David Lynch møder Fellini møder Tarantino til blodsugende, ekspressionistisk vampyr-morgenfest hos Jim Jarmusch i en forladt, iransk spøgelsesby i det vilde vesten.
Lyder det vanvittigt? Det er det også. Det er samtidig den bedste film, jeg har set i år. Ana Lily Amirpours fænomenale debut formår at jonglere med neo-noir, horror og spaghetti-western så blændende smukt og originalt, at det, med en smule overdrivelse, føles som at se film for første gang. Det er ærgerligt, hvis denne perle ikke bliver en ny vampyrklassiker – Bela Lugosi ville i hvert fald have elsket den. En burkaklædt vampyr på skateboard klar til at sætte tænderne i, hvad instruktøren ser som menneskeligt affald. Nøj, det er godt.
Barn af natten
Lige som man troede, zombier ville regere den popkulturelle horrorgenre med ’The Walking Dead’ og ’World War Z’, viste Jim Jarmusch med sin særdeles interessante og anderledes ’Only Lovers Left Alive’, den skønne, svenske ’Lad den rette komme ind’ og nu ’A Girl Walks Home Alone at Night’, at vampyrerne er tilbage med et bid, der vil genvinde den stolte vampyrmytologi og suge erindringen om de horrible ’Twillight’-fjollerier ud i mørket.
Fortællingen finder sted i den fiktive, iranske spøgelsesby, Bad City. En form for post-apokalyptisk mareridtsby, der i virkeligheden er filmet i en øde forstad i det sydlige Californien, hvor Ana Lily Amirpour selv er vokset op. Et mareridts-univers med tydelige nik til David Lynchs ‘Eraserhead’. I Bad City er alle på en eller anden måde involveret i elendighed. Heroinafhængige stakler, kriminelle og modløse prostituerede dominerer den sparsomme befolkning. Et udtørret vandløb, løbende gennem byen, er på makaber vis fyldt med lig, som ingen lægger videre mærke til – Bad City har ikke fået sit navn af ingenting. Alt i byen virker faretruende, men samtidig voldsomt attraktivt og ja, sexet, grundet Lyle Vincents mageløse cinematografi, der i en sort-hvid, ekspressionistisk stil skaber en så smagfuld verden, jeg sjældent har set mage til på det store lærred. Et rendyrket neo-noir helvede.
Blodsugende og betagende vampyr
I Bad City møder vi hovedpersonen, Arash (Arash Marandi), der som en anden persisk James Dean med cool 50’er look er en af de få, der ikke eksplicit udlever elendigheden. Hans heroinafhængige far skylder konstant penge til karikaturgangsteren Saeed (Dominic Rains) komplet med pornoskæg og ”sex” tatoveret i nakken. Fra sidelinjen overværer en mystisk, burkaklædt kvinde (Sheila Vand) byens råddenskab. Som en gudeskøn dødens engel hjemsøger hun de tomme gader og sætter tænderne i skyldige og syndige halse.
Fortællingen byder ikke på nogen baggrundshistorie, men siden hendes kælderværelse er dekoreret med 80’er popikoner, må der antages, at hun blev allergisk for solen et tidspunkt under Reagan-æraen. Arash og vampyren mødes tilfældigt, og for de to fortabte sjæle i en hæslig verden anes der en lille snert af håb. Sheila Vand har kun en håndfuld replikker, men hendes kropssprog og store, ekspressive øjne fortæller mere end 1000 ord og placerer hende i den absolutte top af filmhistoriens bedste vampyrfigurer. Hun er smuk, dragende og dødsensfarlig.
Ana Lily Amirpour er tydeligt inspireret af tegneserieuniverset. Grafisk og legende som Tarantino på ferietabletter, men dog ikke i samme distancerende grad som Frank Millers ’Sin City’ – selvom de to byers navne er påfaldende ens. Samtlige skud i denne film er smukke. Lange hypnotiske indstillinger med dybe mørke skygger bidrager til en ganske særlig, truende atmosfære, der suger tilskueren til sig – med en ikke før set bid og kraft. Kritiske røster vil muligvis dømme filmen til værende stil over substans, men når stilen er så gennemført dragende, ender de to aspekter ud, for mig, som en samlet, fuldendt enhed.
Der er en særlig sekvens, hvor vampyren forfølger et potentielt offer på gaden ved at efterligne dennes bevægelser ned til mindste detalje. Scenen eksemplificerer filmen som helhed – sjov, skræmmende, sært sexet og ualmindelig smuk. Hov, fik jeg nævnt soundtracket? Det er selvfølgelig også fantastisk! Et sært mix af iransk folkemusik, 80’er pop og spaghettiwestern-toner, der vil få Ennio Morricone til at vifte ekstatisk med taktstokken. Som den genre-entusiast jeg uomtvisteligt er, er det svært ikke at forelske sig hovedkulds i denne underfundige perle.