Af Christian Thaagaard Skov Sørensen
I den finske dokumentar Reindeer Spotting, Escape from Santaland møder den hårdkogte nyklassiker Trainspotting de øde snelandskaber i og omkring det nordlige Finlands stillestående provinsby Rovianiemi. Filmen centrerer sig om den 19-årige junkie, Jani, der lever på bistand og uden fremtid. Når Jani ikke bruger sin tid på at tage hårde stoffer, begår han tyverier og andre småkriminaliteter for at få råd til sit stofmisbrug.
Jani føler sig tynget af det finske samfund og den begivenhedsfattige tilværelse i Rovianiemi og selvom han aldrig har været uden for Lapland, nærer han drømme om mere og er overbevist om, at en verden udenfor Finland kan tilbyde ham et anderledes og bedre liv. Han begår derfor et større røveri, pakker sine ting og begiver sig ud på en rejse til forskellige dele af Europa – en rejse, vi tilskuere bliver inviteret med på. Rejsen bringer ham blandt andet til København; Christiania, der i Janis øjne er det rene paradis, Rom og Paris – et mekka for stoffet Subutex, som i 2005 afløste amfetamin som Finlands mest misbrugte hårde stof.
Reindeer Spotting er instruktør Joonas Nuevonens debutfilm og første filmprojekt nogensinde. Filmen er i sig selv en rejse, der tager udgangspunkt i livet på bunden og søger med en slående ærlighed at skildre mennesket i en anden udfoldelse af det nordiske velfærdssamfund vi lever i. Filmen afbilder et Finland totalt berøvet af dynamik og den generelle konsensus blandt de unge ’herrer’ filmen omhandler, er, at der simpelthen ikke er noget bedre at lave end at være på stoffer. Derudover hviler undertoner af en nation, der i århundreder har stået i skyggen af Rusland og forældede traditioner. Nuevonen har selv været offer for dette, da han blev kaldt hjem fra udlandet pga. manglende aftjening af værnepligten og hans syn på de gamle skikkes betydning for udviklingen af det moderne Finland ses tydeligst i en mindeværdig scene med rensdyr-race.
Joonas Nuevonen står i skyggen hele filmen igennem, på trods af hans direkte indblanding i begivenhederne; Jani og alle de andre ’aktører’ er personlige venner af Nuevonen. Dette ved vi fra starten, men kameraet figurerer stort set ubemærket i løbet af filmen, på trods af, at de utilpassede drenge godt ved, at de bliver filmet. Dette slår skår i filmens autenticitet og da den fjerde væg kun delvist bliver brudt, er man som tilskuer tilbøjelig til at vægre fra filmens oprindelige agenda.
Nuevonen holder sig sandsynligvis bag kameraet for at levere et upartisk og moraleløst billede af ungdommens stofmisbrug i Finland – råt for usødet. Dette tjener dog ikke filmen som hele, da hans udebliven fra filmens begivenheder virker mere partisk, da filmen, usædvanligt for en dokumentar, ikke formår at behandle de centrale omdrejningspunkter, medens den generelle relevans også forfalder. Personkarakteristikken bliver uddybet alt for sent, og man har for længst mistet interessen for Janis videre færd, når han endelig begynder at vise tegn på noget, der er værd at sympatisere. Dog må man sige, at hans fremstilling af Finland som en uigennemtrængelig snedrive, der ikke lige er sådan at komme ud af, lykkes. Filmens lange sekvenser med uendelige snelandskaber og evig kulde fuldender billedet af Finland, der er så langt fra forestillingen om julemandens hjemland, kan være.
Reindeer Spotting er interessant og er man til indtagelse af intravenøse herligheder på toiletter eller bliver fortryllet af uendelige hvide snemarker er filmen utvivlsomt et kig værd. Men man må stole på ens mavefornemmelse og det må indrømmes, at undertegnede sad med en tom følelse, da efterteksterne rullede. Filmen mangler relevans og man undrer sig lidt for mange gange for meget på hvad, der foregår bag kameraet i stedet for at forholde sig til det, der foregår på skærmen. Det, der foregår på skærmen, er i hvert fald efterhånden set før.
