvendigvis passer til stemningen, men alligevel gør det bedre, fordi de er et indfanget minde.
Det må aldrig glemmes at Canets hjerte bliver båret i hænderne af filmens skuespillere og uden deres rørende forståelse og menneskelighed ville filmen intet være. En særligt udvalgt skare og der er ikke en finger at sætte på dem. Marion Cotillard (Spurven, Midnight in Paris), Francois Cluzet (The intouchables), Gilles Lellouche (Mesrine: Killer instinct) og Benoît Magimel (The Piano Teacher) efterlader alle et lille stykke af deres hjerte i dit og understreger eniment filmens budskab. Sagt med landsmanden Luc Bessons ord, fra filmen Det femte element; ’Time is not important, only life is.’
Af Sandra Holm