Nogle gange kan en løgn definere din fremtid. Andre gange kan den sætte dig fri.
Stephanie (Anna Kendrick) er mommy-bloggeren med det påklistrede smil og den perfekte opskrift. Hun går i farverigt billigt tøj og er nok for de fleste andre travle forældre en lille smule pain in the ass. Hun gør alting rigtigt og alligevel tiltrækkes hun af den noget kantede og fashionable smukke mor Emily (Blake Lively). En dag, da Stephanie har hentet begge deres drenge, forsvinder Emily, hvilket Stephanie blandt andet bearbejder igennem sin blog.
En genial mands værk
Instruktør Paul Feig har endnu engang skabt et univers med powerkvinder i hovedrollerne. Der er langt fra hans kult serie Freaks and Geeks (se den på din streamingtjeneste!). Til gengæld lugter den lidt af hans film ’Spy’ i komediedelen, men lugten er svag, for denne film er så fuld af twist, mystik og til tider makabre vibes, at den er lidt svær at placere og det gør den kun endnu bedre.
Med Anna Kendrick i rollen som Stephanie skildres hun utroværdigt, og man får lyst til at kradse i den naive overflade for at se, hvad der gemmer sig bag det pæne ydre. Men som filmen skrider frem, begynder karakteren Stephanie at give så meget mening, at lysten til uddybelse af hendes fortid bliver godt blandet op med trangen til at kigge væk og lave strudsen (stikke hovedet i jorden).
En grim fortælling i en smuk krop
Blake Lively er den der kvinde, som både kan være gudesmuk og samtidigt spille virkelig godt skuespil og denne gang er ingen undtagelse. I rollen som Emily skildrer hun så mange lag, at man både er imod og med hende på samme tid. Derudover er hendes søn Nicky (Ian Ho) helt genial, og man kunne ønske, at han havde fået lidt mere spilleplads.
Grænseløst landskab
Lige så stille krakelerer de smukke kvinders facader, og der dukker emner op, som er så grænseoverskridende, at man sidder og får lyst til at holde sig for øjne og ører, men samtidigt er det også helt vildt befriende, at en hollywoodfilm tør smide så vilde emner og makabre situationer op i luften.
I ’A Simple Favor’ bliver kameraet din ven. For hvem kan du stole på, når alle lyver? Med fine flashbacks fortælles sandheden visuelt, imens løgnene flyver om ørerne på dig. Med en visuelt sikker stil udfoldes fortællingen i brudstykker, som gør, at man som tilskuer hele tiden aktivt sidder opslugt og selv udfylder hullerne, og det er top skønt.
Nogle gange er tingene virkelig ikke, som de ser ud til, og hvis man er til mystik, twists og spænding, skal den her lidt underlige film helt klart ses.
For selvom den nogle gange er lidt forudsigelig, så sidder man stadig med en lille tvivl om, hvorvidt det man ser er sandheden.
Foto: Nordisk Film