Med fem statuetter fra Venedig og et væld fra andre festivaler synes kinesiske A Simple Life at være en god kandidat til at tage næste års Oscar for Bedste Udenlandske Film. Mange kritikere har rost den til skyerne, men hvad kan en tilsyneladende rolig film om omsorg?
Roger (Andy Lau) bor i Hong Kong med familiens husholderske gennem tres år, Ah Tao (Deanie Yip). Roger er filminstruktør og lever et ubekymret liv i den gode del af samfundspyramiden med filmmageri, premierer og cocktailparties. Hjemme i husstanden har Ah Tao sit daglige virke med rengøring, indkøb og madlavning. Roger og Ah Tao taler kun om den mad hun skal lave til ham næste dag og ikke ret meget andet. Fredelig sameksistens, kan man kalde det.
Da Ah Tao en dag får et ildebefindende, må Roger for første gang tage sig af de huslige gøremål, og han stuver hende af vejen på et ældrehjem. Og da sker det. Fremkomsten af den ømme næstekærlighed og omsorg der skal vise sig at være gennemgående for filmen. For det går op for Roger, at han er den eneste Ah Tao har, og lige så langsomt bytter de to roller. Roger tager sig for første gang af sin husholderske, og de taler om dengang husets herre og frue, Rogers forældre, stadig boede hjemme. De mødes gennem fælles erindringer, og midt i Taos genoptræning skabes glæde.
A Simple Life er en stille og smuk film om nærhed og omsorg, og om, at der er for lidt af disse i verden. At man lever sammen, men at man ikke lever sammen med hinanden. Hvad der før mindede om et herre/slave-forhold udvikler sig gennem filmen til et dybtfølt og ømt venskab. Andy Lau og Deanie Yip, filmens to hovedrolleindehavere, spiller så fint, at man glemmer, at det er en spillefilm man ser. Filmens dokumentariske stil spiller også ind i forhold til dens realistiske stil, men værkets dragende kraft er i høj grad takket være skuespillerpræstationerne.
Den kinesiske lethed og ynde gør med temaets dybde og de fremragende skuespilpræstationer A Simple Life til en ægte perle. Man rammes med en glæde over, at en så fin film kan besidde så store armbevægelser uden at være propfyldt med patos. Filmens egenartede skønhed og østens eksotisme i filmsproget danner grobund for en Oscar-kandidat. En stærk Oscar-kandidat, faktisk. Ja tak.
A Simple Life er månedens film i Cinemateket, og vises 6.-9. og 11.-16. december klokken 19.15.