’The Office’-skuespilleren er tilbage med en 2’er til sin horror-debut, hvor grusomme monstre tvinger samfundet ind i en truende og usikker stilhed. Men er der egentlig overhovedet brug for en efterfølger?

2010’ernes gyserfilmsbølge er om og om igen blevet hædret, og genren fortsætter med at udvikle sig på både godt og ondt. Men der er nu engang langt imellem gode 2’ere, 3’ere og så videre.

Mens ’The Conjuring’-franchisen kører for fuld udblæsning, og det nye skud på ’Halloween’-seriens stamme i 2018 introducerede vores elskede scream queen Laurie til et nyt publikum, så er det nok de færreste, der havde forventet en efterfølger til ’A Quiet Place’ af alle film. 

Komiker og instruktør John Krasinski skabte lidt af en genistreg. Klassiske jumpscares fik selskab af en verden i smertefuld stilhed, og i biografer verden over blev man for alvor udskammet, hvis man tyggede sine popcorn bare lidt for højt.

Så hvad kan en 2’er byde på efter en allerede nær perfekt 1’er?

Tilbage i stilheden

Endnu en gang møder vi Abbott-familien og følger deres rejse umiddelbart efter den første films afslutning.

Med den nu afdøde far Lee (spillet af instruktøren selv) og et nyt våben mod de monstre, der plager samfundet, drager moren Evelyn (Emily Blunt, ’Mary Poppins’) med sin baby og børnene Regan (Millicent Simmonds, ’Wonderstruck’) og Marcus (Noah Jupe, ’Wonder’) ud på flugt, efter at deres hjem er blevet lagt i ruiner.

Tilbage i 1’eren var faderen beskytteren af familien, delte overlevelsesviden med børnene og tændte hver aften et bål som en måde at vise livstegn til andre overlevende.

Den lille familie var centrum i isolationen, og uvidenheden om andre levende mennesker, og hvorvidt de kunne redde dem eller ej, bidrog kun til håbløsheden i den post-apokalyptiske verden.

I 2’eren udvides castet, og Emmett (Cillian Murphy, ’Peaky Blinders’) kommer ind i billedet. En hårdkogt eks-militærmand og en klassisk rolle. Lidt for klassisk.

Mennesket er monstret?

Jeg må indrømme, at jeg selv var skeptisk, da jeg trådte ind i stilheden for anden gang – faktisk virkede hele idéen om en 2’er en tand antiklimatisk, når man tænker på den første films afrunding.

Uvisheden om der er hjælp at finde derude hersker for alvor med et hjem, de nu må lægge bag sig. Samtidig spiller drabet af en central karakter med i instruktørens egen pointe med filmen.

For ’A Quiet Place’ var dedikeret til han og konens børn, og til hvor langt man vil gå for at beskytte sine efterkommere.

Verden er et farligt sted. Okay, lige i øjeblikket er der ikke gigantiske edderkoppe-agtige aliens derude, der jagter lyde, men det er en skræmmende tanke, at børn en dag skal ud i verden på egen hånd, og derfor er det naturligvis forældrenes opgave at forberede dem bedst muligt.

2’eren leger igen med familiedynamikken, så hvorfor i alverden bliver moderen så underprioriteret?

Det er lidt ærgerligt, at Murphys karakter mest af alt fungerer som en erstatning for faren, som Blunt nu er afhængig af, og der kommer ikke meget mere dybde i manden bortset fra det.

Derudover er han menneskehaderen, der altid er til stede under verdens undergang. Dog hjælper han familien og lader dem blive i sin bunker,, så ’mennesket som monstre’-sammenligningen bruges ikke rigtig til noget.

Næste generations viljestyrke

Bortset fra skuffelsen ved den mandlige hovedrolle, så er der heldigvis stadig lige så meget fokus på børnene i familien som på de voksne – og børneskuespillerne gør næsten de voksne hovedroller til skamme.

Jupes overvældende, store følelser går lige i hjertet, og Simmonds hårdføre nerver og viljestyrke overgår selv de mest garvede soldater. Den unge piges rolle kæmper uden at kunne høre sine omgivelser, og da skuespilleren selv også er døv, gør det det endnu mere troværdigt og nervepirrende at følge med i.

Det er netop dét, der gør historien til noget særligt: selvom børnene lærer af deres omgivelser, så kan og skal de have lov til også at finde deres egen vej i livet.

Der er noget med stilheden, der bare er ti gange mere skræmmende end motorsave og blod, der flyder. For hvad er der derude? Det er derfor 1’eren lykkes, og derfor 2’eren overraskende nok kommer i mål på trods af, at ingen rigtig havde forventet det.

’A Quiet Place 2’ bruger heldigvis så lidt tid på oprindelseshistorien som muligt, opretholder mystikken, og lader familien gå til grænsen i deres smerte og elendighed.

Så jo, jeg havde da gerne set, at Blunt sparkede lige så meget røv, som da hun fødte i et badekar med et monster lurende uden for døren. Men hvor er det dog tilfredsstillende alligevel, at børnene får lov til at styre showet.