You may find yourself sitting in a cinema.

And you may find yourself watching something slightly generic.

And you may find yourself getting annoyed at the way Tom Tykwer writes dialogue.

And you may ask yourself – well – how did I get here?

’A Hologram for the King’ prøver nogle nye ting af. Brugen af ’Once in a Lifetime’ med Talking Heads som introsekvens er for så vidt innovativ, og der er generelt nogle stilistiske valg, som af og til gør filmen charmerende. Det er bare ikke nok til at trække denne alt, alt, alt for politisk korrekte film op af det dybe, amerikanermelodramatiske hul, den graver sig ned i.

Det sympatiske Saudi-Arabien
Vi følger den noget livstrætte Alan (Tom Hanks), som forholdsvist sent i sin karriere finder sig selv som dørsælger frem for chef. Han finder sig selv i Saudi-Arabien, hvor han står med den opgave at skulle sælge en ny præsentationsteknologi til kongen. Han finder sit hold placeret i et telt uden internet, og han finder ud af, at kongen slet ikke befinder sig i Saudi-Arabien på nuværende tidspunkt. Han finder ikke nogen svar, der hvor han leder, og det er først, da han møder en sød kvinde, at situationen begynder at virke tålelig.

Jeg finder mig selv med den viden, at Saudi-Arabien på mange måder er et forskruet land, og jeg finder ikke noget behov for en romantisk komedie, der kan fortælle det samme. Det viser sig dog heller ikke at være ’A Hologram for the Kings’ formål. Filmen prøver at fortælle os, at arabere i virkeligheden ikke er så voldsomt forskellige fra os herhjemme, uanset om de bor i et diktatur eller ej. Jeg finder absolut dette mål nobelt, men budskabet bliver måske lidt rigeligt pædagogisk. Vi finder sympatiske arabere, men det er altså en kvindelig læge og en taxachauffør, der har læst i USA, som repræsenterer ”det sympatiske Saudi-Arabien”. Det bliver hurtigt til en ”tænk på, at nogle af disse mennesker kan engelsk og har vestlige værdier”-tale, og snart virker budskabet så generisk, at det er ubrugeligt.

Plads til leg
Tom Tykwer har skrevet og instrueret denne film, og som nævnt finder han nogle muligheder for at lege en smule. Når Alan finder et billede af sin datter, der ryger, og ønsker sig, at hun ville holde op, puster hendes billede røg ud i hovedet på ham. Tykwer finder et par påskud for at lege på denne måde, og det er egentlig de bedste øjeblikke i ’A Hologram for the King’, selvom det ikke altid er lige elegant.

Hvad angår Tykwers dialog, finder jeg mindre anledning til fejring. Folk taler på ingen måde naturligt, og selvom det ikke er meningen, fandt jeg det utrolig distraherende. Jeg finder store ligheder mellem dialogen her og i Sam Raimis Spider-Man-film fra 2000, som fungerer fint for mig, når der skal være humor, men virkelig dårligt, når der skal være drama. Jeg fandt et par citater fra bogen, ’A Hologram for the King’ er baseret på, og jeg kan ikke se, hvordan disse subtile, humoristiske og elegante linjer er blevet til denne højtravende, lavpandede komedie.

Jeg finder måske nok, at ’a Hologram for the King’ prøver nye ting af.

Og jeg finder måske nok, at den har positive budskaber.

Men jeg finder godt nok også, at de leveres uden elegance.

Og jeg finder godt nok også, at manuskriptet mangler smag