Med relanceringen af spiderman på det store lærred fejrer Marvel Studios den evige teenager Peter Parkers 50 års fødselsdag med pomp og pragt i form af nye skuespillere, instruktør og en større alvor i et univers, som med Sam Raimis triologi var blevet for tegneserieagtigt fjollet på den dårlige måde. The Amazing spider-man formår på trods af den nok så kendte oprindelseshistorie at røre nyt blod, patos og flotte effekter sammen til en solid sommerblockbuster!

For 50 år siden så Spiderman dagens lys da Stan Lee og Steve Ditko stod fadder til, hvad der skulle vise sig at indvarsle det man indenfor tegneseriens historieskrivning kalder ”the silver age”. Efter en nedgang i popularitet i 1950´erne oven på ”the golden age” omkring 2. verdenskrig med fremkomsten af helte som eksempelvis Batman og Captain Amercia, indvarslede Spiderman med sit alter ego Peter Parkers genkendelige dagligdagsproblemer i skolen med mobning og en opvækst hos sin tante, en superhelteverden som langt flere teenagere kunne relatere til.

For 10 år siden kom så den store satsning på filmatiseringen af den ikoniske netsvinger i form af Tobey Maguire, Kirsten Dunst som kæresten Mary Jane Watson og ikke mindst kultinstruktøren Sam Raimi i instruktørstolen. En konstellation som affødte 3 film, hvoraf de to i dag regnes for ganske gennemførte i modsætning til 3´eren der tydeligt bærer præg af metaltræthed.

Efter det gik Marvel studios i tænkeboks i et par år, og nu er de så tilbage med Mark Webb(bare efternavnet lyder jo lovende) i instruktørstolen, Andrew Garfield som den maskerede helt, Emma Stone, som Peter Parkers (u)mulige kærlighed; Gwen Stacy, samt en lang række kendte skuespillere i mindre rolle ikke mindst Rhys Ifans som Curt Connors; arbejdskollega til Peters afdøde far.

Lidt i stil med da Christopher Nolan genstartede fortællingen om Batman i 2005, begynder Mark Webb tilbage i Peter Parkers barndom, nemlig den aften da et mystisk indbrud i forældrenes hus afstedkommer, at de sætter ham af hos onklen Ben(Martin Sheen) og tanten May(Sally Field) kun for at forsvinde ud af Peters liv for altid. År senere finder han tilfældigvis frem til det som de ukendte tyve var ude efter; nemlig en hemmelig formel, som faren sammen med kollegaen Dr. Connors arbejde på for firmaet OsCorp. Fast besluttet på at finde ud af mere om sin fars fortid, forsøger Peter at snige sig ind på forskningsvirksomheden, hvilket afstedkommer det nok så kendte uheld med en genmodificeret edderkop. Med opdagelsen af de nye edderkoppeevner og de medfølgende blå mærker, kontakten til den enarmede Connors og samarbejdet på faderens formel, som omhandler muligheden for at bruge visse dyrs evner til at gro afhuggede lemmer tilbage på mennesker, og ikke mindst interessen fra Gwen, gør Peters onkel og tante nervøse. En nervøsitet der udløser den konflikt som fører til Onklens tragiske død. Et dødsfald som for alvor føder Spiderman, selvom jagten på Bens morder mere har karakter af selvtægt. En ting som Gwens far(Dennis Leary) politikaptajn Stacy belærer Peter om ved den familiemiddag, som samtidig er det første møde mellem Gwens forældre og Peter. Sideløbende med at vi følger Peters mange problemer, ser vi i små glimt, hvordan Dr. Connors presses af en repræsentant(Irrfan Khan) for ejeren af OsCorp Norman Osborn. Denne vil se nu-og-her resultater i forskningen om mulig regeneration, da Osborn ligger for døden. Truet med fyring ender Connors med at prøve den nye medicin på sig selv, hvilket i første omgang går godt, da hans arm næsten som et mirakel vokser ud igen. Desværre viser den ikke færdigtestede medicin sig at have ubehagelige og vidtrækkende konsekvenser.

The Amazing spiderman er et på næsten alle punkter et fuldendt forsøg på at genopfinde universet i og omkring den vægkravlende helt. Ved at gå tilbage til rødderne formår Webb og holdet bag at genskabe en Peter Parker i Andrew Garfield, der formår at spille humoristisk, såvel som de følsomme sider af den noget specielle teenager. Emma Stone leverer i kraft af sin charme en fin sødme i forholdet mellem hende og Peter. Rhys Ifans gør i rollen som den martrede Dr. Connors en værdig modstander for Spiderman i form af dennes noget mere groteske alter ego. Det at Webb blev internationalt kendt for 500 days of summer og forinden flere musikvideoer, sætter også sine små spor i filmen i form af musikens større rolle narrativt i komisk forløsende momenter såvel som de mere klassiske understregninger af patostunge situationer. Faktisk er eneste kritikpunkt herfra at filmen er lidt for proppet med før benævnte patos, som måske kommer af at filmen med sine 136 minutter breder sig ud af flere handlingstråde end den kan magte. Men omvendt virker det også lidt som hensigten, da filmen på vanlig Marvelvis slutter med et æggende visuelt koda, der let kan omskrives til ”to be continued…”!