Som en hymne til den antinazistiske bonde Franz Jägerstatter er ‘A Hidden Life’ helt igennem helstøbt – men ikke som fortælling.

Vil du dø stående eller leve på knæ?

Så afgrundsdybt og svimlende et spørgsmål kan vi mennesker blive stillet, og netop dét viser den amerikanske filmskaber Terrence Malick i sin niende spillefilm, ‘A Hidden Life’.

Med sin særlige filmsproglige musikalitet besynger den 76-årige auteur de skjulte liv, som verdenshistorien igennem har ofret sig for, at vi andre kan vandre omkring i en (lidt) mindre uretfærdig verden.

Resultatet er på mange måder en vidunderlig, berigende og modig film, og derfor er det ærgerligt, at filmens hovedkarakter ikke er lige så levende og uforudsigelig som lydsiden og kameraet, der med dansende lethed bærer filmen på sine skuldre.

Franz Jägerstatters skjulte liv
Filmen foregår i Østrig under Anden Verdenskrig og er baseret på virkelige hændelser, der udspillede sig i Franz Jägerstatters korte liv. Franz, spillet af tyske August Diehl, arbejder sammen med sin hustru Fani (østrigske Valerie Pachner) på deres gård i den billedskønne bjergby Radegrund.

Når de ikke arbejder i marken med de andre bønder fra egnen, tager de sig af deres tre små piger: De synger, beder og leger blindebuk på de skrånende, frodige marker. I baghaven græsser dyrene og skyerne. Alt er idyl. Det gode liv varer dog ikke ved; efter at Franz er kommet hjem fra en militær træningslejr, begynder han at føle en stærk modvilje mod den nazistiske ideologi – og det får naturligvis konsekvenser.

Selvom Franz ikke ligefrem råber sine antinazistiske synspunkter ud over bjergtinderne, gør han heller ikke noget for at skjule sin aversion, og som en følge heraf bliver Franz og hans familie i stigende grad ekskluderet og chikaneret af lokalsamfundet.

En dag kommer et cyklende postbud forbi familiens hus og overrækker Franz et brev. Brevet viser sig at være en indkaldelsesordre. Det eksistentielle valgs time er kommet.

Urokkelig som bare helgen
At Franz’ eksistentielle krise langtfra er medrivende hele vejen igennem skyldes, at han aldrig for alvor synes at betvivle, hvad der er det rigtige at gøre. Han virker simpelthen for urokkelig, og derfor bliver det svært at indleve sig i Franz’ sjælelige kvaler. Skal han tage hensyn til sin familie eller skal han, velvidende at det formodentlig vil blive hans død, stå fast og bevare sin integritet?

For Franz ser valget ud til at være underligt ligetil; han synes aldrig rigtigt at ængstes ved de forskellige former for vold, som Det Tredje Rige truer med at påføre ham. At Franz tilmed er helgenagtigt sympatisk hele filmen igennem – han kunne lige så godt have haft en lysende glorie svævende over sin isse – gør kun karakteren endnu mere stiv og utroværdig.

I den dramatiske genre er de bedste karakterer mudrede og komplekse; de kan både handle storsindet, tvivlrådigt og egoistisk – for sådan er de fleste mennesker. Imens jeg så ‘A Hidden Life’, kom jeg til at tænke på den russiske instruktør Victor Kossakovskys filmiske manifest. Ét af Kossakovskys principper er nemlig, at man ikke bør filme noget, som man ensidigt hader – eller ensidigt elsker.

Kunst – særligt fortællinger – betinges af det tvetydige, af det tvivlrådige, og det er netop dette forhold, som Malick synes at glemme i ‘A Hidden Life’, når han retter objektivet mod Franz Jägerstatter.

Alt i alt er ‘A Hidden Life’ én af de helt sjældne filmsproglige magtdemonstrationer. Få kan som Malick fange elementerne – græsset, floderne, støvet – på en så levende måde. At filmen aldrig helt kommer op at ringe skyldes dog, at det for Malick synes mindre vigtigt at belyse Franz’ eksistentielle krise, end det er at komme ud med det stærke og smukke budskab:

Det er bedre at dø stående end at leve på knæ.