Af Martin Wolsgaard
“Help me! Save me!” A Serious Man er en film om søgen på klarhed og svar i en tilværelse hvor (måske) ingen findes. Den er de famøse Coenbrødres nyeste film, og den skiller sig markant ud fra brødrenes tidligere film. Ved nærmere eftertanke placerer den sig dog fint i rækken af sorte tragikomiske komedier. Den har elementer af Barton Fink i form af gentagende surrealistiske og småneurotiske drømmesekvenser samt pendanter til Burn After Reading i forbindelse med, hvor overfladiske og dumme folk kan være. På trods heraf indeholder filmen en varme (og i sidste ende en styrke) i forbindelse med hovedpersonens problemer, som de fleste i publikum vil kunne relatere til.
Filmen foregår i en amerikansk forstad i 1967, og er centreret omkring en forsigtig og stille eksistens – jøden Larry Gopnik. Larry spilles af Michael Stuhlbarg, der hovedsagligt har medvirket i mindre film og tv-serier. Larry lever et stille liv indtil det en dag begynder at gå skævt. Problemerne derhjemme truer, hvor hans kone Judith vil skilles og i stedet giftes med Larrys pompøse bekendtskab Sy Ableman. Hans børn har stort set ingen respekt for ham, og virker mere eller mindre indifferente. Derudover er der problemer på arbejdspladsen. Larry er professor på et mindre universitet og underviser i fysik, men håber på at blive forfremmet. Dette er dog lettere sagt end gjort, da en fjendtlig anonym brevskriver forsøger at sabotere Larrys opstigen samtidig med, at en koreansk elev på en og samme tid forsøger at bestikke Larry for at få en bedre karakter og anklager ham for ærekrænkelse. Dertil kommer den kronisk arbejdsløse bror Arthur, der mere og mere bliver en frustration for Larry i takt med problemerne ophober sig. Rollen som Arthur spilles fremragende og overbevisende af Richard King, som på troværdig vis fremmaner en følelse af ynk hos publikum, så man nærmest ikke kan lade være med at have ondt af ham, selvom man ved han ikke gør noget godt for vores helt Larry.
A Serious Man er i modsætning til mange andre af Coenbrødrenes film uden de store stjerneskuespillere. Dette er et plus, idet de forholdsvis ukendte ansigter bliver personificeringen af det, deres karakterer repræsenterer. Sagt på en anden måde bliver skuespillerne deres karakterer på meget overbevisende vis. Det giver balance og troværdighed og understreger endnu engang Coenbrødrenes sublime evner til at instruere.
I sin søgen på svar hos tre forskellige rabbinere bliver det tydeligt, at Larry liv af stille desperation ulmer lige under overfladen, idet råbet om hjælp ”I didn’t do anything!!!” nærmest bliver Larrys motto efterhånden som filmen skrider frem. A Serious Man er en off-beat seriøs komedie, der udstråler håbløshed og stille frustration i søgen på frelse og svar. Et sort tema, der mere end noget andet proklamerer ”if-it-wasn’t-for-bad-luck-I-would-have-no-luck”. Filmen fremprovokerer grin og gråd på et spøjst grundlag – nemlig fra at se folk slå knuder på sig selv for at passe ind og blive taget seriøst i alle former for situationer, socialt og religiøst. A Serious Man er en eksistentiel odysse af ”what the fucks”, der rammer plet hvis man giver den tid til det.
5 ud af 6 stjerner