Den syriske kærlighedshistorie formår at give et rørende tragisk blik på borgerkrigens betydning for kærlighed og familier i den største humanitære krise i nyere tid.

Da den britiske dokumentarist Sean McAllister drog til Mellemøsten i 2009, havde han ingen ide om, hvilken film han ville komme hjem med. Det arabiske forår (og det efterfølgende efterår) var endnu ikke begyndt, men McAllister drog ikke desto mindre til Syrien for at finde en god historie i det diktaturstyrede land.

Det kan jeg efter at have set ’A Syrian Love Story’ bekræfte, at McAllister ved et lykketræf fandt. Historien om det adskilte ægtepar Raghda og Amer Douad, som fandt hinanden i et syrisk fængsel, men igen blev adskilt er både fantastisk og rørende. McAllister tror i starten, at hans film skal handle om forsøget på at genforene to elskende, men da borgerkrigen så småt nærmer sig, bliver familien, bl.a. grundet den dokumentar der er under optagelse, nødt til at flygte.

Virkelighedsdokumentar
Og det stærkeste kort som ’A Syrian Love Story’ kan spille er, at alt føles virkeligt, der er ikke noget, som er opsat. Det er en sand historie, som ikke er påvirket af en instruktørs vision om at fremstille virkeligheden anderledes, end den reelt forekommer. Derfor er det heller ikke en rar film at se. Krig er en blodig og stressende størrelse, og kærligheden har svære vilkår for at bestå, hvorfor det ikke just er en film, man tager på romantisk date for at se, selvom titlen kunne antyde noget andet.

Undervejs i filmen kan det også tydeligt fornemmes, at McAllister får et tæt forhold til familien. Det får dem øjensynligt også til at åbne mere op for deres følelser,og får både McAllister og undertegnede til at blive mere emotionelt involverede. Specielt rørende er det at se den syriske families børn vokse op. Den mellemste søn Kaka bliver undervejs mere moden og kan reflektere over det tåbelige i hele konflikten og den situation, han står i. Det giver en stor mængde tyngde til filmen. Den yngste dreng Bob er konstant en scenestjæler, og han er så sjov og livlig, at man på filmens relative korte spilletid alligevel formår at holde af den lille fyr.

”Tal dog syrisk for pokker”
Det centrale punkt i filmen er dog stadig Raghda og Amer, deres respektive personlige udvikling og til dels afviklingen af deres forhold. Det er dog også her, min store anke med filmen ligger. McAllister forsøger at få de to syrere til at forklare deres følelser på engelsk, og det er tydeligt, at ingen af dem er komfortable med at snakke sproget, og deres udmeldinger føles ikke oprigtige, da de bliver fremlagt på et fremmedsprog. Det er spildt potentiale, for når de to snakker med hinanden på syrisk, og der tekstes, opfanger jeg væsentlig mere inderlighed, som giver filmen en ekstra dimension. Det er bare synd, at det sker så sjældent.

Men på trods af enkelte brister er den syriske kærlighedshistorie alligevel et trist, rørende og ufatteligt virkeligt portræt af borgerkrigens indflydelse på den almindelige syrer. Det er en dokumentar i sin mest reelle og rene form, og jeg var underholdt og følelsesmæssigt involveret i de fleste af de 76 minutter, filmen varer.