Intrigerne hos en verdensberømt strengekvartet er omdrejningspunktet i en lidt ujævn film, hvis styrke hovedsageligt ligger i skuespilpræstationerne.

The Fugue Quartet er en højt anset kvartet bestående af Peter (Christopher Walken), Daniel (Mark Ivanir), Juliette (Catherine Keener) og Robert (Philip Seymour Hoffman). De fire musikere oplever stor succes som gruppe og turnerer verden rundt. Men da de skal til at påbegynde deres nye sæson, viser det sig, at kvartettens ældste medlem, og eneste cello, Peter har et tidligt stadie af Parkinsons sygdom. Han insisterer derfor på, at deres næste koncert vil blive hans sidste.

Men omvæltningen er ikke let at fordøje for kvartetten og eksponerer undertrykt bitterhed mellem førsteviolinisten Daniel og andenviolinisten Robert såvel som problemer i Juliette og Roberts ægteskab. Og man skulle måske tro at dette var drama nok, men for at krydre sagerne yderligere, udvikler der sig også et forhold mellem Daniel og hans noget yngre elev Alexandra (Imogen Poots), som endda er Juliette og Roberts datter.

Lunken opstart
Filmen er dialogbåret, og man kan i begyndelsen godt fristes til at bruge det mere negative udtryk snakke-film om den. Der er nemlig adskillige scener i starten, hvor der ikke er noget egentlig drama. I denne del af filmen bliver dialogen derfor uinteressant, da den ikke rigtig bringer nogle overraskelser. Det virker som en lidt høj pris for at levere informationer om historien, der godt kunne leveres mere kort og subtilt.

Fra halvkedeligt til gribende til halvkedeligt igen
’A Late Quartet’ har som sagt en række delkonflikter, der udgør hele fortællingen. De enkelte delkonflikter, eller sidehistorier, er også hvad der både gør filmen spændende og kedelig. Det her er en film, der har fokus på menneskelige relationer, så den står og falder med om vi kan mærke disse relationer. Filmens lysende stjerner er uden tvivl Philip Seymour Hoffman og Catherine Keener, der udover, som de to andre, at være glimrende skuespillere også portrætterer karakterer, der er empatiske og interessante. Scenerne hvor Juliette og Roberts ægteskab er under pres er intime og spændende, såvel som de scener hvor Robert frustreres over sit tilsidesatte ego. Christopher Walken fungerer også fint som en karakter der, til trods for at han sætter handlingen i gang, er ret tilbagetrukket.

Til gengæld er der adskillige problemer omkring sidehistorien mellem Daniel og den unge Alexandra. Det bliver aldrig dårligt, men man føler heller ikke rigtig noget. Det skyldes at begge karakterer har et klart problem rent indlevelsesmæssigt. Daniel er simpelthen for kold og humorforladt til, at man virkelig kan engagere sig i scener, som han er primus motor på. Og Alexandra virker forkælet og Imogen Poots’ præstation er ikke i nærheden af at være stærk nok til at gøre op for de mangler, hendes karakter har.

’A Late Quartet’ er altså en blandet pose bolsjer, hvis positive aspekter til gengæld må siges at være bundsolide. Catherine Keener og Philip Seymour Hofmann er fremragende, og ja så er der jo musikken, og den sidder bestemt i skabet.