Nosferatus udsendinge på Berlins Filmfestival beretter:

Torsdag d. 5. Februar

To små Nosferatu-udsendinge var vi, der med store øjne fulgte cirkuset af de ca. 4000 pressefolk fra hele verden, men vi voksede noget så aldeles da vi selv blev en del af pressekorps-universet med badge, keyhanger og stor rød taske. På med merchandisen, et klem til bjørnen og ind i biografens mørke.

Det første vi gav os i kast med var visningen af danske Rie Rasmussens Human Zoo, der dog udover Rie ikke havde mange danske relationer, men var fransk og serbisk produceret. Rie har tidligere arbejdet som model i hele verden, men fik en fod inde for filmens verden med roller i Brian De Palmas Femme Fatale (2002) og Luc Bessons Angel A (2005) og har selv lavet enkelte kortfilm, men Human Zoo er hendes først feature film. Det var altså med store forventninger vi troppede op til premieren for den nye dansker!

Human Zoo handler om en halvt serbisk, halvt albansk pige, spillet af Rie selv, som man følger i to handlingsforløb, hendes nuværende liv som illegal indvandrer i Marseille i Frankrig og hendes liv i Kosovo under krigen, før hun kom til Frankrig. Umiddelbart en fin historieopbygning, et plot med masser af kød på og interessante problemstillinger. Problemet er bare at disse problemstillinger i forvejen er så åbenlyse, at historiens med sine billeder ville tale for sig selv. Men Rie har ikke forstået antydningens kunst og formår i stedet at tvære sine pointer ud i hovedet på publikum. Med hendes ekstremt påtagede kosovo-engelsk accent giver hun sig alt for mange gange ud i lange, filosofiske taler om religion, menneskeskabte grænser og kææærlighed. Moralen er bestemt god, men klicheerne driver simpelthen i tykke strømme og følges pænt op af de andre rollers lige så klicheagtige reaktioner. Ingen tvivl om at Rie har haft mange gode intentioner med sin film, energien og selve produktionen er bestemt også i top, men at man simpelthen skal bade i hendes pointer er uudholdeligt og flere gange uforskammet komisk. Er du træt at film, hvor intet udtales og alt insinueres vil du finde den humane zoologiske have en befrielse, hvis ikke, så højst sandsynlig tåkrummende.

Fredag d. 6. Februar

Efter vores sammenkrummede tæer havde fået lov til at folde sig ud i løbet af natten, var det med fornyet mod vi begav os ind til en samling af tre dokumentarfilm om queers og homoseksuelle i henholdsvis Bosnien, Palæstina og Israel. De to første var kortfilm, der varmede op til hovedfilmen, – Yun Suhs City of Borders. Den tager udgangspunkt i homo-baren Shushan i Jerusalem, hvor både palæstinensiske og israelske folk kommer. Man følger grundlæggeren af baren, der selv er bøsse og sidder i byrådet i Jerusalem, hvor han som eneste homoseksuelle repræsentant kæmper hårde kampe med de ortodokse, hvidkjortlede mænd. Derudover følger man forskellige af Shushans stamgæster og deres syn på livet og Israel-Palæstina konflikten. Lidt groft kunne man sige, at den scorer mange lette point ved sine temaer, der hver især indeholder utallige komplekse, spændende og ikke mindst fotogene konflikter, og kombinationen af disse er derfor svær at gøre kedelig. Filmen er altså ikke noget spektakulært mesterværk, men skildrer dog alle disse aspekter enormt fint, personerne er utrolig sympatiske og humoristiske, og den er godt underbygget med fornøjelige klip dragqueen-shows og gayparades. Alt i alt en helt sikkert fin og seværdig film.

En naturlig overgang fra queers og andet godtfolk til danskere og andet godtfolk. Vi havde inviteret og selv til champagne og pindemadder hos DFI og håbede på at boblerne formildede kendisserne, og at der måske faldt et lille interview af til vores uskyldige rep-sæt. Og mon ikke! Måske virkede boblerne dog lidt for godt.. Vi interviewede nemlig The International-skurken – Selveste ..Søren.. Ulrich Thomsen.. Lyt med.