I ‘A Man and a Camera’ bliver beboerne i en lille hollandsk by uvilligt og uventet filmet ved deres hjem. De tillidsfulde af dem byder den mystiske, stumme kameraoperatør indenfor, men langt fra alle er så modtagelige overfor det urovækkende besøg.

 

Hvordan ville du reagere?

Du sidder derhjemme. Det er en dag, som en hvilken som helst anden.

Pludselig er der nogen, der banker på. Du venter ikke et besøg, men går alligevel hen til døren, som du forsigtigt åbner op.

Stående foran dig ser du en mand, der bærer et videokamera, som han retter mod dig. Han bliver stående. Han siger intet, ikke engang, når du spørger ham, hvad han laver. Du har ingen idé, hvem han er. Du forstår kun, at han filmer dig.

Dét er præmissen for ‘A Man and a Camera’, hvor manden, der filmer, er hollandske instruktør Guido Hendrikx, der allerede med film som ‘A Stranger in Paradise’ (2016) har gjort det ubehageligt, og ret fascinerende, at gå i biografen.

NÅR TILLIDEN FORUROLIGER

Mange vil betragte ‘A Man and a Camera’ som kontroversiel, fordi Hendrikx opsøger og optager filmens subjekter uden varsel, uden samtykke, og uden at fortælle, med hvilket formål han gør det.

Hendrikx optog filmen med én meget vigtig regel i mente. Han måtte aldrig tale til, eller på anden vis kommunikere med dem, han optog, hverken om filmen eller om andet. Han forbliver en stum, og derudover viljeløs observant, der efterlader det til de filmede at bestemme, hvordan handlingen skal forløbe. Lukker de døren i fjæset på ham, er det slut og videre til det næste hus. Byder de ham derimod ind, følger han selvfølgelig med.

Deri ligger et af filmens meget interessante forhold. Hendrikx’ ageren er en kæmpe provokation – måske ligefrem et magtmisbrug – der synligt foruroliger dem, han filmer. Men samtidig er det de færreste der lukker døren. Tværtimod. Nogle byder ham velkommen, andre truer eller slår ham. De fleste er målløse, og bliver helt desperate efter at vide, hvad der foregår. En ældre dame vælger indigneret at gå ind igen, men lader underligt nok døren stå på klem. Manden med kameraet provokerer enten aggression eller en mystisk underdanighed. Hvad er det, ved en mand som filmer dig, der ligeså vel kan vække bekymring som nysgerrighed?

Filmen er fascinerende, fordi man oplever, at selv tilliden kan være foruroligende. At Hendrikx forbliver stum, endda hos dem, der gavmildt lukker ham ind i deres hjem, er dybt forstyrrende. Det skaber en dyster spænding, da selv de tillidsfulde konstant må betvivle, om han nu virkelig er til at stole på.

EN DYBERE MENING?

‘A Man and a Camera’ lykkes fordi den ser og spiller på ambivalenserne. Den måde Hendrikx opsøger subjekterne på er urovækkende, men det er jo dem, der beslutter, hvad der endelig skal ske. Man fornemmer hele tiden, at der er noget meget forkert over, hvad man ser; alligevel er det et slags makabert privilegium, at vidne interaktioner mellem mennesker så blottet for konvention og almen høflighed.

Men hvad er meningen, med det han gør? Det bliver Hendrikx i løbet af filmen ofte spurgt. Samme spørgsmål sidder jeg tilbage med på trods af min overvejende gode oplevelse af filmen. For Hendrikx har der sandsynligvis været en mening med galskabet. Dog er det ligeså interessant, at lade filmen være i dens fandenivoldske meningløshed.

Det er måske kontroversielt, men også passende, at vi seere, ligesom de filmede, ikke aner, hvad der foregår – eller hvorfor, det overhovedet skal foregå.

Filmen havde premiere den 23 april på CPH DOX og kan ses på doxonline.dk indtil den 5. maj