Luca Lucchesis ‘A Black Jesus’ er en rørende og sørgmodig skildring af migrantlivet i en lille siciliansk by.

Siculiana, beliggende på Siciliens sydkyst, er en smuk, oldgammel lille by.

I byens kirke hænger en sortmalet træfigur af en korsfæstet Jesus, som Siculianas beboere hengiver sig til og forhører sig hos; og som de en gang om året hylder ved en meget betydningsfuld procession, hvor figuren kollektivt bæres gennem byens smalle, bakkede, brostensbelagte gader.

Men samtidig med, at beboerne dagligt hylder deres sorte Jesus, er flere af dem fjendtligt anlagte over for de hundredevis af migranter, mange af dem sorte afrikanere, der i årevis har været bosat på det lokale flygtningecenter, i en horisontløs venten på, at myndighederne giver dem opholdstilladelse. Netop som vi også på vores breddegrader vidner, med Danmarks notoriske udrejsefængsler.

HVEM SKABER EGENTLIG SPLITTELSEN?

For mange Siculianere er det at tilbede en sort Jesus én ting – det at have en sort nabo, noget helt andet.

Filmen ’A Black Jesus’, der skildrer denne ejendommelige sociale modsigelse, rummer mange følelser. Den  væver os ind i særligt tre sorte migranters sorg, længsel, drømme og perspektivløse omstændigheder i et Italien, hvis magthavere insisterer på at dæmonisere dem. Den er samtidig enormt lyttende over for, og nysgerrig på, netop de af Siculianas beboere, der gerne så migranterne udvist.

Luca Lucchesi, filmens instruktør, forstår, at det ikke er Siculianas ydmyge befolkning, der er roden til, eller særligt skyldige i, umenneskeligheden; men at ansvaret snarere ligger hos xenofobiske politikere, så som daværende indenrigsminister Matteo Salvini, der gør en dyd af at udnytte den uvidenhed, der findes i enhver befolkning; og den desperation, der flammer op, hvor der, som i Siculiana, findes udbredt fattigdom.

Lucchesi undgår dermed at gøre skurke ud af mennesker, der på sin vis er undetrykte, og som ikke har den mindste indflydelse over landets drakoniske udlændingepolitik.

Ligeså kløgtigt er det, at han heller aldrig skildrer hverken migranterne eller de italienere, der støtter dem, som helte. Noget af det tragiske ved den uretfærdighed, som filmen i kød og skæbne blotlægger, er nemlig, at migranternes udholdenhed, og italienernes næstkærlighed, aldrig rækker langt nok – i hvert fald ikke på den korte bane. Det er et spørgsmål om politisk magt og hvordan den anvendes. Asylcenterets italienske sproglærer kan have gjort nok så meget for at integrere hans elever, men kan intet stille op, når myndighederne brat vælger at lukke centret og sende migranterne atter et nyt sted hen. 

EN OPTIMISME, DER IKKE FORSKØNNER

Man bliver sørgmodig af at se ‘A Black Jesus’. Det er uundgåeligt. Det virker nemlig usandsynligt, at migranternes vilkår vil forbedres snart. Hvorfor er det så, at filmen også virker opløftende?

Det er blandt andet fordi, at den sidestiller livsbekræftende indtryk og dystre virkelighedserkendelser, uden at vægte det ene over det andet.

Mod filmens slutning vinder migranterne en sejr, når de med deres italienske byfæller får lov at bære den hellige Jesus-figur til den årlige procession. De er nemlig også dybt religiøse, og havde efter eget udsagn aldrig nået så langt som Italien uden guddommelig indblanding.

Nogle Siculianere virker lettere frastødt over deres deltagelse, mens andre vitterligt bliver lykkelige over den.

Her er noget, de har kunnet være fælles om – uden at nogen skulle tvinges til at give hånd, eller bestå en statsborgerskabseksamen. Her opstod der en umiddelbar forståelse mellem folk, der bombarderes med budskaber om, at de er uforenelige. Her oplever vi, at forening er lige så oplagt som splittelse. Også migranterne, naturligvis, er lykkelige. Processionen har givet det indtryk, at der ikke skal så meget til for at fremkalde en gennemblødende stemning af venskab og optimisme.

Og dog. At så skønne øjeblikke ikke synderlig forbedrer nogens vilkår, er en af vor tids, og vor verdensdels, største skændsler.

Filmen kan ses på doxonline.dk indtil den 5. maj. Den 6. maj bliver den vist i Dagmar Teatret.