Verbinski serverer filmisk velvære fra dit værste mareridt. Tag med en tur i genresanatoriet og få kuren mod din gode smag i munden. 

Du er lige på nippet til at blive forfremmet i et stort, hjerteløst selskab i finanssektoren. Du skal bare lige ordne én lille detalje først. Der mangler bare en underskrift fra en tidligere CEO før, at alt bliver godt og du kan indfri dine ambitioner og udleve dit fulde potentiale. Opgaven er egentlig ikke svær. Du skal bare hente og bringe småskør herre hjem fra et kurophold i de schweiziske alper. Det er næsten for godt til at være sandt.

Forestil dig at få levende ål pumpet ned i dig a la omvendt udpumpning. En plasticslange mellem dine tænder, der danner vakuum mellem en beholder fuld af ål, gullig væske og din mave. Umiddelbart inden har du fået boret et funktionelt kighul i din højre fortand uden bedøvelse. Som savsmuld i et snedkeri hvirvler emaljen rundt i luften, mens du skriger af smerte. Ingen bedøvelse, ingen nåde. Hverken til seeren eller protagonist Lockhart (Dane DeHaan). Instruktør Gore Verbinski lever med ’A Cure for Wellness’ op til sit (for)navn.

Goth Verbinski
Det kan få det til at lyde som at Gore er all about that gore, hvilket ikke er tilfældet. Det er derimod et fint billede på hvilken visuel selvtillid vi har med at gøre. Filmen besidder et ekstremt veludført billedsprog, og de mange ultrasymmetriske indstillinger henleder tankerne på ’The Shining’. Samtidig har man besiddet en elskværdig mængde nosser og turdet ikke at lade det groteske være op til fantasien. Rigelige og pirrelige ubehagligheder, der stadigvæk tjener sit narrative formål.

Genremæssigt har vi at gøre med en gotisk fortælling med de typiske troper om et afsides hospital, der selvfølgelig samtidig er et nedlagt slot med en mystisk fortid med baroner, bondefejder og skjulte kælderindgange. Det bestyres traditionen tro af en almægtig overlæge (Jason Isaacs), der ikke just underlægger sig vestligt medicins idéer om lægefaglig praksis. Men han er der jo bare for at hjælpe, siger han. Og det hjælper jo, siger de. Du skal bare huske at drikke vandet. Hvis du bliver lidt skør er det bare bivirkninger. Husk nu at drikke vandet.

Hvor skal vi hen, du?
Som en idéhistoriestuderende på første semester drager filmen paralleller i alle verdenshjørner. Alt fra kapitalismekritik, nietzscheansk ambitionsfilosofi til wellness – nutidens filosofiske penge- og pladdermaskine – bydes op til dans. Valsens forvirring bærer desværre med sig, at en fastlagt ideologi aldrig helt indfinder sig i universet.

Den store anke ved filmen bliver dermed at den til tider ønsker at stå med fødderne plantet i øst og vest samtidigt. Man sidder og venter på noget endegyldigt. Noget afsluttende og retningsbestemt. Et vink med en vognstang om, at vi har nået vores destination. I stedet vendes hele den ellers velkonstruerede verden på hovedet gang på gang med – mere eller mindre – forudsigelige og kendte kneb.

Alligevel er man konstant underholdt netop på grund af måden, hvormed knebene og forvirringen udnyttes til at holde seeren i en evig ’wow, hvad nu?”-tanke. Hele den gotiskladede fortælling emmer af visuel pondus og idémæssige rigdom. Den tør at tage sig selv seriøst og gå hele sin genreblandende, forunderligt fantastifulde clusterfuck af en planke ud. Det er fantastisk underholdende at overvære trods den smule forvirring, flakken i forløsningen og strukturelle skønhedsfejl, der opstår i processen.