Stilleleg taget til helt nye højder.

John Krasinski spillede sig vej ind i vores hjerter som den kække Jim Halpert i Tv-serien ’The Office’. Han spillede en rapkæftet charmetrold, og så så han skide godt ud. John er blevet gammel, men er stadig provokerende nydelig, selv når han spiller uvasket landmand i en gyserfilm. Han er nødt til det; det forpligter at være gift med Emily Blunt AKA en af verdens smukkeste skuespillerinder. Hvad kunne være bedre end at spille ægtemand til det uforlignelige britiske supertalent? At være gift med hende virkeligt! Hvilket John så også lige er. Han har tilmed skrevet og instrueret i denne omgang, og var der nogen retfærdighed til, var det mislykkedes totalt. Men ak, John har scoret endnu et hattrick og givet os en glimrende gyserfilm. Der er folk som John der giver mig dårligt selvværd.

’Hush’ af Deep Purple er IKKE på soundtracket.  
Der er monstre over det hele. Hvorfor? Det er vidunderligt ligegyldigt. Det eneste du behøver at vide er, at de har bedre hørelse end min støjallergiske underbo. Meget lig med min underbo er du basalt set dødsens, såfremt du fremprovokere selv den mest sagte auditive bevisførelse for din eksistens. Kort sagt: hold kæft, gå stille med dørene, stop med at smaske og lad være at fucke med toiletbrættet.

Kan du forestille dig at skulle tage vare på børn i en sådan situation? Er du klar over hvor meget sådan nogle rotteunger kan larme 24/7? Hvis du skulle passe børn i en verden, hvor det at larme betyder døden, så kunne det lægge en seriøs dæmper på ethvert ægteskab, selv hvis det er til Emily Blunt/John Krasinski.

Gør som Depeche Mode: nyd stilheden
Den lille familie bor på en billedskøn gård – det er befriende at se en gyser, der tør blande gru og romantisk landbrugsidyl. Befriende at se en gyser der for en gangs skyld forstår, at hovedpersonerne, ikke truslen, skal være i fokus. Vi når at lære at holde af familien. John og Emily er naturligvis et overbevisende forældrepar. Børnene spilles af Noah Jupe og Millicent Simmonds, og de er lige så dygtige. Navnlig Millicent der er døv i filmen såvel som i virkeligheden, formår at bringe tyngde og intensitet til lærredet.

Vi har altså lyd som tema. Bevares, lyd er altid vigtigt i gyserfilm, men her udgør den hele oplevelsen – karaktererne går til ekstreme længder for ikke at larme, og at følge deres støjfrie hverdag er medrivende. Naturlyde og karakterers hvisken dominerer og afbrydes pludseligt, når stilheden uundgåeligt ikke længere kan opretholdes. Frygten for at larme virker overraskende effektivt og giver rent faktisk mening til det ellers lidt platte gysergreb, jumpscares udgør. Når det tilmed krydres med scener ”hørt” fra en døv karakters synspunkt, så er slutresultatet en film, der lyder helt exceptionelt godt. Det kan du dog kun høre i biografen: luften vil gå totalt af ballonen på dine elendige computerhøjtalere.

Lyder det for godt til at være sandt?
Desværre kollapser herlighederne i tredje akt. Filmens klimaks er alt, alt for langt. Det starter stærkt og opfindsomt ud men falder derefter tilbage på klichéer. Frygten for monstrene aftager i kraft med at deres grimme, computerskabte kroppe overeksponeres mere og mere. Det mesterlige lyddesign viger gradvist pladsen for et provokerende middelmådigt gysersoundtrack. Slutningen virker helt ude af trit med filmens tone.

Mine tanker henledtes til ’It Comes at Night’. En film med mange tematiske og tekniske ligheder, der til forskel formåede at holde tårnhøjt niveau hele vejen. ’A Quiet Place’ er derimod en af den slags film, hvor præmissen i sidste ende trumfer udførslen. Ærgerligt, men bestemt stadig seværdig.

Foto: kino.dk