Som en regenereret Doctor Who har hver generation de sidste 80 år haft deres udgave af den tidløse fortælling, der første gang fandt vej til det store lærred med ‘What Price Hollywood’ i 1932.

I 2018 ser den sådan her ud:
I en brandert ender den alkoholiserede sanger, Jackson Maine (Bradley Cooper), på en drag-bar, hvor den generte Ally (Lady Gaga) netop er trådt ind på scenen iført hofteholdere og falske Édith Piaf-øjenbryn.

Gaga
Når en film skamløst trygler og ber’ om stjerner og gyldne oscar-statuetter, må man jo efterkomme ønsket. Jeg vil derfor lade en dalende regn af stjerner falde ned over ‘A Star Is Born’, og for hvert afsnit forsøge at kaste lys over, hvad den gør så grueligt galt.Gagas overlegne cover af “La Vie en Rosé” er leveret med en rystende skrøbelighed, der ligesom det lumre neonlys, hun bades i, brænder sig klart ind i hukommelsen.

På trods af magtpræstationer som denne har ingen dog haft øre for Ally, som mange gange har fået snuppet stjernedrømmene for næsen af sig.
Heldigvis beslutter Jackson med sine gode kontakter at tage sagen i egen hånd, men trods gode intensioner drives de to snart ud på dybt vand.

Cooper
Jacksons bror (Sam Elliott) formår ved en enkelt replik at optegne Coopers opgave som instruktør af en historie der er blevet fortalt før. Al musik, siger han, består af de samme 12 toner. Alt, en kunstner kan tilbyde, er dennes version af dem.

Coopers version byder på nye tiltag i form af en dybere baggrundshistorie af karakteren Jackson. Han lider denne gang nemlig ikke kun af et alkohol- og stofmisbrug, men også af tinnitus, en kronisk depression og en dybt tragisk barndom. At tilføje detaljer til den mandlige protagonist er et klogt valg, for han har i enhver udgave af ‘A Star Is Born’  kæmpet en tabt kamp om rampelyset mod sin kvindelige og langt mere interessante modpart.

Desværre giver Cooper aldrig filmen pusterum til at dvæle ved Jacksons sind, hvilket i mig efterlader en hungren efter en forståelse af bl.a. den psykologiske betydning, en tiltagende hyletone har for en mand, der lever for lyd.

Musikken
Eventyrfortællingen blegner i takt med filmens fremgang, der afslører, at det bedste ikke er gemt til sidst. Efter den Oscar-hypede ‘best song’ duet “Shallows”  bliver fremført for 3. gang, er det tydeligt, at denne backstage-musical er baseret på håbløst uinteressante originale sange, der som plottet, blot er en gentagelse af sig selv.

Ally synger kun én sang i fuld længde, og den har Jackson oven i købet skrevet. Det er synd og skam, for ikke alene modsiger filmen sit prædikende empowerment-budskab om at skabe sin egen stemme som kvinde i industrien, men vi går som publikum glip af den sande skat på musicalens lydside.

Skurken
Efter en time halter ‘A Star Is Born’ mildest talt. Og det endelige dødsstød kommer i form af den onde britiske manager (Rafi Gavron), der kun tænker på sig selv. Gavrons krampagtige skuespil falder til jorden med et øredøvende brag. Især når han spiller op imod Gaga.

Hendes præstation reddes kun i land takket være Coopers beslutning om adskillige slowmotion-nærbilleder. De fremtvinger en livline af emotionel overbevisning, der gør hendes middelmådige tilstedeværelse uden for sceneoptrædenerne til at holde ud at se på.

Bedømmelse
‘A Star Is Born’ prøver at etablere sig selv som en storslået kærligheds historie, men fejler fatalt. Romancen fremstår utroværdig, og den hyldede lydside er dybt skuffende. Jeg ville personligt hellere lide Maines konstante tinnitus, end lytte til “Shallows” en gang til.

“Maybe it’s time we let the old ways die,” synger Cooper, halvt dæmpet af sit hipsterskæg og med en guitar på armen. Åh Gud ja, hvis bare Hollywood dog ville have ladt en stjerne dø i stedet for at blive født for fjerde og forhåbentligt sidste gang.

Foto: SF Studios